Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Lørdag, 16 November 2019
Lørdag, 16 November 2019 15:24

Årets TV2-julekalender: Tinka og Kongespillet

Ny julekalender på TV2, hvor du kan følge fortsættelsen om Tinka.

TV2s nye familiejulekalender er fuld af spændende eventyr og dramatik.

Første gang, vi mødte Tinka, var i TV2s familiejulekalender ’Tinkas juleeventyr’ (2017), hvor hun fandt ud af, at hun var halvt nisse og halvt menneske.

Nu, to år senere, er hun klar til at forlade sit trygge barndomshjem hos Nille for at flytte op på slottet til sin far. Og vi møder hende på den store dag, hvor hun skal udnævnes til kronprinsesse af Nissernes Rige. Kamp om tronen Men da hendes far, kong Storm, ikke vender hjem fra sin rejse rundt i Riget, bliver de fredelige nisser i stedet kastet ud i en dramatisk kamp om tronen - en kamp, der bliver kaldt Kongespillet.

Nu skal en udvalgt kriger fra hver af Rigets fire regioner kæmpe mod hinanden i en række sagnomspundne prøver, og Tinkas eneste chance for at vinde tronen inden jul er at stille op imod dem. Det lykkes for Tinka at sikre sig en plads i Kongespillet, og så er hun klar til at bevise sit værd og redde Riget, skriver TV2 i en pressemeddelelse.

Fileas lurer i tårnet

Men stærke kræfter forsøger at standse hende. Ikke alene ønsker hver af de tre øvrige deltagere - Falke, Grot og Birk - at splitte Nissernes Rige.

I Ensomhedens Tårn sidder den onde kronprins Fileas også og planlægger, hvordan han selv, sammen med sin trofaste hærchef, Ingi, kan bruge Kongespillet til at så splid mellem nisserne, vende dem mod hinanden og selv overtage tronen.

Menneskenes verden

For at støtte Tinka og Lasse tager Lasses far, Mikkel, med ind til Tinkas mor, Nille. De forelsker sig i hinanden, men også i kærlighedslivet skaber mødet mellem mennesker og nisser forviklinger. Heldigvis hjælper farmor Maja og lillesøster Astrid med at holde humøret højt.

Astrid elsker alt ved julen, og for hende er et besøg i Nissernes Rige som at holde juleaften hver eneste dag. Imens afslutter farmor Maja arbejdslivet som dyrlæge for i stedet at søge et nyt liv som aktiv pensionist.

Vind magten - eller mist den for evigt

Kongespillet udvikler sig alvorligt, og Tinka må endnu engang bruge sine evner som halvt nisse og halvt menneske til at samle både venner og modstandere omkring sig i kampen for at vinde magten eller miste den for evigt. Lykkes det ikke, vil det ikke alene betyde afslutningen på forholdet mellem nisser og mennesker, på kærlighedshistorien mellem Nille og Mikkel, men også på venskabet mellem nissepigen Tinka og menneskedrengen Lasse.

’Tinka og Kongespillet’ er skrevet af Ina Bruhn, Stefan Jaworski og Flemming Klem, og Christian Grønvall har instrueret. Sille Sterll er producer, og Rasmus Thorsen og Tomas Hostrup-Larsen fra Cosmo Film er executive producers.

Tinka og Kongespillet har premiere søndag den 1. december klokken 20 på TV2.

Udgivet i Kendte
Lørdag, 16 November 2019 13:36

Stor katteudstilling i denne weekend

Lørdag og søndag er der katteudstilling i Vamdrup.

Denne weekend byder på en stor international katteudstilling i Arena Syd i Vamdrup.

Her er der mulighed for at se racekatte og huskatte under deres bedømmelse eller under det store sceneshow. Derudover kan man finde plejemidler og tilbehør til katten derhjemme.

Katteudstillingen er åben lørdag og søndag fra klokken 9-16. Det koster 50 kroner at komme ind - børn 25 kroner.

Se billederne nedenunder...

Udgivet i Vamdrup
Lørdag, 16 November 2019 09:50

Ansøgning om julehjælp forenkles

Det bliver lettere at sende ansøgning om julehjælp hos Røde Kors i Lunderskov.

I år er Røde Kors Lunderskov gået sammen med flere organisationer, foreninger og kirker og Kolding Kommune for at forenkle måden at søge julehjælp på. Det oplyser Røde Kors Lunderskov.

- Vi vil sikre os, at så mange familier som muligt får glæde af vores julehjælp ved at lave et enkelt ansøgning sted. På den måde sikrer vi også at familier ikke får flere julepakker fra forskellige organisationer og derfor har vi mulighed for tilsammen at tilgodese flere ansøgere, siger Erik Demant, formand for Røde Kors Lunderskov, i en pressemeddelelse.

De julepakker Røde Kors Lunderskov uddeler gives til familier eller enlige med hjemmeboende børn under 18 år, der er bosiddende i den gamle Lunderskov Kommune.

Ansøgninger sendes elektronisk til www.borgeronline.dk/621/nemform/julehjaelp . Ansøgningsfristen er den 29. november. Ansøgere der bevilges julehjælp, får direkte besked fra Røde Kors Lunderskov. Man kan få hjælp til at udfylde ansøgningen på eksempelvis biblioteket, borgerservice og jobcenter.

Udgivet i Lunderskov
Lørdag, 16 November 2019 08:32

Eventyrlysten dansker gæster Kolding

Mikkel Beha gæster Kolding, hvor han vil signere bøger.

Den tidligere tv-vært og eventyreren Mikkel Beha Erichsen udkom fredag med sin nye bog "Logbog fra Wallenberg".

I den anledning kommer Mikkel Beha Erichsen forbi Kolding mandag den 25. november. Det sker hos Bog og Idé i Kolding Storcenter klokken 16.30, hvor han vil signere bøger.

"Logbog fra Wallenberg" er en fortælling om familiens seneste sørejse fra København til Svalbard, helt oppe ved kanten af polarisen mellem kælvende bræer og isbjørne - Men det er også en ærlig beretning om at stå midt i livet, om at turde at tage kaptajnsrollen i sit eget liv, om glæden ved fælles drømme og se dem blive til virkelighed.

En bog for alle de eventyrlystne og dem, der godt gider at få et lille spark bagi og blive mindet om, at livet skal leves, lige så længe vi har det.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 16 November 2019 06:54

Tilbud til unge med angst og depression

Læserbrev af Trille Nikolajsen (V), byrådsmedlem, Spurvevej 8, 6040 Egtved.

Tre gange så mange unge får diagnosen angst eller depression som for 10 år siden, det viser tal i en rapport lavet af Sundhedsstyrelsens. En forklaring er at vi lever i et præstationssamfund hvor der stilles større og større krav til vores unge.

Angsten og depressionen kan blive så alvorlig, at den forhindrer den enkelte i at leve det liv man ønsker, som eksempelvis at gå i skole, være sammen med andre mennesker og meget mere.

Det er vigtigt, at vi har et samfund hvor vi kan hjælpe de unge og helst inden de evt. får en diagnose og skal slås med lidelser resten af livet.

I en sparerunde, som den vi lige har været igennem, skal man som politiker træffe nogle alvorlige beslutninger. Alle beslutninger har en konsekvens, og desværre kan det ramme nogen der i forvejen har det svært.

I det konkrete tilfælde, hvor vi har besluttet at nedlægge tilbuddet "Lær at tackle", har vi kigget på om vi har andre tilbud som vi kan tilbyde til målgruppen.

I Kolding kommune har vi flere tilbud, der kan hjælpe de unge med angst og depression. Her kan nævnes: I familiehuset kan man få tilbud om psykolog timer og vejledning til unge mellem 15-25 år og i Ungekontakten tilbydes åben anonym rådgivning til de 12 - 18 årige.

Jeg anerkender at der er forskel på disse tilbud og "Lær at Tackle" er primært, at det er frivillige instruktører, der selv har haft problematikken tæt inde på livet i "Lær at Tackle".

Dermed får de unge gode rollemodeller der selv har prøvet at tackle lignende problemer. I forbindelse med udmøntningen af besparelserne, vil jeg bede forvaltningen om at redegøre for alle de tilbud vi har på tværs af forvaltningerne, så vi sikrer os at få udbredt viden om de forskellige tilbud.

Det kan være svært at overskue alle de tilbud der findes, derfor vil jeg anbefale at man benytter sig af den mulighed vi har i kommunen, for at få en gratis sundhedssamtale på sundhedshuset. Her kan de hjælpe med at guide den enkelte, til lige præcis det tilbud som er bedst for den enkelte.

Sundhedssamtaler i Kolding kommune foregår på sundhedscenteret, og alle borger over 16 år kan møde op og få en samtale.

Udgivet i Læserbreve
Lørdag, 16 November 2019 06:44

Genbrugskongen åbner genbrugsbutik

Genbrugskongen A/S åbner genbrugsbutik på Kolding Nord Genbrugsplads. Det betyder flere arbejdspladser for mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og mere genbrug til hele familien.

Nu kan du snart få adgang til endnu flere brugte ting i Kolding. Som et opgør med brug og smid væk-kulturen slår Genbrugskongen A/S nemlig dørene op til en spritny genbrugsbutik.

Genbrugskongen A/S lejer sig ind i lokaler på Kolding Nord Genbrugsplads, Bronzevej 3, og har første åbningsdag onsdag den 20. november klokken 12. Til en start vil butikken holde åbent onsdag-fredag klokken 12-17.30 og lørdag klokken 10-16.

Butikken er særlig, fordi den kun består af ting, som egentlig allerede var afleveret som affald på byens fem genbrugspladser. Men mange ting er ofte i rigtig god stand, og kan bruges igen som de er. Det forklarer medejer af Genbrugskongen A/S, Brian Juhl Jensen:

- De sidste par uger har jeg samlet en masse fine ting ind her fra genbrugspladsen, som jeg glæder mig til at komme i gang med at sælge. Folk i Kolding kan se frem til en billig genbrugsbutik, og jeg forventer, at tingene ryger hurtigt ind og hurtigt ud igen. Jeg håber da, at mange vil kigge ind, når de alligevel er forbi genbrugspladsen, siger Brian Juhl Jensen i en pressemeddelelse.

Genbrugskongens forretningsplan går på to ben: Det ene består i at sælge genbrug, det andet i at skabe job for folk på kanten af arbejdsmarkedet. Den socialøkonomiske virksomhed RessourceTanken skaffer arbejdspladser for ledige borgere, og virksomheden har indgået et samarbejde med Genbrugskongen A/S om at skaffe medarbejdere, fortæller Per Birkelund Pedersen, medejer af RessourceTanken.

- Jeg ser meget frem til, at Genbrugskongen kan hjælpe folk med at finde vejen tilbage til arbejdsmarkedet. Det gør en forskel, når vi har mulighed for at bidrage til samfundet og samtidig udvikle en forretning. Vi mødes allerede med Jobcenteret, så vi kan få beskrevet forskellige arbejdsopgaver og finde de rigtige profiler til små- eller fleksjobs, siger Per Birkelund Pedersen.

Genbrug sparer på ressourcerne

Genbrugsbutikken er et udtryk for et politisk ønske om at få mængden af affald ned i Kolding Kommune. Et udvalg med repræsentanter fra By- og Udviklingsforvaltningen, Børne-, Uddannelses- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Business Kolding har indhentet ansøgninger fra private virksomheder og udvalgt den bedst kvalificerede. Aftalen med Genbrugskongen A/S er indgået for en treårig forsøgsperiode.

Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, er godt tilfreds med, at Kolding Kommune er i mål med at finde en privat virksomhed, der vil drive genbrugsbutik.

- Jeg er glad for, at Genbrugskongen vil være med til at få folk på kanten af arbejdsmarkedet i job samtidig med, at de sætter en grøn dagsorden ved at holde flere ting i cirkulation. Og så kan de selvfølgelig se, at deres forretningsmodel kan være økonomisk og miljømæssig bæredygtig. Tilgangen med at se forretningsmuligheder i at genbruge ting og materialer er faktisk essensen i cirkulær økonomi, og derfor passer det her projekt lige ind i Koldings ønske om at være en cirkulær kommune, siger Jakob Ville.

Poul Erik Jensen, formand for Arbejdsmarkedsudvalget, ser projektet som et spændende eksempel på, at kommunen og private virksomheder kan samarbejde om at tage socialt ansvar.

- Det er godt at se, at en privat aktør bider til bolle på et socialt ansvarligt projekt. Her er der fra begyndelsen tænkt ansættelser ind i forhold til det rummelige arbejdsmarked, blandt andet med kombination af småjobs, fleksjobs og praktikker. Kommunens strategi for cirkulær økonomi har netop fokus på social bæredygtighed, og det ligger godt i tråd med projektet her. Set fra min stol kommer butikken til at give gevinst på flere bundlinjer for kommunen, både når det kommer til mennesker, økonomi og miljø, siger Poul Erik Jensen.

Udgivet i Kolding

Et hastigt stigende antal overvægtige koldingensere har fået køen hos diætisterne til at vokse med rekordfart. Især lange ferier er et wake-up-call for mange, siger ekspert i spisningens psykologi.

Fedmebølgen skvulper tungt ind over Syddanmark. Fra 2010 til 2017 steg andelen af overvægtige koldingensere med 6,4 procent, hvad der svarer til mindst 5701 personer. På landsplan viser det samlede tal, at omkring 2,5 millioner voksne danskere i dag kan finde sig selv i Sundhedsstyrelsens kategori for moderat eller svært overvægtige.

Udviklingen har skabt travlhed hos Danmarks største diætistklinik, Diætisthuset, der melder om rekordlange køer på samtlige 36 klinikker landet over. Sommerferien har givet tid til refleksion, og folk søger hjælp som aldrig før.

- Ferien er der, hvor vi ser størst stigning i aktivitet blandt kunder, som vil have hjælp til vægttab. Det er måske fordi, de har gået med tankerne i lang tid, men det er først nu, at de er motiverede nok til at tage skridtet videre, siger klinisk diætist ved DiætistHuset i Kolding, Camilla Brundgaard, i en pressemeddelelse.

Forskning viser, at fire ud af fem almindelige slankekure slår fejl. Det skyldes ifølge Camilla Brundgaard netop, at en almindelig slankekur ikke er designet til at modstå hverdagen.

Den bedste kur starter i hovedet

Ferie kan være et godt afsæt til at ændre sine dårlige vaner, fordi man kommer ud af hverdagens handlingsmønster og ser sin dagligdag lidt på afstand. Det pointerer psykolog og ph.d. Anette Schnieber, der forsker i spisningens psykologi ved Via University College.

Hun understreger, at de psykologiske aspekter af et varigt vægttab ikke skal undervurderes. En omlagt kost og rigelig motion er en god start, men hvis ikke man har hovedet med i processen, risikerer man, at de tabte kilo hurtigt tages på igen.

– Vores hverdag består af utroligt mange handlinger, vi udfører med automatpiloten slået til, så en vaneændring kræver en periode med opmærksomhed på, hvad du gør. Desværre kan den del af hjernen, som du bruger til at være opmærksom og komme fra motivation til handling, blive træt, hvis du iværksætter for mange og for store vaneændringer ad gangen – så kan du for eksempel opdage, at du rækker ud efter chokoladen, men du når ikke at stoppe armen, før det er for sent. Derfor er det vigtigt at identificere få, men centrale råd, der virker for netop dig og din hverdag. Den bedste kur er altid den, man kan holde på langt sigt, understreger Anette Schnieber.

Hvis viden var nok, var alle sunde

For at kunne hjælpe så mange som muligt med at tabe sig, har Diætisthuset udviklet et online vægttabsprogram, Vanesund, som arbejder konkret med klienternes hverdagsvaner, fortæller Camilla Brundgaard.

- Vi er nødt til at kigge på, hvad der virker for den enkelte i stedet for at gå efter helt generelle retningslinjer. Vi kan jo alle google os frem til nogle brugbare kostråd, men de tager jo aldrig individets konkrete kostvaner med i regnestykket. Det er helt klart bedst at få personlig hjælp til vægttab, så man sammen med en specialist kan vurdere, hvad man skal arbejde med for at ændre sine kostvaner, slutter hun.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 16 November 2019 05:55

Stå fast: En eftertænksom komedie

"Stå fast" er en eftertænksom komedie om Svend Brinkmanns teorier.

Det Kongelige Teater gæster Kolding Teaterforening med succesforestillingen ”Stå fast”, der bygger på Svend Brinkmanns bøger.

Psykolog og forfatter Svend Brinkmann har haft stor succes med sine bøger ”Stå fast” og ”Ståsteder”, hvor han med humor og vid går stik imod tidens krav om at skulle være evigt omstillingsparat – på arbejdspladsen, hjemme, blandt vennerne og i alle andre aspekter af livet.

Men er det lettere sagt end gjort? Forestillingen ”Stå fast” er skrevet frit efter Svend Brinkmanns populære teorier, og den går særdeles praktisk til værks. For hvad er omkostningerne, når arbejdspladsen vil have mere og mere, og hvad sker der egentlig, når man pludselig får nok og vil trække stikket? Og kan man overhovedet fyre den coach, som efterhånden er blevet en god ven af familien?

Instruktør Kamilla Wargo Brekling stiller sig sammen med sit hold på Brinkmanns skuldre og ser tidsånden i øjnene. ”Stå fast” ser humoristisk og eftertænksomt på de udfordringer, der uundgåeligt vil vælte ud af tilværelsen, når man vælger at tage et grundigt kig på livet, kærligheden, værdigheden, skyldfølelsen og ikke mindst døden.

Oplev Maria Rich, Stine Schrøder Jensen og Mads Rømer Brolin-Tani i en eftertænksom komedie, der skal ses med familien - eller måske din chef?

Du kan se "Stå fast" mandag den 25. november. Forestillingen vises på Comwell Kolding Teater klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Udgivet i Det sker...
Lørdag, 16 November 2019 05:39

Årets sidste kulturcafé

Du kan være med i samtalen om de store, eksistentielle problemstillinger til den næste kulturcafé.

Til den næste kulturcafé holder sognepræst ved Brændkjærkirken, Maja Nørtoft Lomholt, salon om eksistensen. Her kan du deltage i diskussionen om nogle af de spørgsmål, som det aktuelle kulturliv rejser.

Kulturcaféen bliver den sidste i år, men programmet for næste års kulturcaféer er lige på trapperne. Så snart det er klar, kan du se det på www.koldingbib.dk, oplyser Kolding Bibliotek.

Den sidste kulturcafé i år foregår tirsdag den 26. november klokken 10-11.30 på Kolding Bibliotek. Det er gratis, og du møder bare op.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30