Sådan får studenterne eksamensbeviset

Torsdag 25. Juni 2020 04:29 338
Foto: HANSENBERG. Foto: HANSENBERG.

Der er lagt op til en fest, når studenterne fra HANSENBERG Tekniske Gymnasium bliver fejret sammen med deres familier.

Et meget anderledes forår for eleverne i 3.g bliver nu også afsluttet på utraditionel vis.

HANSENBERG Tekniske Gymnasium har nemlig besluttet at holde dimission for årets HTX- og EUX-studenter som et drive-in-arrangement i dag, torsdag, på den store parkeringsplads på HANSENBERGs adresse Vranderupvej 90 ved Kolding.

- Drive-in-dimission virker som en helt oplagt måde at fejre vores studenter på - og de får mulighed for at opleve en sidste samhørighed. Denne form giver os mulighed for at holde fast i fællessangen - og få talerne ud til alle vores afsluttende 3.g'ere og EUX-elever, siger rektor på HANSENBERG Tekniske Gymnasium Carsten Schmidt i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Vi håber at få et par festlige timer, hvor studenterne oplever, at de er noget særligt. Fra HANSENBERG Tekniske Gymnasiums side har vi i hvert fald lagt os i selen - og vi håber, at studenterne og deres forældre vil pynte deres biler, så et optog kører fra Vranderupvej som en festlig afslutning.

På parkeringspladsen inddeles bilerne klassevis - og for at undgå trafikkaos har hver klasse fået tildelt timeslots, hvor de må ankomme til dimission.

Hvis vejret tillader det, stiller hver student sig foran sin bil, mens resten af familien må blive indenfor. Herefter bliver studenterne kaldt op i alfabetisk rækkefølge.

Det hele kan følges på storskærm. Arrangementet starter klokken 16.

Tags