Kolding Netavis

Sådan hylder kommunen frivillighed og fælleskab

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen

I næste uge hylder Kolding Kommune frivillighed og fællesskab med spændende og coronavenlige arrangementer.

Fredag den 25. september er Danmarks Nationale Frivillighedsdag. Og traditionen tro sætter Kolding Kommune fokus på fællesskab og frivillighed i dagene op til, når Frivilligugen afholdes.

Andre år har Frivilligugen været en uge med kram og mange forsamlede, men i år bliver det med andre spændende og alternative events. Tilgangen er blandt andet inspireret af de nytænkende tiltag man så i foreningerne, da Danmark lukkede ned.

– Fællesskaber og det sociale frivillige arbejde er vigtigere end nogensinde. Under nedlukningen viste vores mange foreninger og frivillige, at de er lavet af noget specielt. De så muligheder i stedet for begrænsninger, og fandt nye måder at være forening og skabe stærke fællesskaber på, siger formand for Social- og Sundhedsudvalget, Hans Holmer (SF), i en pressemeddelelse.

Aflysning var slet ikke på tale

Han fortæller, at det slet ikke var på tale af aflyse ugen, selvom der kom et stort bump på vejen, da hele verden blev ramt af en pandemi. Ugens budskab er simpelthen for vigtigt.

– Fællesskaber har båret os gennem Covid-19 og holdt hånden under de, der har haft det svært. Vi er derfor meget glade for, at vi kan hylde frivillighed og fællesskab på en ny og spændende måde, tilføjer Hans Holmer.

Han – og resten af teamet bag Frivilligugen – glæder sig til en uge, hvor der er mulighed for at afprøve nye former for events. Eksempelvis er hele Kolding inviteret med til fællessang med unge talenter fra Kolding Musikskole og til livestream fra byrådssalen, når de to lokale musikere John Schmidt og Jesper Gruschy spiller koncert.

– Måske kan det være, at det giver os noget vi kan tage med, når den helt almindelige hverdag vender retur, slutter Hans Holmer.

Hele programmet kan ses på Kolding Kommunes hjemmeside – www.kolding.dk/frivillig.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel