Kolding Netavis

2020 i tekst og billeder – 2. del

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Her får du et overblik over, hvad der skete i Kolding-området 2020 fra juli til december.

2020 går på hæld – et år, der blev usædvanlig på grund af coronakrisen.

Vi har samlet nogle af de ting, der er sket i løbet af året.

Nedenunder har vi samlet andet halvår i tekst og billeder.

1. juli

Foto: H.E. Haulrich.

Så fik Trekantbrand – station Lunderskov – sin første kvindelige brandmand. Det var første gang i brandstationens 20-årige historie, at de fik en kvinde i brandtøjet.

Det var Charlotte Falk Berg fra Andst, der kunne kalde sig den første kvindelige brandmand i Lunderskov. Hun har fået sin uddannelse ved Beredskabsstyrelsen og har blandt andet været ungdomsbrandmand i Padborg. Hun har desuden erhvervet det store kørekort.

2. juli

Foto: H.E. Haulrich.

En lejlighed på bo- og levestedet Horskær ved Vamdrup fik større skader ved en brand, der i følge politiet startede i forbindelse med rygning. Beboeren var uheldig med rygningen, så det startede en mindre brand. Ilden fik fat i gardinet og udviklede sig.

Beboeren kom ikke noget til, men lejligheden led større skade.

Foto: Elo Christoffersen.

En 24-årig kvinde blev dræbt i en trafikulykke på Seggelund Hovedvej, lige syd for Christiansfeld.

To biler kørte frontalt sammen. Det kostede den 24-årige kvinde livet. En kvinde i den anden bil blev dengang meldt alvorligt kvæstet.

9. juli

Foto: BlumePress.

På grund af coronakrisen arrangerede MusikKolding nogle pop-up-koncerter rundt i Kolding. Den 9. juli var det beboerne i boligområdet Munkebo på Cypresvej i Kolding, der fik sig en oplevelse. Her var det dansktopbandet Humørekspressen, der underholdt. Det var desuden Humørekspressens første liveoptræden siden marts, hvor coronakrisen startede.

18. juli

Foto: Elo Christoffersen.

Youtube-stjernen “Lakserytteren”, hvis borgerlige navn er Rasmus Kolbe, besøgte Bog og Idé i Kolding Storcenter.

Lakserytteren signerede sin nye fantasyroman “Legender fra Odysïa – Griskernes hemmelighed”.

Mange børn stod forventningsfulde og ventede på, at møde Youtube-stjernen og få signeret deres eksemplar af bogen.

21. juli

Foto: H.E. Haulrich.

I forbindelse med asfaltarbejdet i Jernbanegade i Vamdrup, skete der en tragisk arbejdsulykke.

En 40-årig mand blev dræbt. Medarbejderen stod bag på en langsomt kørende lastbil – mistede fodfæstet og kom under det ene hjul på lastbilen og blev dræbt. Den dræbte var en 40-årig mand fra Faaborg-området.

22. juli

Foto: Elo Christoffersen.

Tidligt om morgenen måtte Trekantbrand rykke ud til en brand i Vonsild. Det var hos Bygningssnedkeriet på Hjarupvej i Vonsild. Der kom røg ud fra taget. Brandvæsnet fik slukket ilden.

Foto: Elo Christoffersen.

To biler kørte sammen på Ødisvej i Taps. Tre personer måtte køres til sygehuset til tjek. Begge biler fik større skader.

24. juli

Foto: Elo Christoffersen.

Denne fredag aften ved 21-tiden gik brandalarmen i Kolding Arrest. Der kom flere brandbiler og ambulancer samt to patruljebiler og en lægebil til stedet.

Der var sat ild til noget papir i en håndvask ved en indsat. Ilden var slukket, da Trekantbrand nåede frem. Derfor kunne brandvæsnet, politi, ambulancer og lægebil hurtigt køre fra stedet igen.

25. juli

Foto: Trafik, bygge- og boligstyrelsen.

Ved 23-tiden kollapsede en altan i 1. sals højde på en etageejendom på Dr. Fichs Vej 22 i Kolding. Ved kollapset blev fem personer kvæstet. Politiets undersøgelse udmøntede sig i, at ingen kunne stilles til ansvar for kollapset.

31. juli

Foto: BlumePress.

Der blev meldt om ild i en garage på Esbjergvej i Harte. Trekantbrand fik hurtigt slukket ilden og skaderne var begrænset.

Treårige Arthur var heldig, da han sammen med sin mor kom forbi for at se brandbilerne. Han fik en brandhjelm af brandmanden Kåre.

2. august

Foto: Elo Christoffersen.

I sommers var der et stort stillads rundt omkring Kæmpetårnet på Koldinghus. Det skyldtes, at Koldinghus skulle renoveres og der skulle males vinduer.

Og der er mange vinduer på Koldinghus. Museets kulturarvschef, Steen Rosenvinge Lundbye, kom efter lang tids tællen frem til, at Koldinghus har 266 vinduer, hvori der i alt sidder 11.991 stykker glas.

4. august

Foto: Elo Christoffersen.

Midt i sommervarmen kunne man møde Mødrehjælpen Kolding. Ved Superbrugsen i Vonsild gjorde de reklame for deres nissehue-projekt. Mødrehjælpen Kolding manglede folk, der kunne strikke nissehuer. Og efter omtale i Kolding Netavis fik Mødrehjælpen en del nye personer, der ville strikke for foreningen. I slutningen af november og i december kunne huerne købes.

5. august

Foto: Elo Christoffersen.

Midt i coronakrisen var der et arrangement for børn i Sjølund og omegn. Cirkus Trapez besøgte Sjølund-Hejls Skole, hvor børn fra lokalområdet var inviteret med til en gratis cirkusforestilling. Og det benyttede omkring 100 børn og voksne sig af.

Foto: BlumePress.

Trafikken var denne eftermiddag udfordret, da mange af lyssignalerne i Kolding var ude af drift. Det var en central fejl, der var årsagen til, at der ikke kun i Kolding var problemer med lyssignalerne – men også i blandt andet Vejle, Odense og Aarhus.

7. august

Foto: Elo Christoffersen.

En lastbil endte tidligt om morgenen i en kornmark på Frørup Landevej nær Christiansfeld. Lastbilen endte på siden. Heldigvis kom ingen alvorligt til skade ved solouheldet.

Foto: Elo Christoffersen.

Koldings iværksætter og sundhedsformidler Sara Schmelling gik nye veje for at fremme folks sundhed. I forbindelse med coronakrisen startede Sara med en vejledningsform, som hun kaldte “Walk and talk”. En Walk and talk-tur varer cirka 45 minutter.

8. august

Foto: BlumePress.

KBs baner på Mosevej i Kolding lagde græs til kendis-fodbold. Kolding Boldklubs serie 6-hold mødte Fodbold Mod Cancer All Stars. All Stars-holdet bestod af kendisser som Melvin Kakooza (kendt fra tv-serien “Sunday” og vinder af DM i Stand Up 2017), Niki Zimling (tidligere dansk fodboldspiller), Peter Trajkovski (Youtube), Mathilde Braithwaite (KoldingQ), Mathias Hjort (Paradise Hotel), Türker Alici (Paradise Hotel/Robinson), Jamil Faizi (Robinson), Isac Saabye (Paradise Hotel), Jaffer Janjooa (Robinson), Nis Sørensen (Robinson), Mark Bøgelund (Ex on the Beach), Christian Nissen (Roomies) og Chili Lund Nielsen.

Slutresultatet blev 7-2 til Fodbold mod Cancer mod Serie 6-holdet fra KB.

10. august

Foto: H.E. Haulrich.

Årets mest tragiske brand fandt sted på Koldingvej i Hjarup natten til den 10. august. Et hus brød i brand og var overtændt, da Trekantbrand kom til stedet. Syv personer, der var i familie med hinanden, nåede ud af det brændende hus. Desværre indebrændte en blot seksårig dreng. Huset udbrændte. Brandårsagen er aldrig blevet fundet.

14. august

Foto: H.E. Haulrich.

Mange folk spærrede øjnene op en ekstra gang, da det vrimlede med kampklædt politi omkring Skovvangen i Kolding. Der var svært bevæbnet kampklædt politi og politihunde ved kolonihavehusene omkring Skovvangen. Desuden svævede også en drone over området.

Sydøstjyllands Politi kunne senere efter aktionens afslutning fortælle, at årsagen var, at en person i området opførte sig mistænkeligt. Der blev ikke fundet noget kriminelt.

15. august

Her ses køberne i sæson 2 af “Hvem byder bedst”. Foto: Elo Christoffersen.

Produktionsselskabet Blu var i Kolding for at lave optagelser til sæson 2 af det populære TV2-program “Hvem byder bedst”. Og det var en ret hed fornøjelse, da sommeren viste sig fra sin bedste side med 30 grader.

I alt 40 købere var på to dage igennem optagelserne i Geografisk Have. Blandt andet Claus D. A. Skaarenborg fra Odense, der har en stor samling af uniformer. Og den uniform, som han gerne vil sælge i programmet, er en ganske speciel uniform.

“Hvem byder bedst” får premiere på TV2 og TV2 Fri i foråret 2021. Der bliver sendt to forskellige udgaver – en times udsendelse på TV2 Fri, mens det bliver til 40 minutter på TV2.

Foto: Elo Christoffersen.

Måske det ender helt nede i undergrunden eller hvad? Nå, men et kæmpe hul blev observeret på Steppingvej nær Ødis. Hullet dækkede et areal på helt op til 2 X 1 meter. Der blev lagt jernplader over hullet og der blev skiltet. Senere blev det store hul repareret.

16. august

Foto: Elo Christoffersen.

Der indløb en anmeldelse om en mulig drukneulykke ud for Hejlsminde Strand. En 10-årig dreng fra Christiansfeld var sejlet i forvejen fra Brandsø i en RHIB (en gummibåd, red.), men da forældrene ankom i deres båd til Hejlsminde Havn, var drengen der ikke.

Forældrene slog derfor alarm til 112 – og JRCC (tidligere Søværnets Operative Kommando) blev alarmeret. Trekantbrand ankom til stedet med en redningsbåd og en helikopter blev sendt i luften.

Drengen blev heldigvis fundet i god behold. Gummibåden var løbet tør fra brændstof – og båden drev derfor i land ved Binderup.

19. august

Foto: BlumePress.

En 30-årig kvinde glemte at slukke stearinlys i to lysestager, der stod på en kommode i kvindens lejlighed. Det startede en brand, da stearinlysene fik fat i noget pap eller papir, oplyste Sydøstjyllands Politi. Ilden var gået ud af sig selv, da Trekantbrand kom op i lejligheden. Kvinden blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven.

21. august

Foto: BlumePress

Så kom dagen, hvor Kristian Holst blev fejret for 40 års ansættelse ved Falck. Han modtog 40 års hæderstegn af Thomas Dietz, der er brandchef for hele Jylland. Dagen blev fejret med brunch på Falck-stationen i Kolding.

29. august

Foto: BlumePress.

Det nye kunstgræsanlæg på den gamle bane 4 ved Kolding Stadion blev denne lørdag indviet. Formand for Fritids- og Idrætsudvalget, Søren Rasmussen (DF) og formand for Kolding IF fodbold, Claus Holm-Søberg, klippede sammen den røde snor.

Efterfølgende blev der spillet to kampe på det nye anlæg.

2. september

Foto: H.E. Haulrich.

Hele 17 udrykningskøretøjer måtte assistere ved en voldsom brand hos Vejstruprød Busimport på Ravnhavevej i Christiansfeld. Der var ild i fire til fem busser samt en lagerhal. Lagerhallen udbrændte. Heldigvis kom ingen personer noget til.

5. september

Foto: BlumePress.

5. september er flagdag for Danmarks udsendte. Her flages til ære for alle de soldater, der har været udsendt på internationale missioner for Danmark siden 1948. I samme forbindelse var nogle F16-fly på rundtur over nogle områder i Danmark. F16-fly fløj da også over Kolding.

Overflyvningen var Flyvevåbnets måde at vise respekt for alle de udsendte – og for de faldne og deres efterladte.

Foto: BlumePress.

Omkring 400 liter dieselolie er strømmede ud fra en kutter i Kolding Havn, der pludselig sank.

– Ejeren af kutteren har fortalt – for at tage den fra den humoristiske side – at kutteren har hængt med røven i vandskorpen. Den har været ustabil gennem den senere tid. Lørdag morgen sank den så, sagde vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Bystrup, til Kolding Netavis.

De omkring 400 liter dieselolie blev inddæmmet med flydespærrer og fordampede helt på naturens vegne.

7. september

Foto: H.E. Haulrich.

En lastbil med hænger kørte galt på Koldingvej ved Lunderskov. Lastbilchaufføren kom kørende ad Koldingvej mod Vejen med cirka 70 km/t, da det ene hjulpar kom ud i rabatten. Chaufføren mistede herredømmet over lastbilen, og lastbilen kørte i grøften og væltede om på siden inde på en mark. Chaufføren – en 23-årig mand – slap fra uheldet med mindre skader, oplyste politiet.

18. september

Foto: BlumePress.

Den Vamdrup-baserede virksomhed, Agile Automotive, inviterede pressen til, at se den ekstreme sportsvogn, Agile SCX, som det lokale firma selv har bygget. Fremvisningen foregik i Vamdrup.

Agile SCX har 300 hk, vejer blot 580 kg og er bygget med Formel 1-teknologi, der ganske enkelt gør Agile SCX i stand til at præstere på niveau med langt mere eksklusive supersportsvogne. Og så rykker den fra 0-100 km/t på blot tre sekunder. Den er bygget i kulfiber. Sportsvognen fås fra 599.995 kroner plus moms og afgifter.

20. september

Foto: Elo Christoffersen.

En rumænsk lastbilchauffør var så fuld, at han med sin lastbil og hænger endte i grøften på Steppingvej mellem Vonsild og Fovslet. Der blev udtaget en blodprøve af lastbilchaufføren, som blev sigtet for spirituskørsel.

24. september

Foto: BlumePress.

Et skur – tæt bygget op af et hus på Bekkasinvej i Kolding – nedbrændte. Skuret var overtændt, da Trekantbrand – station Kolding – nåede frem til branden. Ingen mennesker kom noget til.

26. september

Foto: BlumePress.

Coyt og Justian Kunz lancerede nye kollektioner – både til herrerne og damerne.

– Det er et nyt koncept. Det er fremtidens måde, at købe tøj på. Det er skræddersyet tøj, men hvor vi kan producere det til priser, hvor alle kan være med. Selv om det er min kollektion, så kan du som kunde komme ind og være med til, at sætte dit præg på tøjet – det vil sige, hvis du eksempelvis synes, at ærmerne i skjorten er for lange, så kan de gøres kortere. Det gælder også farver og tekstiler. Kunne du bedre tænke dig, at skjorten er i silke i stedet for hør, så er du selv med ind over og vælge, fortalte designer Justian Kunz til Kolding Netavis.

Priserne starter ved 900 kroner for et par bukser, skjorter og bluser omkring 1.000 kroner.

30. september

Foto: Elo Christoffersen.

Coronakrisen var medvirkende til, at eventbranchen blødte og havde det rigtigt hårdt. Det var baggrunden for den verdensomspændende event “We make events”. I Kolding foregik eventet blandt andet ved Fynske Bank/JN Group i Trindholmsgade og Nordea Erhvervscenter Syd- & Vestjylland i Kolding Åpark. Bygningerne var klædt i rødt.

4. oktober

Foto: BlumePress.

I Bramdrupdam blev to nye petanque-baner indviet bag Kringsvej. Borgmester Jørn Pedersen (V) indviede banerne, der har kostet 80.000 kroner.

24. oktober

Foto: Elo Christoffersen.

Der udbrød ild i en lejlighed i en etageejendom i Borgergade i Kolding. Ilden startede i emhætten i køkkenet i forbindelse med madlavning. Området omkring komfur og emhætte blev hårdt medtaget. Desuden var der sod- og røgskader i lejligheden, der ligger på 1. sal. Branden var hurtigt slukket og ingen personer kom noget til.

26. oktober

Foto: Elo Christoffersen.

Så blev det vintersikrede corona-testcenter indviet, der er beliggende på Kokbjerg 1A i Bramdrupdam. Dermed blev testcentret ved Kolding Storcenter nedlagt.

28. oktober

Foto: BlumePress.

En lastbil bragede op bag i tre biler på Højvangen i Kolding. Ingen kom alvorligt til skade, men tre personer blev kørt til tjek på Kolding Sygehus.

1. november

Foto: H.E. Haulrich.

Der bygges et nyt graverhus og kirkekontor på Kirkebyen 1 i Skanderup. Det ligger lige midt imellem Skanderup Kirke og præsteboligen. Det ventes, at huset kan tages i brug til marts. Byggeriet koster cirka seks millioner kroner.

11. november

Foto: BlumePress.

Filmproducenten og stifter af Zentropa, Peter Aalbæk Jensen, var forbi Bog og Idé i Kolding Storcenter sammen med journalist Anders Ryehauge.

Da netavisens fotograf ville tage et billede af “ålen” – siddende på kanten af de kasser, hvor der normalt ligger bøger på – røg Peter Aalbæk Jensen igennem og landede på gulvet. Og så brød han ud i stor latter.

13. november

Foto: BlumePress.

Der var arrangeret et fakkeloptog mod den nye epidemilov. Det var med start i Søndergade i Kolding. 65 personer var mødt op for at deltage i den fredelige demonstration og de gik fra Søndergade, videre rundt i byen og endte ved rådhuset.

15. november

Foto: H.E. Haulrich.

Der opstod brand i et børneværelse i et hus på Thorsvej i Lunderskov. Børnene blev reddet ud i sikkerhed af husets beboere. Et par af beboerne blev tilset i ambulancen og kæledyrene blev også reddet ud, oplyste et øjenvidne på stedet.

– Sengen udbrændte og huset blev sodskadet, fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til Kolding Netavis.

Foto: BlumePress.

Så var tiden inde til, at Mødrehjælpen Kolding i Blæsbjerggade kunne sætte sine strikkede nissehuer til salg. 39 kvinder havde strikket i alt 250 nissehuer i forskellige flotte farver og design. En nissehue koster 100 kroner og Mødrehjælpen vil gøre alt for, at de er solgt inden jul.

16. november

Foto: BlumePress.

Elektronik- og hvidevarekæden Power kom til åbning og blev denne dag åbnet. Det blev dog en noget anderledes åbning på grund af coronakrisen. Folk måtte derfor i forvejen booke en tid, hvor de ville komme på åbningsdagen for at gøre brug af butikkens åbningstilbud.

På åbningsdagen blev der blandt andet solgt flere end 1.100 hvidevarer, 600 mobiltelefoner, 600 tv og 500 computere.

17. november

Foto: H.E. Haulrich.

Der skete et kemikalieuheld i et hus på Marievænget i Skanderup. Trekantbrand station Lunderskov rykkede ud til adressen. Det samme gjorde ambulance og politiet.

Det var en glemt dåse med klor, der stod på en tændt brændeovn, og den udviklede på den måde giftige dampe. Tre beboere blev tilset af redderne i ambulancen.

Brandvæsenet fik kontrol over situationen og huset blev afspærret indtil et skadefirma kunne tage sig af resten.

Foto: BlumePress.

En traktor med en transportvogn hægtet bagpå endte i grøften på Vonsildvej mellem Taps og Vonsild. Traktoren var stjålet ved Stallex i Tønder og endte altså i grøften ved Vonsild.

22. november

Foto: Elo Christoffersen.

Tre containere ved en affaldsstation i Enebærparken i Vonsild blev stukket i brand. Politiet var ikke i tvivl om, at branden var påsat:

– Når tre containere brænder på samme tid, så er vi ikke i tvivl om, at branden er påsat, fortalte vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jeppe Tranum, til Kolding Netavis.

De tre containere var placeret få hundrede meter fra plejecentret Vonsildhave.

25. november

Foto: BlumePress.

Der gik ild i en seng i en lejlighed på anden sal på Cypresvej i Kolding. Ilden blev hurtigt slukket og der blev ikke brugt ret meget vand. Madrassen blev efterfølgende båret ud. Ingen personer kom noget til.

26. november

Foto: BlumePress.

Den nu forhenværende minkavler, Peter Hindbo, hans søn Andreas Hindbo og formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, havde et timelangt kaffemøde med statsminister Mette Frederiksen (S), der tæt ekviperet med værnemidler også blev vist rundt på gården i Jordrup med nu 24 gabende tomme haller.

Efter kaffemødet og rundvisningen, mødte statsministeren den fremmødte presse. Og det var en tydelig berørt Mette Frederiksen, der kneb flere tårer under pressemødet.

3. december

Foto: BlumePress.

Det var en noget anderledes Kolding Light Festival, der i år løb af stablen. På grund af faren for smitte med corona, var festivalen arrangeret således, at man kunne se det på afstand – og i sin bil.

På Banegårdspladsen kunne man se lyskunstværket ”Together Again”, der fik den europæiske del af verdenspremieren i Kolding. Kunstværket var blevet til i skyggen af Corona-epidemien. Koldinghus og Staldgården blev også lyst op. Det samme gjaldt Slotssøen. Lyset prydede blandt andet også pyramiden på Lyshøjallé og Kolding Sky på Skamlingvejen.

16. december

Foto: BlumePress.

En klumpfisk drev i land ved Skibelund nær Kolding Naturskole. En kvinde ringede om aftenen til naturvejleder Jørn Chemnitz – selv om klumpfisken var død:

– Jeg tænkte, at jeg måtte derud og hente den, inden der gik mårhunde, ræve eller noget andet i klumpfisken. I nattens mulm og mørke kørte jeg over stok og sten med trillebøren henover stranden. Jeg tænkte, at det var noget af det mest sindssyge, som jeg har lavet nogensinde. Men sådan er det, at være naturvejleder, fortæller Jørn Chemnitz til Kolding Netavis.

Klumpfisken kan ikke tåle en temperatur under 15 grader. Så da vandet blev for koldt i Lillebælt, så døde den og strandede ved Skibelund.

17. december

Foto: BlumePress.

Rema 1000 hjælper i år trængte familier, par og enlige. Der er 400 julepakker, der består af and, grisekød, fiskefileter, glaskartofler, vaniljestænger, risengrød, fløde, sødmælk – alt, hvad der har med juleaftensmaden at gøre.

Frivillige pakkede torsdag den 17. december de 400 julepakker og dagen efter blev de delt ud.

Det var de otte Rema 1000-butikker i Kolding og omegn, der var gået sammen om projektet – med hjælp fra fonden KFI.

Foto: BlumePress.

Kolding Kommune opsatte såkaldte corona-skilte op i Koldings gågader. Det skete efter regenringens nye skærpede corona-restriktioner, der skulle gælde for julen og nytåret – frem til den 3. januar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel