Kolding Netavis

Nyt tiltag: Fodbold i dagtimerne

I Bramdrupdam lanceres et nyt tiltag – ”Fodbold i dagtimerne”.

BGIF Fodbold lancerer et nyt breddetilbud, ”Fodbold i dagtimerne” som er for voksne spillere med kroniske udfordringer, men andre voksne interesserede er også velkomne. Der spilles på 7-mands baner ved Bramdrupdam Sports- & Mødecenter på onsdage og træningstiden vil være fra 15.00-16.30. Reglerne er normale fodboldregler, men der spilles med ekstraordinære hensyn. Initiativtagerne til konceptet er de 2 parkinsonramte flexjobbere, Ivan Thøstesen (44 år) og Brian Guldbrandt (50 år).

– Fodbold er en rigtig god træningsform for folk med Parkinson og andre kroniske sygdomme, idet det er godt for muskelopbygning, kondition, og socialt samvær”, udtaler Ivan Thøstesen. ”Mange af os har svært ved at gå uden at halte eller trække på benet. Vi er stive i kroppen og kan have svært ved at koordinere vores bevægelser lige indtil bolden ruller, så går det meget bedre. Mange kronikere fungerer bedst i dagtimerne, og det passer jo fint med, at det er i dagtimerne, der er ledige baner. Så kan vi også nå hjem og spise aftensmad, siger Ivan Thøstesen i en pressemeddelelse.

Formand for BGIF Fodbold, Peer M. Rexen blev med det samme lun på ideen.

– Fodbold i dagtimerne for voksne med kroniske lidelser, passer perfekt ind i vores breddestrategi. Samtidig med ligger tilbuddet, så tidligt på dagen, at det ikke falder sammen med vores ungdomsholds træningstider. Det er rent win-win, siger Peer M. Rexen.

Fodbold i dagtimerne har opstart onsdag den 26. september klokken 15 omklædt. Omklædningsrum findes i Bramdrupdam Sports- & Mødecenter.

Tagget med:
Del denne artikel