Fredag, 22. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 
Artikel filtreret på dato: Lørdag, 27 Juli 2019
Lørdag, 27 Juli 2019 16:58

Kolding-pige udtaget til VM

Mille Fabricius skal til VM i karate.

I efteråret er der VM i Santiago i Chile. Her er Mille Fabricius udtaget og skal som eneste kvinde repræsentere Danmark for U21 i Kata.

Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Det betyder, at sommerferien er aflyst og erstattet med benhård træning. Mille Fabricius er en del af landsholdet i kata. Kata er serier af øvelser mod fiktiv modstander. For landsholdet har hun det seneste år høstet medaljer både i udlandet og i Danmark. Mille har benhårdt satset på at nå til tops.

Det har givet resultat med mange medaljer i egen klasse, men også flere flotte medaljer i seniorklassen. Seneste krone på værket er udtagelsen til VM, som Mille Fabricius ser utrolig meget frem til.

I august vender Mille Fabricius tilbage til studierne på IBC i Kolding, mens karatetræningen bliver passet sideløbende.

Selvom programmet er tæt pakket, så finder hun også tid til at træne nye håbefulde talenter i Asia Sport Center, på holdet for øvede børn, hvor Mille underviser sammen med den nykårede Danmarksmester i kumite, Mariana Cartuliares.

For at få mest mulig tid til træningen er Mille Fabricius på udkig efter sponsorer. Med udgifterne til et omkostningstungt VM dækket kan hun koncentrere sig fuldt ud om skolen og træningen frem mod VM.

Udgivet i Karate
Lørdag, 27 Juli 2019 09:11

DMI: Risiko for kraftig regn

Der er søndag risiko for kraftig regn, advarer DMI.

Hedebølgen i Danmark er på vej retur. Vejret skifter til mere ustadigt sommervejr og i den forbindelse kan der komme kraftig regn. Sådan lyder det i en risikomelding fra DMI.

Der kan falde mellem 25 og 35 millimeter regn på seks timer. Det betyder, at kældre, vejbaner og viadukter kan blive oversømmet. I trafikken skal man nedsætte farten, da der er fare for akvaplaning. Og du skal ikke køre ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden, lyder rådet fra DMI.

I Kolding-området er der risiko for kraftig regn søndag mellem klokken 14 og frem til midnat.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 27 Juli 2019 07:27

Gade skal renoveres: Gener for trafikken

Både trafikanter og beboere vil blive berørt af vejarbejdet.

I perioden 5. august-25. oktober bliver Ålykkegade i Kolding renoveret på strækningen mellem Skovbogade og Harths Alle. Vejarbejdet betyder gener for trafikken og beboerne i området, oplyser Kolding Kommune.

Den nederste del af Ålykkegade blev renoveret i 2012, og nu er turen kommet til strækningen mellem Skovbogade og Harths Alle, som får den helt store tur med nye kørebaner og fortove.

- Når vi laver en så omfattende renovering, kan det ikke undgås at give gener for beboerne på Ålykkegade og for de mange andre børn og voksne, der færdes i området, siger anlægsingeniør Lene Pilt i en pressemeddelelse.

Lukket for al trafik

I hele perioden vil Ålykkegade være lukket al trafik bortset fra gående. I stedet etableres omkørsel via Skovbogade og Marcus Alle.

- For parkering henviser vi til p-arealet ved daginstitutionen Under Egen i bunden af Ålykkegade. Vi mærker arealet op med nye båse, så der bliver plads til flest muligt biler, oplyser Lene Pilt.

Pas på skolebørnene

Den øverste del af Ålykkegade, hvor Aalykkeskolen ligger, er ikke omfattet af renoveringen, men bliver selvfølgelig berørt at den øgede trafik med tunge køretøjer. Derfor skal både børn og bilister være forsigtige, når de færdes på vejen i den kommende tid.

- Efter dialog med skolen har vi aftalt, at der i tidsrummet kl. 7.45-8.15 på hverdage kun i begrænset omfang må køre store entreprenørmaskiner forbi skolen. Men både børn, lastbilschauffører og andre trafikanter bedes være ekstra opmærksomme på den øgede trafik på den befærdede skolevej, siger Lene Pilt.

Nyt slidlag til næste år

Når renoveringen er færdig til efteråret, vil strækningen i første omgang formentlig være lidt ujævn at køre på. Men det er kun midlertidigt. De nye kørebaner skal have tid til at sætte sig, og i 2020 bliver vejen jævn og komfortabel at køre på, når der lægges nyt slidlag på hele Ålykkegade fra Vestre Ringgade til stien efter spejderhuset.

Udgivet i Kolding

Kolding-forfatteren blev svigtet af sine forældre i barndommen. Det fortæller forfatteren om i en biografi, som nu er på gaden.

Forfatteren Rudi Bach fra Kolding er på gaden med en biografi, som omhandler svigt i barndommen.

Rudi Bach blev i barndommen svigtet af sine forældre.

Kærlighed, tillid, tryghed - men også svigt, frustration, skuffelse, savn, skam og vrede kan præge relationen mellem mor og datter. Det kommer til udtryk i bogen Svigt, der skitserer hele Rudis lange liv med svigt som det centrale tema.

Rudis beundringsværdige forhold til sin mormor, fuld af kærlighed, stoppede brat efter mormorens død, hvor hun skulle bo hos sin mor og stedfar i Jylland.

- En dag ringede de fra sygehuset i København. Nu skulle vi komme, fordi mormor havde fået det værre. Hvordan vi kom derover, husker jeg ikke, men smerten i min hals husker jeg. Mormor var meget syg, kunne jeg se. Jeg tog mine sko af, og Ask løftede mig op i sengen. Jeg kyssede mormor, skriver Rudi Bach blandt andet i bogen.

Da besøgstiden var færdig, blev de af en stemme bedt om at gå.

- Jeg ville blive, men Ask og moren slæbte afsted med mig, skriver Rudi Bach videre.

Mormoren havde nu sagt farvel til alle og lå ganske stille og sov ind, kan man læse i biografien.

Rudi Bachs oplevelser herfra gjorde, at hun havde svært ved at modtage venligheder, og hun følte sig udnyttet eller gjort til grin. Morens svigt og dominans gjorde nemlig, at Rudi næsten ingen kontakt havde til den største del af familien.

Detaljerede fortællinger

Der er i bogen detaljerige fortællinger, der tydeligt skildrer Rudis barndom og hendes dysfunktionelle forhold til moren.

Bogen minder om, at børn er enormt gode til at huske, og at smertefulde oplevelser æder sig ind i kroppen og forankres som angst hele livet, skriver forlaget Historia.

Den lille Rudi måtte blive en ældre dame, før hun også kunne forstå- og beskrive- livets sammenhæng.

Rudi Bachs mand nummer to blev sløj i forsommeren 2006, da hun og manden var på studietur i Gotland. Da kurset var færdigt nåede de Kolding Sygehus klokken 23 om aftenen. Han blev næste dag indlagt, men døde fem uger senere.

Rudi Bach fik efterfølgende Posttraumatisk Stresssyndrom. Men efter et par år fik Rudi Bach det igen godt. I dag er hun glad, taler med Gud og mormoren bor i hendes hjerte.

Bogen "Svigt" kan blandt andet købes hos Saxo. Prisen er 199,95 kroner.

Om forfatteren

Rudi Elisabeth Kofoed Bach har tidligere arbejde som klinikassistent og biblioteksmedhjælper. Derudover har hun arbejdet med bøger i Genbrugsbutik og frivillig i Stadsarkiv.

Udgivet i Kolding

Når der kører store maskiner og langsomme vogntog på vejene i høsttiden mangedobles risikoen for ulykker. Syd- og Sønderjyllands Politis færdselsafdeling har de gode råd til både landbrugere, maskinstationer og bilister.

Netop nu er landbrugerne gået i gang med at høste vinterafgrøder. Det betyder mejetærskere, store pressere, traktorer og vogne på landevejene. Desværre betyder det også, at der er fare for uheld og ulykker, hvis ikke begge parter passer på og tager hensyn.

Tålmodighed vil altid være påkrævet. Derudover har færdselspolitiet i Syd- og Sønderjylland en række gode råd, der kan være med til at afværge alvorlige uheld.

Bilisterne skal sørge for at:

• Huske at landevejen er for alle – også for landbrugerne

• Køre hjemmefra i god tid og overholde hastighedsgrænsen

• Køre bil når du kører bil og ikke betjene din mobil eller på anden måde være uopmærksom

• Læse trafikken langt frem og vise hensyn

• Huske at jo tættere du kører på et langsomt vogntog, jo mindre kan de se i deres spejle.

• Ved overhaling af vogntog så blive 30-40 meter bag det, du vil overhale. Så kan du se modkørende og også vurdere, om der er plads foran vogntoget til at trække ind

• Vær opmærksom på om vogntoget giver tegn for svingning og/eller trækker ud mod midten af vejen for at forberede svingning

• Hids dig ikke op over at køre bag et langsomt vogntog. Ofte kan føreren ikke trække ud i rabatten på grund af vogntogets størrelse og vægt

• At kollidere med store maskiner bryder ingen sig om. Hellere komme senere frem end aldrig at komme frem. Hvis du er sent på den, så informer om, at du er forsinket

• Benytte dig flittigt af smil, tålmodighed, venlighed og takke-vink

Landbrugere og maskinstationer skal sørge for at:

• Vurdere om det er nødvendigt at køre ud på landevejene på de allermest trafikerede tidspunkter morgen og eftermiddag

• Bremser på traktorer, maskiner og vogne fungerer optimalt. Spejle skal være intakte og korrekt indstillet

• Ruderne skal gøres rene, inden man kører ud på landevejen. Hvis man har kørt det meste af en dag i marken, er ruderne tit meget snavsede og uigennemsigtige

• Alt skal være korrekt afmærket med lygter og reflekser, som er rene og virker. I lygtetændingstiden bør man gå en tur rundt om traktorvogntoget, inden man kører på landevejen

• Orange trekanter på køretøjerne skal være orange – og ikke falmede

• Rotorblink må der meget gerne være flere af. De skal kunne ses forfra, bagfra og fra siderne. Hvis der er dele af vogntoget, der rager 1 meter frem foran traktoren, 2 meter bagud eller 15 cm til siden, skal rotorblink altid være tændt. Også udenfor lygtetændingstiden

• Tvillingehjul skal være korrekt afmærkede med reflekser og markeringslys

• Arbejdsredskaber skal være i transportstilling ved landevejskørsel. Det er ikke lovligt at køre med en del af arbejdsredskaberne i modkørende vognbane eller køre hen over kantpæle

• Vogne skal være korrekt læsset og tingene fastspændt, så korn og halm ikke falder af i sving, ved rundkørsler etc. Og der må selvfølgelig ikke være overlæs

• Ingen mobiltelefonbetjening mens man kører

• Trække ind hvor det er muligt, så en eventuel kø kan komme forbi

• Blink af i rigtig god tid ved svingning

• Ved standsning i vejsiden på landeveje i lygtetændingstiden: Sluk nærlyset og bagudrettede hvide arbejdslygter, tænd positionslys. Så kan andre trafikanter se, hvad det er og bliver ikke blændet

• Sæt skilte op og gør vejen ren efter endt arbejde

• Benytte dig flittigt af smil, tålmodighed, venlighed og takke-vink

Udgivet i Syddanmark
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30