Koldings mangfoldige kulturliv blomstrer om kap med forårsblomsterne.
De mange aktører og ildsjæle, der præger og pryder kulturen i Kolding Kommune, bliver fejret med fire kulturpriser. Priserne uddeles ved Kulturevent 2022, tirsdag den 5. april på Godset.
I alt 12 kulturaktører er nominerede til de fire kulturpriser; Årets Kulturelle Aftryk, Årets Kulturelle Highfive, Årets Ildsjæl og KulturKolding-prisen.
Det er Kulturudvalget, der har udvalgt de nominerede på baggrund af indstillinger fra borgere i Kolding Kommune, og som i sidste ende udpeger vinderne ved Kulturevent 2022.
-At vi har så mangfoldigt et kulturliv her i kommunen, er noget, vi alle kan være stolte af. Det er tegn på sammenhold og fremdrift at så mange – unge som ældre – er aktive i kulturlivet. Det har været en fornøjelse at opleve så mange gode initiativer og ildsjæle i udvælgelsesprocessen til årets kulturpriser, siger Eva Kjer Hansen (V), formand for Kultur, i en pressemeddelelse.
De nominerede er:
Årets Kulturelle Aftryk
• Genforenings- og Grænsemuseet
Museet nomineres for deres store indsats i forbindelse med fejringen af Genforeningen, der bygger på et dedikeret engagement i at formidle historien om Genforeningen gennem mere end 25 år. Ved Genforeningen har museet bl.a. været initiativtager til etableringen af en skulptur og et bronzebånd indlagt i vejen netop ved den gamle grænse.
• Kunstdage Kolding
Kunstdage Kolding nomineres for det nye initiativ med en kunstmesse, der er med til at skabe stor synlighed om kunstlivet i Kolding Kommune og gøre kunst i øjenhøjde tilgængelig for kommunens borgere.
• Blue Bridge
Blue Bridge nomineres for videreudviklingen af den populære festival i Sdr. Bjert og øvrige musikaktiviteter, senest med konceptet Blue Bridge Wave, hvor det er unge, der laver musikevents for unge.
Årets Kulturelle Highfive
• Kolding i Toner
Kolding i Toner nomineres for modet til at etablere en kammermusikfestival i Kolding. En festival, der blev en stor succes i sommeren 2021. De to arrangører har allerede meldt ud, at der bliver festival igen i 2022.
• Kulturel Kickstart
Initiativet Kulturel Kickstart nomineres for deres nyskabende ambition om at skabe en fødekæde for unge aktører og iværksættere gennem en række workshops og koncerter, hvor man sammen lærer og skaber nye events. Det er LIVET (tidl. Det Gyldne Liv), der står bag Kulturel Kickstart.
• Repair Café
Foreningen Repair Café nomineres for deres indsats for at skabe alternativer til ”brug og smid væk-kulturen”. Et helt hold af frivillige ”fiksere” samles til cafe-aftener, hvor borgere får hjælp til at fikse ting, der er slidt eller gået i stykker og give dem nyt liv.
Årets Ildsjæl
• Charlotte Pipenbring og Torben Lund
Charlotte Pipenbring og Torben Lund nomineres for deres initiativrigdom, og for gennem mange år at gøre en forskel for byen og for både høj og lav. De er ildsjæle, der i høj grad er med til at definere Kolding – senest med initiativet Tobbers Ønskebrønd.
• Erik Valter
Erik Valter nomineres for sit mangeårige engagement med at skabe oplevelser i Kolding og omegn gennem sjove og tankevækkende skulpturer. Lige fra hans buttede havfrue i Slotssøen, der mistede hovedet og røg i landsdækkende nyheder, til Spøgelsesskibet, der prydede Søterrassen i vinteren 21/22.
• Candra Gaarde
Candra Gaarde nomineres for sit mangeårige engagement som frivillig i Koldings kulturliv – lige fra på Godset og ved Musik Kolding til på Teaterskolen Dorothea, hvor hun bl.a. har været engageret i bestyrelsen. Candra har været en dedikeret fortaler for, at psykisk sårbare har stor glæde af, og bidrager værdifuldt, ind i frivillige fællesskaber i kulturlivet.
KulturKolding-prisen
• Fylke Festival
Fylke Festival nomineres for deres nye professionelle initiativ, der bidrager til at Kolding bliver en oplevelsesrig by. Med god musik, lækker mad og smukke rammer ved Amfiscenen, er der lagt op til en ny årlig tradition for gæster fra hele Syddanmark.
• KOLD Festival
Koldings nye vinterfestival KOLD nomineres for at være en nytænkende festival for – især – de unge. Festivalen er skabt i et samarbejde med mange lokale partnere, og der er lagt op til en ny vintertradition efter første år, der bød på unikke koncertoplevelser med masser af unge danske bands fordelt på scener rundt i hele midtbyen.
• Godset UJNFOR
Mens landet lukkede ned, lidt op, ned og op igen på grund af Corona etablerede Godset UJNFOR et helt unikt udendørs spillested, der skabte muligheder midt i en tid med aflysninger. Godset UJNFOR skabte på det gamle godsbaneterræn en stemningsfuld ramme om en række gode koncertoplevelser.
Kom med til kulturfest
Årets fire kulturpriser uddeles til Kulturevent 2022, der endelig er tilbage, efter at have været aflyst i 2020 og reduceret til en mindre prisuddeling i 2021 pga. Corona.
Kulturevent er Kulturudvalgets tak til og fejring af kulturlivet. Den festlige aften starter med en kulturmesse, hvor du kan møde et udvalg af Koldings kulturaktører. Efterfølgende er der awardshow med små kulturelle ”smagsprøver” og uddeling af de fire priser.
Billetter er gratis og kan hentes på www.kolding.dk/kulturpriser, hvor du også finder mere info om kulturpriserne og Kulturevent.