Kolding Netavis

To kendte Microsoft leverandører fusionerer

Elo Christoffersen
Pressefoto.

Den 2. juni blev to af Microsofts store husleverandører, C2IT og Notora, fusioneret til det samme selskab, under navnet KOLLAB Business i KOLLAB Group.

Den nydannede enhed bliver KOLLABs primære Microsoft-forretningsarm og bliver dermed en af landets største Microsoft-leverandører med fokus på Business Central, Data & AI samt infrastruktur og cloud-løsninger, skriver KOLLAB i en pressemeddelelse.

C2IT opkøbte Notora i 2023, og de to virksomheder har siden kørt sideløbende. Nu vil de arbejde sammen som ét selskab med en fælles ledelse, hvilket forventes at styrke deres eksisterende kompetencer og ressourcer.

Alle medarbejdere fra begge organisationer overføres til den nye sammenslutning. Michael Lehd, tidligere administrerende direktør for C2IT, vil fungere som administrerende direktør for KOLLAB Business, mens Thomas Blak, tidligere direktør for Notora, vil bestride rollen som viceadministrerende direktør.

Fusionen forventes at øge stabiliteten og sikkerheden i leveringen af it-tjenester til kunderne samt give dem adgang til en bredere portefølje af kompetencer. Ifølge CEO for KOLLAB, Carsten Sixhøi, vil denne sammenslutning imødekomme kundernes tiltagende forventninger til større leverandører i lyset af den stigende usikkerhed og digitaliseringens betydelige rolle i virksomhederne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel