800 racekatte kan opleves ved Scandinavian Winner 2026, der foregår i Kolding.
800 racekatte indtager AL Sydbank Arena: Den 18. og 19. april bliver AL Sydbank Arena i Kolding samlingspunkt for katteelskere fra hele Europa, når den internationale katteudstilling Scandinavian Winner for første gang afholdes i Danmark. Over 800 smukke racekatte og næsten lige så mange udstillere fra Skandinavien og resten af Europa deltager i en af de mest prestigefyldte konkurrencer i den internationale katteverden.
I løbet af weekenden bedømmer 13 internationale dommere kattene, der kæmper om den eftertragtede titel Scandinavian Winner. Udstillingen bringer et bredt spektrum af racer, fra populære som Norsk Skovkat og Hellig Birma til sjældne og eksotiske katte, som sjældent ses i Danmark.
Unik oplevelse
Arrangementet byder på en unik oplevelse for hele familien med blandt andet en sjov og lærerig skattejagt og muligheden for at købe kvalitetskatteudstyr og plejeprodukter.
Scandinavian Winner 2026 arrangeres af Felis Danica, Danmarks hovedorganisation for racekatteklubber og medlem af den globale katteorganisation FIFe.
-Vi er stolte over at kunne afholde dette prestigefyldte show i Danmark for første gang og glæder os til at byde både internationale og danske katteentusiaster velkommen, siger Bette Lind, formand for Felis Danica, i en pressemeddelelse.
Udstillingen er åben for publikum lørdag fra kl. 10-16 og søndag fra kl. 9-16, hvor finalen Best in Show afgøres med kåringen af 34 Scandinavian Winners.
