Kolding Netavis

Trailcenteret tager form

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Koldings nye trailcenter begynder for alvor at tage form.

Trailcenteret rejser sig som en markant bygning i Seest Idrætspark og signalerer, at den som det første trailcenter i Danmark er noget helt særligt.

Trailcenteret står færdigt i september, hvor det er klar til at tage imod alle, der har lyst til at bevæge sig ud i det smukke istidslandskab omkring Hylkedalen. Alle idræts- og motionsaktive brugere må derfor væbne sig med lidt tålmodighed endnu. Til gengæld kan de se frem til et fantastisk mødested med aktivitetsmuligheder, som kan bruges som udgangspunkt for bevægelse og oplevelser omkring Hylkedalen, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Inviterer til bevægelse

Selve bygningen inviterer i sig selv til bevægelse. Langs hele bygningen under udhænget kan man gå Danmarks måske længste armgang i en 40 meter lang monkey bar. Trappetræning kan ske henover servicebygningen, og det vil være muligt at ophænge TRX udstyr til træning. Er man på cykel er der mulighed for at pumpe og vaske denne. Trænger man selv til et bad, er der omklædning, bad og toiletter i servicebygningen, der bliver frit tilgængelig for alle. Derudover byder trailcenteret på depotrum og fælles klublokale til foreningsbrug. I tilknytning til trailcenteret etableres træningsredskaber i form af OCR elementer, og der oplyses om ruter og stier.

– Vi glæder os rigtig meget til, at trailcenteret, der er det første af sin slags i Danmark, står helt færdigt. Den officielle indvielse forventer vi sker i starten af september, hvor vi sammen med lokale aktører vil vise, hvordan trailcenteret og Hylkedalen kan bruges til et væld af forskellige aktiviteter, fortæller Søren Rasmussen formand for Fritids- og Idrætsudvalget.

I forbindelse med etablering af trailcenteret og klimatilpasning i Seest Mølleå er der vedtaget en udviklingsplan for Hylkedalen. Som led i realiseringen af udviklingsplanens første fase etableres en trappe igennem skoven for at forbedre adgangen mellem Trailcenteret og Hylkedalen.

I løbet af 2021 følges trappen op af etablering af yderligere OCR elementer, nye stier, trampespor og mountainbikespor, der bl.a. skal anlægges på nyerhvervet jord på nordsiden af Seest Mølleå.

På sigt skal stierne forbindes på tværs af ådalen via de jorddiger, der bliver en del af klimaprojektet i Hylkedalen. Digerne skal tilbageholde vand i dalen ved skybrud og langvarig regn og skal på den måde bidrage til at klimatilpasse Kolding midtby. Diget, der kommer til at ligge umiddelbart nedenfor Trailcenteret, bliver også et opholdssted, der giver adgang til åen.

Kommunen vil løbende arbejde på at realisere de næste faser med flere faciliteter fra udviklingsplanen ved at søge midler fra fonde og samarbejde med foreninger og frivillige.

Fakta

Andelen af voksne borgere, der dyrker idræt og motion i naturen er steget fra 36 procent i 2011 til 44 procent i 2016. Danskerne vælger i stigende grad at dyrke idræt alene eller i mindre grupper på selvvalgte tidspunkter. Her spiller naturen en vigtig rolle, hvor blandt andet løb og mountainbike er særligt populært. I takt med ændringerne i motionsvanerne efterspørger flere danskere muligheden for idræt og faciliteter i naturen.

DIF og Lokale og Anlægsfonden har igangsat udviklingen af fem konkrete eksempler på trailcentre rundt omkring i Danmark. I Kolding har vi sammen med Danmarks Idrætsforbund, Lokale og Anlægsfonden, Tegnestuen Mejeriet og en masse frivillige har været med til at udvikle en facilitet med servicefunktioner, der kan understøtte de mange idræts- og motionsaktive brugere af stier og ruter i naturen. En facilitet der også kan være med til at inspirere nye brugergrupper til at komme ud, så endnu flere kan bevæge sig for livet.

Trailcenteret i Kolding er det første af de fem eksempelprojekter, der står klar til at blive indtaget af idræts- og motionsaktive brugere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel