Kolding Netavis

Overrækkelse af frivilligbeviser på Kolding Rådhus

Elo Christoffersen
Yderst til venstre formand for Social og Arbejdsmarked, Iben Lehmann Rasmussen og yderst til højre formand for Børn og Uddannelse, Hans Holmer samt alle de frivillige, der var mødt frem for at modtage et frivilligbevis. Foto: Kolding Kommune.

For 13. gang kunne de frivillige sociale foreninger indstille frivillige til modtagelse af Frivilligbeviser.

Ved overrækkelsesceremonien i byrådssalen torsdag aften var 21 frivillige fra ni forskellige foreninger til stede for at modtage anerkendelsen.

Det var en særlig begivenhed, da udvalgsformændene Iben Lehmann Rasmussen (Social og Arbejdsmarked) og Hans Holmer (Børn og Uddannelse) for første gang sammen stod for at holde talen og overrække de velfortjente frivilligbeviser.

-Både som lokalpolitiker og medborger i Kolding Kommune er det en stor oplevelse at se, hvordan I frivillige yder en uvurderlig hjælp til dem, der har størst behov for det. I hjælper på en helt særlig måde, som kun frivillige kan – det at mødes som mennesker og hjælpe hinanden er noget helt unikt, sagde de to udvalgsformænd med stor anerkendelse til alle de frivillige.

Uanset om den frivillige har støttet en ung, en ældre, en sårbar eller en handicappet borger, var det tydeligt, at frivilligheden gør en reel forskel i samfundet.

Efter talen blev frivilligbeviserne overrakt personligt, hvorefter de frivillige kunne nyde kolde drikke og lidt sødt til ganen, mens stemningen blev akkompagneret af guitarmusik og sang. Det var en festlig lejlighed, som understregede vigtigheden af frivillig arbejde i Kolding.

Der uddeles frivilligbeviser en gang om året i maj.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel