Kolding Netavis

Nyt udbud af byggegrunde

Det er området til bagerst til venstre, der udbydes som storparcel. Pressefoto.

Kolding Kommune udbyder i juni en storparcel til salg med plads til en række boliger. Det bliver op til køberen, at give et bud på, hvor mange boliger der er plads til på grunden.

Det er et område på Solgårdsparken i Vester Nebel lige nord for Kolding, byrådet udbyder til salg som en storparcel. Området ligger i en nyere kommunal boligudstykning, hvor parcelhusene i øjeblikket skyder op.

Køberen af storparcellen kan vælge at opføre tæt-lav boligbebyggelse eller etageboliger. Lokalplanen fastsætter at der kan bygges op til ca. 5.282 etagemeter på grunden. Men hvor mange boliger og hvor store de bliver, afhænger af de entreprenører eller investorer, der byder på grunden. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– I stedet for at vi på forhånd beslutter, hvor mange boliger der mindst skal være, prøver vi denne gang at lade det være op til investoren at vurdere, hvad de mener, de kan sælge bagefter. Det sikrer en vis fleksibilitet for køber i forhold til udnyttelsen af ejendommen. Det vil i højere grad være op til køberen at vurdere, hvad en passende udnyttelse af ejendommen vil være, siger borgmester Jørn Pedersen i pressemeddelelsen.

Det betyder, at prisen reguleres i henhold til udnyttelsen, således at køberen ikke betaler for det, der ikke udnyttes til boliger.

Et udbud med forventninger

Generelt er der stor interesse for byggegrunde i og omkring Kolding. Og de seneste år har der været flere udbud af grunde i Vester Nebel, der alle har haft en stor efterspørgsel og et godt salg. På forhånd har kommunens administration oplevet en høj interesse for storparcellen blandt lokale entreprenører og byggefirmaer.

De høje forventninger til udbuddet skyldes også, at flere pensionsselskaber, ejendomsselskaber og lokale aktører har mange større boligbyggerier på vej, særligt i og omkring bymidten i Kolding, og der forudses stor vækst i kommunens indbyggertal.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *