Kolding Netavis

Sommer-sjov for børn i Christiansfeld

”Sommer-sjov for børn” i Christiansfeld – alle dage 10-17 frem til 11. august. Foto: Christiansfeld Centret (Arkivfoto)

Christiansfeld Centrets sommeraktiviteter har i år et særligt fokus på leg og læring.

Gennem ”ikke digitale” aktiviteter inviteres alle børn og deres voksne til at opleve Verdensarvsbyen på en ny måde.

De seneste somre har Christiansfeld Centret arrangeret forskellige aktiviteter for børn i skolernes sommerferie. Sidste år var aktiviteterne koncentreret om indendørs opgaver og lege – i år rykkes de uden for i Søstrehusets have og i Verdensarvsbyen.

Gamle spil og udendørs legetøj

Tag en familiedyst eller en trekamp mellem venner med en omgang tovtrækning, ringspil, XL klodsmajor og meget mere, når Christiansfeld Centret stiller en række spil og udendørs legetøj til afbenyttelse i Søstrehusets have.

– Vi håber, at både lokale og turister vil benytte sig af tilbuddet, som opfordrer til kvalitetstid og udendørs leg i den friske luft. Christiansfeld har en helt særlig ro og atmosfære, som indbyder til at sætte tempoet ned og give sig tid til nærvær og leg. Søstrehusets have emmer af historie og er et hyggeligt, grønt område midt i Verdensarvsbyen. Man styrer selv slagets gang og alle er velkomne til at benytte legetøjet – både grupper, institutioner og familier, fortæller – Birgitte Lamp, UNESCO site manager og leder af Christiansfeld Centret i en pressemeddelelse.

Tip en 13’er i UNESCO-byen

Christiansfeld Centret gentager succesen fra vinterferien, hvor ”Tip en 13’er i UNESCO-byen” i første omgang blev præsenteret som børneaktivitet. Centret håber på at den alternative tipskupon kan medvirke til at udbrede kendskabet til verdensarven og Brødremenigheden – og særligt til de yngste besøgende. Tip 13’eren er nu oversat, så den også fås på tysk og engelsk. Du kan få tjekket dine svar på facitlisten i Christiansfeld Centret.

Indendørs hygge i ”Børne-Jørne”

Den 21. juni åbnede Christiansfeld Centret den nye særudstilling ”Jørgens Rejser”, som allerede har været godt besøgt. Christiansfeld Centret håber på, at besøgende sommeren over vil lægge vejen forbi og fordybe sig i de mange sjove og forunderlige genstande, som Brødremenighedspræsten Jørgen Bøytler har fået på sine rejser verden rundt.

I udstillingen findes også et ”Børne-Jørne”, hvor forældre eller bedsteforældre kan læse op af bøger med fabler, mens børnene slænger sig i puder og tæpper på gulvet. I øjeblikket er det fabler fra de afrikanske lande – men bøgerne bliver løbende skiftet ud, så der er hele tiden noget nyt til de lyttende ører. Bøgerne er udlånt af Christiansfeld Bibliotek.

Praktisk info

Alle aktiviteterne er gratis, dog kræves der depositum for de udendørs spil og legetøj.

Aktiviteterne er tilgængelige alle dage fra kl. 10.00 – 17.00.

Ønsker man at benytte sig af tilbuddene, skal man henvende sig i Christiansfeld Centret, Nørregade 14, 6070 Christiansfeld.

Spil og legetøj udleveres efter først-til-mølle princippet og kan ikke reserveres på forhånd.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *