En 69-årig mand er blevet dømt for 13 tilfælde af blufærdighedskrænkelse. 10 af episoderne skete i tog mellem Esbjerg og Kolding/Fredericia.
69-årig mand dømt for blotterier i tog: En 69-årig mand fra Vejen Kommune er blevet idømt fire måneders fængsel ved Retten i Esbjerg for 13 tilfælde af blufærdighedskrænkelse ved blotteri. Ti af krænkelserne fandt sted i tog på strækningen mellem Esbjerg og Fredericia/Kolding, mens de øvrige tre skete i Brørup. Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Krænkelserne blev begået i perioden 11. oktober til 16. december 2025. Manden blev anholdt den 17. december og varetægtsfængslet frem til 7. januar 2026.
Retten lagde særlig vægt på, at gentagelserne af overgrebene var rettet mod piger og unge kvinder, og at de fortsatte på trods af politiets tidligere indgriben.
-Dommen afspejler den grove krænkelse, som ofrene har været udsat for, og sender et klart signal om, at alle skal kunne rejse med tog uden at være bange for den slags ubehagelige oplevelser, fortæller anklagerfuldmægtig Kasper Ørts Jørgensen fra Anklagemyndigheden i Syd- og Sønderjylland.
