Kolding Teaterforening er klar med en teaterkoncert i samarbejde med Kolding Egnsteater.
Onsdag den 25. og torsdag den 26. januar viser Kolding Teaterforening sammen med Kolding Egnsteater teaterkoncerten ”Always happy airlines” med undertitlen ”Boarde med blæsten”.
Om handlingen lyder det:
-Stewardesserne i det engang så hæderkronede Always Happy Airlines er ved at gøre klar til takeoff, da kontroltårnet melder om forsinkelser. Hvad foretager man sig så i et fly, fyldt med forventningsfulde passagerer, overarbejde i benene, overenskomster, der ikke overholdes, transfers der ikke kan nås, en pandemi, der har rystet os, men også lært os om ensomhed, afmagt, samhørighed?
-Drømmen om den store kærlighed og hemmeligheder i bagagen. Den bagage livet har pakket for os. Den lette og den tunge. De damer tager publikum med på en helt anden flyvetur end den, de tror, de har booket billet til. “Let the Cabin Crew entertain you” lyder det fra cockpittet.
-Så spænd sikkerhedsbæltet og nyd en musikalsk, humoristisk og vedkommende forestilling med noget på hjerte. Boarde med Blæsten er stormfulde højder, med hot lips og de høje hæle solidt plantet i jorden.
På scenen ser vi Jette Sophie Sievertsen, som også står for manuskriptet, Ann Hjort, Tine Gotthelf, Nina Marie Birk og Margit Watt-Boolsen. Musikalsk arrangør er Raivis Zandovskis. Vibeke Wrede har iscenesat forestillingen, der varer ca. 75 minutter.
Forestillingen vises på Kolding Egnsteater og starter klokken 19.30 begge aftener. Billetter kan købes her.