Kolding Netavis

Mød dit lokale folketingsmedlem

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Søren Rasmussen (DF). Privatfoto.

Nu kan du møde det lokale folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti, Søren Rasmussen.

Søren Rasmussen, der er byrådsmedlem for Dansk Folkeparti i Kolding, vikarierer i disse uger i Folketinget som suppleant for Peter Kofod, der er på barselsorlov.

Søren Rasmussen vil gerne benytte tiden i Folketinget til, at tage sig af emner og problemer, som optager borgerne i Kolding Kommune. Derfor inviterer han alle interesserede til ”træffetid” torsdag den 31. august klokken 16-19 på Kolding Uddannelsescenter, Ågade 27.

-Mange af de folketingsmedlemmerne, der er valgt i Kolding, ser vi desværre, kun når der skal være valg. Jeg vil gerne benytte min tid i Folketinget til at rejse sager, som er vigtige for Koldings borgere. Derfor har jeg valgt at holde ”træffetid”, hvor jeg håber, at alle, der har noget på hjerte, vil møde frem. Det kan være om en sag, de vil have rejst i Folketinget, et spørgsmål de vil have stillet til en minister, eller et område, som trænger til at blive belyst, fortæller Søren Rasmussen i en pressemeddelelse og fortsætter:

-Det bliver ligesom da vores tidligere borgmester havde ”Kaffe med Jørn”, hvor man kan komme med det, der optager én. Jeg vil så bringe emnerne og spørgsmålene videre til Christiansborg og skaffe svar.

Søren Rasmussen understreger, at invitationen gælder alle, uanset om man er enig med Søren Rasmussen og Dansk Folkeparti eller ej.

-Man skal se det, som en mulighed for lokal kontakt til Folketinget, slutter Søren Rasmussen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel