Kolding Netavis

120 personer deltager i stor turnering

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

For 18. år i træk afholdes i Kolding en stor åben bridgeturnering, hvor alle bridgespillere i Danmark kan tilmelde sig.

Det er Kolding Bridge Center (KBC), der står for afviklingen af Sydbank Kolding Open. For 4. gang afvikles turneringen i klubbens egne lokaler på Ndr. Ringvej 51.

I år er datoen lørdag den 26. januar. Der deltager 120 spillere fra mange forskellige klubber, primært fra Jylland og Fyn, i turneringen.

Turneringen starter klokken 9.30 med velkomst af klubbens formand Peter Hermansen, og man forventer at være færdig ved 17-tiden.

Deltagerne skal spille i fem seedede rækker med 12 par i hver, hvor alle møder alle i samme række. Alle par spiller de samme 55 spil kort, 25 spil om formiddagen og 30 om eftermiddagen. Først når alle har spillet alle 55 spil kan man kåre en vinder i de enkelte rækker – nemlig det par som har fået flest points. Der er kontante pengepræmier til alle 5 rækkevindere samt sponsorpræmier til nummer 2, 3 og 4 i alle rækker.

Der uddeles guld- og sølvpoint. Sydbank er også i år hovedsponsor, desuden er der mange præmiesponsorer.

Den meget dygtige turneringsleder Lars Andersen fra Vojens vil sammen med en del medlemmer styre slagets gang.

Da Sydbank Kolding Open er en åben turnering, er alle bridgeinteresserede og alle andre nysgerrige meget velkomne til at overvære turneringen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel