Kolding Netavis

21 moderne rækkehuse rejser sig i Ødis

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Området set fra luften. Pressefoto.

Både Ødisborgere og håndværkere kom til pølser og festtaler, da der var rejsegilde på AAB Koldings nye rækkehuse i Ødis. Her var der mulighed for et smugkig på de første boliger.

I Ødis opfører AAB Kolding 21 familieboliger af forskellige typer, og byggeriet af det kommende Krohaven er nu så langt, at AAB Kolding torsdag kunne holde rejsegilde.

Blandt talerne var en begejstret borgmester Knud Erik Langhoff (C).

-Det er en fornøjelse at se, hvordan det skrider frem herude. Jeg var ude at gå en tur med nogle unge mennesker fra skolen for nogle få dage siden, og jeg kan allerede se forandringer, siden jeg var her. Det bliver rigtigt godt for Ødis med denne nye bydel. Ødis er et af de mest velfungerende landsbysamfund i Kolding Kommune. Det er et sted, hvor man har et stærkt fællesskab, og hvor man kender hinanden. Det er også en by, hvor der sker mange ting, og her passer Krohaven godt ind. Her kan man bo, selvom man er helt ung, lidt yngre, lidt ældre eller ved at være gammel. Om man har børn eller ej, og om man er single eller i parforhold, sagde borgmesteren og fortsatte:

-Tak til AAB Kolding, fordi I har taget initiativ til at bygge i Ødis. Det er 21 flotte boliger, der rejser sig. Jeg håber virkelig, det bliver en succes for alle.

Formand for AAB Kolding, Karl-Jørn Petersen sagde:

-Som almen boligforening er vi glade for at kunne bidrage til udviklingen af landsbyerne omkring Kolding, og vi føler os godt modtaget her i lokalsamfundet. Så tak for det og tak til kommunen for godt samarbejde. Også tak til håndværkere og samarbejdspartnere for godt og veludført arbejde indtil nu, sagde Karl-Jørn Petersen, og udråbte et trefoldigt hurra for bebyggelsen og de kommende beboere.

Derefter var der mulighed for en pølse med brød samt et smugkig på boligerne, hvilket mange Ødisborgere benyttede sig af.

-Det er fint arrangement, og jeg er helt vild med den bolig der, den er knaldgodt indrettet. Vi har været forbi og kigge ind ad vinduet, så det var godt at komme helt ind og kigge i dag, sagde en af de lokale fremmødte.

Den nye boligafdeling og bydel, Krohaven, er beliggende i den sydlige del af Ødis og på østsiden af Ødis Sø. Rækkehusene bliver i forskellige størrelser med 2-3-4 værelser på hhv. 85 m2, 93 m2 eller 97 m2 med praktiske løsninger, som tilgodeser en moderne livsstil for alle aldre.

Boligerne vil blive administreret og udlejet af administrationsselskabet Bovia, hvor man allerede oplever en pæn interesse for boligerne.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel