Login to your account

Username *
Password *
Remember Me

Sparekassen Kronjylland, der har afdeling i Kolding, er kåret i kategorien Danmarks Bedste Arbejdspladser. Foto: Sparekassen Kronjylland. Sparekassen Kronjylland, der har afdeling i Kolding, er kåret i kategorien Danmarks Bedste Arbejdspladser. Foto: Sparekassen Kronjylland.

Sparekasse kåret som Danmarks bedste store arbejdsplads

Skrevet af  13-11-2019- 05:28:20

Det østjyske pengeinstitut med afdeling i Kolding strøg tirsdag aften til tops ved Great Place to Works årlige kåring af Danmarks Bedste Arbejdspladser. Sparekassens i alt 700 medarbejdere er i særklasse glade for deres arbejdsplads.

Ordentlighed er en vigtig dyd for Sparekassen Kronjylland. Ordentlighed karakteriserer Danmarks 8. største pengeinstitut både i forholdet mellem ledelse og medarbejdere, og ikke mindst i forholdet til kunderne. Noget tyder på, at konceptet virker; På ni år har Sparekassen Kronjylland mere end fordoblet kundetallet til 165.000.

Sparekassen, der har 13 medarbejdere i afdelingen på Vejlevej i Kolding, kunne tirsdag føje endnu en landvinding til rækken. Analyse- og konsulentvirksomheden Great Place to Work kårede Sparekassen Kronjylland som Danmarks Bedste Arbejdsplads i kategorien flere end 500 medarbejdere. Det skete tirsdag aften ved en stor prisoverrækkelse i Cirkusbygningen i København.

Kåringen bygger på en omfattende, anonym måling af medarbejdertrivslen og en kulturevaluering, som Great Place to Work har foretaget blandt alle deltagende arbejdspladser. Og her har Sparekassen Kronjyllands medarbejdere givet arbejdsmiljøet topkarakter, inklusive medarbejderne i Kolding. Ikke mindre end 98 procent af de godt 700 medarbejdere mener, alt taget i betragtning, at deres arbejdsplads er et rigtig godt sted at arbejde.

- Det er imponerende, at oplevelsen af arbejdsmiljøet er så konsistent positiv i så stor en organisation. Det vidner om en stærk kultur, der når helt ud i krogene i de 50 filialer, der er spredt ud over hele landet, siger adm. dir. i Great Place to Works danske afdeling, Liselotte Sloth Jensen, i en pressemeddelelse.

Ikke kun finanser

Sparekassen Kronjyllands ledelse mener, at de gode resultater blandt andet hænger sammen med medarbejdernes daglige glæde over at rådgive deres kunder og, at medarbejderne oplever, at de har mulighed for at udvikle sig.

- Vi driver nok mere vores virksomhed som nogle af de større familieejede virksomheder. Det er ikke nok for os at skrabe flest mulige penge sammen. Der skal være et større formål med virksomheden end det rent finansielle. Vores større formål er at skabe og fastholde balancen mellem vores fire interessenter; kunderne, samfundet, medarbejderne og sparekassen, siger bankens adm. dir. Klaus Skjødt.

Fællesskabet og tilliden i den helt særlige sparekassefamilie smitter også af på kunderelationen. Det handler om at få skabt en personlig relation i lighed med den, mange har til deres læge, tandlæge eller frisør. Der bliver dog aldrig sat salgsmål op for den enkelte medarbejder.

- Vi tror ikke på, at individuelle performancemålinger skaber bedre resultater eller flere tilfredse medarbejdere, siger Klaus Skjødt.

Det nære manifesterer sig blandt andet ved, at mens andre pengeinstitutter lukker filialer, går Sparekassen Kronjylland den modsatte vej og har åbnet ni nye lokalafdelinger i løbet af de senere år, senest i Odense. Kunderne er private og mindre og mellemstore erhvervskunder, og de er ifølge den seneste måling af kundetilfredsheden sektorens mest tilfredse. I år forventer sparekassen desuden et overskud på en halv milliard kroner.

Fælles temperaturmåling

Det er 19. gang, at analyse- og konsulentvirksomheden Great Place to Work kårer Danmarks Bedste Arbejdspladser blandt de virksomheder, der har valgt at deltage og dermed at få taget temperaturen på det psykiske arbejdsmiljø og trivslen blandt medarbejderne.

I år har 56 arbejdspladser opnået placering på Great Place to Works liste med Danmarks Bedste Arbejdspladser. Det er alle virksomheder, der aktivt vælger at satse på arbejdspladskulturen som en forudsætning for trivsel og bundlinjevækst.

Virksomhederne på listen har da også øget deres omsætning med gennemsnitligt 15 pct. i løbet af det seneste år og har tilsammen skabt 764 nye jobs, svarende til 6,4 pct.

I alt har 29.267 medarbejdere på 141 danske virksomheder deltaget i Great Place to Works undersøgelse. Som nummer et på listen med arbejdspladser med 50 – 499 medarbejdere finder man medicinalvirksomheden Roche Pharmaceuticals, og på listen med arbejdspladser med 20 – 49 medarbejdere er vinderen i 2019, IT-virksomheden, IIH Nordic.

  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« September 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30