Kolding Netavis

Støjskærm bliver ikke færdig inden jul

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

Entreprenørerne arbejder på højtryk for at blive færdig med støjskærmen ved Bramdrupdam. Langt det meste af støjskærmen er allerede opsat. De når dog ikke helt i mål med den sidste montage af støjskærmen inden jul.

På en delstrækning ved Troldhedestien skal støjskærmen udføres med et mønster af transparente kassetter. Det sker af hensyn til lysindfald ved naturområdet og af hensyn til en af skærmens naboer. De transparente kassetter er ikke blevet leveret og vil først blive leveret efter nytår.

Skærmen vil derfor ikke være færdig i sin fulde højde inden jul på denne strækning, oplyser Vejdirektoratet.

Restarbejderne udføres i begyndelsen af det nye år fra bagsiden, så det får ingen betydning for trafikken på Sønderjyske Motorvej.

Trafikken på Sønderjyske Motorvej

Der vil fortsat være tre smalle spor forbi arbejdsstedet, og hastigheden forbliver 80 km/t.

Oprindeligt var planen at lægge trafikken tilbage til normalen inden jul, men vejret tillader ikke, at der gennemføres stribearbejder.

Så snart lejligheden byder sig, lægges trafikken tilbage til normalen på Sønderjyske Motorvej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel