Kolding Netavis

3.000 koldingensere klar til lokale Royal Run-løb

Elo Christoffersen
Foto: Frank Cilius/Royal Run (Arkivfoto)

Royal Run-feberen lever fortsat i Kolding, selvom byen ikke er værtsby i år. Op mod 3.000 børn og voksne forventes at deltage i lokale Royal Run-løb rundt omkring i kommunen.

3.000 koldingensere klar til lokale Royal Run-løb: Hele 52 lokale Royal Run-løb arrangeres i Kolding Kommune i de kommende uger. Plejehjem, vuggestuer, SFO’er, daginstitutioner og bosteder står selv for at arrangere løbene, hvor beboere, børn, medarbejdere og pårørende deltager.

Royal Run er blevet en del af mange fællesskaber i kommunen og gennemføres som lokale varianter af det store nationale motionsløb, som løber af stablen den 25. maj.

Plejehjemmet Kongebrocentret holder også Royal Run, og det glæder både beboere og personale:

-Det er næsten blevet en højtid og festdag. I år får vi besøg af vores venskabsklasse. Når eleverne hjælper med at skubbe kørestole og hepper undervejs, opstår der rørende og livsbekræftende øjeblikke. Og det royale tema betyder også meget for de ældre, fortæller leder Judith Juhl Silberg i en pressemeddelelse.

Selvom Kolding senest var værtsby i 2022, er interessen stadig stor, og Royal Run er blevet en fest for alle generationer.

Jonas Kallan Langvad (V), formand for Fritids- og Idrætsudvalget i Kolding Kommune, siger:

-Royal Run er mere end et motionsløb. Her løber, går og hepper børn, unge, voksne og ældre sammen. Det er den slags fællesskab og glæde, vi gerne vil støtte.

De lokale Royal Run-løb bliver afholdt løbende fra midten af maj til starten af juni.

Registration Form

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

og modtog nyheder direkte i din indbakke.

Tagget med:
Del denne artikel