Tirsdag, 22. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 
Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 27 august 2019

Der er store planer for det gamle udtjente vandtårn på Sjællandsvej i Kolding. Kunstner og designer Christina Hembo vil ombygge tårnet og lave to specialdesignede høj-villaer.

Det er et projekt, der ikke er set magen til, oplyser Kolding Kommune.

Designer Christina Hembo har længe været på jagt efter en mulighed, der kan leve op til hendes image og kvalitet inden for design. Og det har hun nu fundet i Kolding.

- Christina vil personligt designe bygningen, lejlighederne, og deres indre med unikaer, såsom specielle håndvaske, møbler med mere. Altså en komplet design-oplevelse fra top til tå, hvor kun de bedste materialer og lækreste detaljer får adgang, og indrettet så beboerne får det optimale ud af den flotte udsigt, fortæller Claus Hembo, der er administrerende direktør i Christina Jewelry & Watches, men også er direktør i parrets ejendomsselskab, CHRISTINA Properties, der kommer til at stå for projektet.

De to kommende ejere af højvillaerne i CHRISTINA Tower får 340 kvadratmeter bolig, og 170 kvadratmeter terrasser 86 meter over vandoverfladen, så det vil give de nye beboere en unik 360 graders udsigt over Marielundskoven og Kolding Fjord.

Ikonisk silhouet bevares

Planerne parret indtil nu har fremlagt for Kolding Kommune, går ud på at forvandle det eksisterende vandtårn. Dog bevares den ikoniske silhouet, som i mange år har været et pejlemærke i Kolding. Og det vækker begejstring hos Koldings stadsarkitekt.

- Den oprindelige arkitektur bevares, og det er jo et ønskescenarie. Vandtårnet er et ikon i Kolding, og med de skitseforslag jeg har set, vil man med enkle indgreb sikre den stilrene identitet. Det tegner som et meget spændende projekt, siger stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen.

- Jeg har længe ønsket, at designe et ”landmark”, en bygning alle kender. En der udstråler originalitet, design og kunst i et og samme værk. Jeg så muligheden i Kolding, som jeg synes er en fantastisk spændende by at udføre min vision i, fordi byen er så fokuseret på og interesseret i design og kunst. Jeg kontaktede borgmester Jørn Pedersen med min vision, og jeg må sige, at jeg er blæst helt bagover af Kolding Kommunes politikere og embedsværk. WOW – sikke en modtagelse, som jeg er meget taknemmelig og ydmyg over. Jeg er så fuld af energi og spænding til den uhyre spændende proces, de kommende år vil byde på, fortæller Christina Hembo.

Det ligger endnu ikke fast hvad prisen bliver for de to liebhaverboliger, som får både privat garageanlæg, have og vinkælder tilknyttet. Interesserede købere kan kontakte Christina Hembo for en personlig gennemgang af projektet, og de individuelle muligheder hun tilbyder købere.

- Det er et projekt, som passer rigtig godt ind i Koldings designvision, og som man ellers kun ser i storbyer ude i verden. Så store eksklusive projekter ser vi ikke hver dag. Og vi er stolte over, at en designer som Christina vælger at placere sit landmark i en designkommune som Kolding, siger borgmester, Jørn Pedersen (V).

Se billederne nedenunder...

Udgivet i Kolding

Manglende søvn og bilkørsel er en cocktail, der er ligeså farligt som at køre spirituskørsel. Alligevel erkender tusindvis af danske bilister, at de er faldet i søvn bag rattet eller har haft svært ved at holde sig vågne, mens de kørte bil.

Træthed hos bilister er hvert år skyld i mange ulykker på de danske veje, men alligevel erkender halvdelen af danske bilister, at de har haft svært ved at holde sig vågne, mens de kørte bil. Det viser en ny rundspørge, som Kantar Gallup har foretaget for Gjensidige Forsikring.

Her svarer 48 procent af de adspurgte, at de har haft svært ved at holde øjnene åbne, mens de kørte, mens hele seks procent erkender, at de er faldet i søvn i et kort øjeblik, mens de har kørt bil. Samtidig svarer godt hver tiende af de adspurgte, at trætheden bag rattet har gjort, at de har været tæt på at ende i et uheld, mens to procent erkender, at de har været involveret i et uheld som direkte følge af træthed.

Havarikommissionen For Vejtrafikulykker har tidligere analyseret 300 ulykker med dræbte eller alvorlige personskader over en 10-årig periode, og her viste det sig, at otte procent af ulykkerne skyldtes søvn eller træthed.

Bilister bør tænke sig om en ekstra gang

Og den høje risiko for at ende i en ulykke på grund af træthed, bør få danske bilister til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sætter sig bag rattet, lyder det fra Henrik Sagild, der er skadedirektør i Gjensidige Forsikring.

- Det er foruroligende mange danske bilister, der sætter sig trætte bag rattet, hvor de ikke kun er til fare for dem selv, men også for deres medtrafikanter. Derfor bør der komme yderligere fokus på problemet, så bilisterne kan blive bedre til at tænke sig om en ekstra gang, fortæller Henrik Sagild, der også peger på en række forholdsregler, man kan tage sig som bilist.

- Hvis du først er så træt, at du har svært ved at holde øjnene åbne, så hold ind til siden og tag dig en lur på 10-20 minutter, så du kan blive frisk nok til at komme frem til din destination. Du kan også parkere bilen og gå en tur, så du får frisk luft og gang i blodomløbet, siger Henrik Sagild, der samtidig gerne vil punktere myten om, at nedrullede vinduer og høj musik er nok, hvis først trætheden har meldt sig.

Udgivet i Syddanmark

Billeterne til Flying Superkids’ show i Kolding er revet væk.

Flying Superkids er nærmest blæst bagover af interessen for deres kommende optræden i Kolding. Alle de oprindelige billetter til forestillingen er nemlig blevet solgt på under en uge.

Billetterne blev sat til salg tirsdag i sidste uge og fredag blev der meldt udsolgt.

Den store efterspørgsel gør nu, at der indsættes ekstra tribuner:

- Vi er mildest talt overraskede og meget beærede over, hvor hurtigt det går med billetterne i Kolding. Vi har udsendt lidt nyhedsbreve på vores mailingliste samt lavet lidt reklame på sociale medier, og allerede nu er alle de oprindelige billetter revet væk. Vi kniber os selv i armen og kan slet ikke fatte, at det går så stærkt. Og på baggrund af den store efterspørgsel har vi besluttet at tage ekstra tribuner med, så vi har plads til yderligere 130 personer, fortæller konferencier og direktør for Flying Superkids, Lars Godbersen, i en pressemeddelelse.

Der er over hele landet stor interesse for de unge gymnaster. De optræder i 15 forskellige byer i løbet af oktober og november, og i mange af byerne forventer Flying Superkids at indsætte ekstra tribuner på grund af stor efterspørgsel.

Ægte og originalt

De unge gymnaster er netop vendt tilbage til træningshallen efter sommerferie og en sommerturné i de fem største byer, der indtil videre budt på 30 forestillinger.

Nu går forberedelserne til den forestående efterårsturné så i gang, og her giver den store efterspørgsel kun gymnasterne endnu mere blod på tanden.

- Det betyder rigtig meget for både børnene og jeg, at interessen er så stor. Det motiverer os helt vildt og bekræfter os samtidig i, at vi har et unikt og ægte produkt, som mange gerne vil opleve. Og her tror jeg især, det spiller ind, at det er helt almindelige børn, som optræder på scenen og gør det fordi, de synes, at det er det fedeste i verden. Det skaber jo en form for ægte glæde og nærvær, som man ikke lige kan finde andre steder i verden, og det er jo det der gør Flying Superkids unikt, fortæller Lars Godbersen.

De ekstra billetter til forestillingen i Kolding er allerede blevet sat i salg og kan købes på https://billetter.flyingsuperkids.com/.

Flying Superkids kan opleves den 12. oktober i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter klokken 16.

Udgivet i Aktiviteter
Tirsdag, 27 august 2019 05:41

DMI: Risiko for "farligt" vejr

Tirsdag kan byde på både tordenvejr og skybrud.

Vejret kan tirsdag vise sig sig fra den lidt voldsomme side. DMI har nemlig udsendt en risikomelding om, at der kan komme både torden og skybrud.

- Der er risiko for tordenbyger og lokale skybrud. Der kan lokalt falde mellem 15 og 25 millimeter regn på 30 minutter, skriver DMI i risikomeldingen.

Meldingen gælder for hele landet tirsdag mellem klokken 06 og 18.

Ved skybrud og torden skal du være opmærksom på, at lavtliggende områder som eksempelvis kældre, vejbaner og viadukter kan blive oversvømmet. Du skal tilpasse farten til sigtbarheden og kør ikke ud i vand, hvor du ikke kan vurdere dybden. Tjek tagrender, nedløbsrør og afløbsriste nær din bolig. Luk vinduer og døre.

Tordenvejr medfører risiko for lynbrande og fejl på elektriske systemer. Søg ly for tordenvejret indendørs eller i en bil med lukkede døre og vinduer. Søg ikke ly under træer.

Undgå at bade eller at færdes på store, åbne områder som for eksempel fodboldbaner, når lyn og torden nærmer sig.

Udgivet i Syddanmark
Tirsdag, 27 august 2019 04:59

Vognmand idømt to bøder på én uge

Vognmanden nægtede først, at ville betale for reparation af lastbilen og bøde.

En rutinemæssig kontrol af en litauisk lastbil foretaget af Sydøstjyllands Politi, Tungvognscenter Syd tirsdag den 20. august ved Kolding afslørede, at der var blevet manipuleret med lastbilens forureningsbegrænsende udstyr. Desuden var der ikke betalt afgift til statskassen for retten til at benytte vejnettet.

Lastbilen blev eskorteret til et autoriseret værksted for reparation. Vognmanden ville dog i første omgang hverken lade sin lastbil reparere eller betale den bøde, han havde fået, på 57.500 kroner. Dette medførte til sidst, at chaufføren måtte forlade sin lastbil, som herefter blev tilbageholdt af politiet. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Efterforskning i sagen viste, at den litauiske vognmand havde 17 lastbiler kørende i Danmark. Fælles for alle lastbilerne var, at der ikke var betalt afgift til statskassen for retten til at benytte vejnettet.

Dette bevirkede, at der i fredags blev foretaget endnu en kontrol af en af vognmandens lastbiler ved Skanderborg. Selv om vognmanden få dage forinden havde fået en bøde for netop ikke at have betalt afgiften til staten, så afslørede kontrollen fredag, at det ikke havde fået vognmanden til at ændre praksis. Denne gang blev bøden fastsat til 70.000,00 kroner. Da vognmanden ikke kunne betale på stedet, blev lastbilen tilbageholdt indtil mandag morgen, hvor bøden blev betalt. Lastbilen blev herefter frigivet.

Efterfølgende kunne det konstateres, at der nu var blevet betalt afgift til statskassen for alle vognmandens lastbiler.

Fakta

Alle udenlandske køretøjer over 12 tons skal betale en afgift til statskassen for retten til at benytte motorvejsnettet.

En dagsbillet koster ca. 60 kroner, mens en manglende betaling udløser en bøde pr. dag, der starter ved 2.500 kroner pr. dag. Ved gentagelsestilfælde er taksten 5.000 kroner pr. dag.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31