Kolding Netavis

Prøv et fag pirker til fordomme

12-årige Signe Reuther er lun på VVS-faget og sammen med sin mor, Helle Reuther, lavede hun blandt andet en saftevandsblander. Foto: Hansenberg.

Mange børn og forældre benyttede sig lørdag af det gratis tilbud om at snuse til mange af erhvervsskolen Hansenbergs uddannelser.

Tilmeldingerne er i den seneste tid strømmet ind til Hansenbergs nye tiltag, Prøv et fag.

Og lørdag var det så blevet tid til at invitere de mange gæster indenfor – og udenfor – på erhvervsskolens tre adresser i Kolding, oplyser Hansenberg i en pressemeddelelse.

Her kunne deltagerne – elever i 5.-7. klasse samt en forælder – få en smagsprøve på Hansenbergs mange uddannelser.

– Vi vil gerne afmystificere de tanker, der kan være om at møde fagene på en erhvervsskole – at det er vanskeligt og beskidt håndværk. Vi prøver at vise, at man kan lave noget lækkert og smart med enkle midler, når man har de rigtige kvalifikationer, fortalte skolechef for Teknia, Designia og 10. klasse Dan Zielke under arrangementet.

– Ambitionen er, at deltagerne kommer herfra med nogle gode fortællinger. Og det er fedt at se den glæde og entusiasme, der er i deres tilgang til tingene – forældre og børn imellem, tilføjede han.

VVS-faget er fremtiden

Entusiasmen skinnede i den grad igennem i blandt andet VVS-værkstedet, hvor 12-årige Signe Reuther sammen med sin mor var i gang med at lave en saftevandsblander:

– Mor så et Facebook-opslag om Prøv et fag. Så kiggede jeg på de forskellige muligheder, og VVS fangede mig, for jeg har allerede tænkt i den retning, fordi der er så stor mangel på VVS’ere, forklarede Signe Reuther.

Det var første gang, at Hansenberg arrangerede Prøv et fag, men det skal efter planen være en årlig tilbagevendende begivenhed i oktober.

Missede man muligheden for at være med til Prøv et fag, kan man dog allerede til januar se nærmere på Hansenbergs mange uddannelser, når der er Åbent hus på alle skolens adresser.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *