Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), folketingsmedlem, Sindalvej 4, 6000 Kolding.
Jeg savner, at Søren Rasmussen (DF) som formand for seniorudvalget, har en holdning til sagen om den demente Kolding-borger, der er placeret i psykiatrien i Aabenraa.
Når Søren kan lave demonstrationer mod nedskæringer, er han i forreste linje – og tak for det!
Men i denne sag, hvor en borger omsorgssvigtes, fordi psykiatrien ikke kan give den pleje, et så sygt og ældre menneske har brug for, er der radiotavshed. Det er ikke lykkede medier at få fat i Søren, der bare henviser til forvaltningen. Hvis man ikke vidste bedre, måtte man tro, at Søren gemmer sig!
Jeg har svært ved at forstå, at Søren Rasmussen ikke ønsker at bidrage til oplysningen af, hvorfor Kolding Kommune ikke tager ansvar i sagen. Kommunen fortalte nemlig aldrig politi eller anklagemyndighed, at man havde en bolig klar, selvom man var langt med den. Det viser aktindsigter, og eksperter skønner, at det er ulovligt at fortie de oplysninger.
Det førte til, at der ikke var et alternativ til en placering i psykiatrien, hvor den demente mand nu har siddet i 17 måneder. Han har mistet evnen til at gå, han lever af supper, fordi ingen har tid til at spise med ham – og han kan ikke have sine ejendele med, fordi det er et sygehus. Alle der ved noget om demens, siger at det er en fejlplacering. Inklusive psykiatrien.
Jeg kan ikke forstå, at Søren Rasmussens hjerte for ældre ikke rækker til en stakkels mand, der potentielt skal dø på en psykiatrisk afdeling. Hvis den ældre mand skal flyttes, så kræver det, at kommunen også spiller med og fortæller, de kan tilbyde en alternativ mulighed. SF’s medlemmer af seniorudvalget har allerede sagt, at de bringer sagen op i udvalget.