Kolding Netavis

Nyt oplevelsescenter endelig klar til åbning

Et helt nyt oplevelsescenter på Skamlingsbanken åbner til maj. Foto: Palle Peter Skov.

Til maj åbnes dørene til et helt nyt oplevelsescenter på Skamlingsbanken, der skal formidle de store kræfter, der har været på stedet.

Skamlingsbanken skal igen danne ramme for taler, fællesskab og demokrati. Med donationer fra blandt andet A.P. Møller Fonden og Region Syddanmark står det nye oplevelsescenter klar d. 12. maj, og offentligheden kan derefter komme ind i centeret under jorden og blive klogere på de stærke kræfter, der har været på stedet – både talens kræfter og naturens kræfter.

– Det er glædeligt, at vi nu er så langt i projektet, at vi kan åbne for publikum. Planerne om et nyt oplevelsescenter begyndte jo helt tilbage i 2011, så projektet har været lang tid undervejs. Men det bliver en fornøjelse at se det nationale samlingssted få nyt liv, og at sager som demokrati og dét at kæmpe for sin sag, igen bliver et omdrejningspunkt på Skamlingsbanken. Desuden har vi jo et flot naturområde, der både skal opleves og værnes om med sjældne planter og dyr, fortæller borgmester Jørn Pedersen (V) i en pressemeddelelse.

Skamlingsbankens område er blevet udvidet betragteligt de seneste år, hvor Kolding Kommune har opkøbt 92 hektar jord, som har indgået i en samlet fredning af det nationalhistoriske område med betagende udsigt over Lillebælt. De i alt 124 hektar, som også har Syd- og Sønderjyllands højeste sted på 113 meter, er et resultat af naturens kræfter fra istiden der har skabt det unikke landskab. Skamlingsbanken var dermed det højeste sted, og blev fra 1843 også stedet, hvor man stillede sig op, når man havde noget vigtigt at sige. Talere som Laurits Skau, N.F.S.Grundtvig og Gyrithe Lembcke var alle folk, der tog til Skamlingsbanken for at blive hørt. I begyndelsen stod talerne på græsset ved Højskamling, men fra 1903 kom talerstolen i granit i brug.

Arkitektonisk perle

Til sprogfesterne og folkemøderne blev der såvel dengang som i dag både talt og lyttet, men også sunget fællessang, spillet musik, opført teater, leget og danset. Et møde på Skamlingsbanken handler om at bruge sin demokratiske stemme, men også om at samles og styrke fællesskabet.

Selve oplevelsescenteret er en arkitektonisk perle, selvom det ligger under jorden gemt ind i banken. Fra Støtten på det højeste sted, ses kun et græstag, men fra vandsiden kan man se ind gennem vinduerne til cafeen i oplevelsescenteret, som har 180 graders udsigt over den smukke natur og Lillebælt. Desuden er der også oprettet en Folkemødeplads med mulighed for afholdelse af større arrangementer.

– Vi er meget stolte af det nye center, der gør Skamlingsbanken til en endnu stærkere turist- og formidlingsdestination. Vi forventer at kunne samle folk om sager, der betyder noget, og få både unge og gamle væk fra skærmene, for i stedet at mødes og holde taler og debattere. Rammerne på Skamling er unikke, og de skal i brug, så snart Coronaen tillader det, siger Rune Ottogren Lundberg, direktør for Museum Kolding, der skal drive oplevelsescenteret.

Netop Corona og forsamlingsforbud kommer formentlig til at sætte en stopper for den helt store folkelige fejring. Projektgruppen, der netop nu sidder med åbningsplanerne, arbejder derfor i flere scenarier for en kommende åbningsfest i dagene omkring Kristi himmelfart.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *