Kolding Netavis

Nye undervisningsforløb

Der er nye undervisningsforløb fra Kolding Stadsarkivs Uddannelsestjeneste.

Kolding Stadsarkivs Uddannelsestjeneste sætter i to nye undervisningsforløb til udskolingen med fokus på ghettoer og historiens nuancer. Undervisningsforløbene er udviklet i et samarbejde med folkeskolelærere i Kolding Kommune og er resultatet af uddannelsestjenestens sidste efteruddannelsesforløb for kommunens folkeskolelærere.

Bag tallene

Undervisningsforløbet Bag tallene er et samfundsfagligt forløb, hvor eleverne i et lokalt perspektiv arbejder med de tal og statistikker, der er baggrund for regeringens ghettoplan.

I forløbet belyses dermed de lokale konsekvenser af regeringens plan for Danmarks ghettoområder. Undervisningsforløbets formål er at vise eleverne, at der er nuancer bag de tal og statistikker, de arbejder med i samfundsfag. Der er fokus på indsamling af store data og hvad der forsvinder, når man kategoriserer og systematiserer informationer på den måde.

Uddannelsestjenesten har under udviklingen af undervisningsforløbet samarbejdet med ByLivKolding.

Puslespillet

Undervisningsforløbet Puslespillet er et historieforløb, hvor eleverne gennem et puslespil, som de selv producerer indholdet til, får øje på flere af de nuancer og fortællinger, der gemmer sig i vores fælles historie.

Gennem puslespillets tre temaer – besættelsestiden, kvindehistorie og flygtningehistorie – sættes der fokus på de dele af vores historie som enten er omgærdet af myter, sparsomme mængder af kilder og mangel på opmærksomhed i de store fortællinger. Arkivalier, der af den ene eller anden grund, sjældent er blevet hevet frem fra hylderne bringes i spil: blandt andet arkivalier fra besættelsestiden, der ikke tidligere har været vist i ucensureret form.

Fakta

Kolding Stadsarkivs Uddannelsestjeneste tilbyder 13 forskellige tværfaglige undervisningsforløb til folkeskolen, der alle er udviklet i samarbejde med lokale lærere. Arkivet leverer også tilbud til gymnasieskolernes historie- og samfundsundervisning.

Besøg www.skoletjenesten.dk/kolding-stadsarkiv for mere information om arkivets undervisningsforløb, der er gratis for skoler i Kolding Kommune. Undervisningsforløbene kan bookes på ar**********@ko*****.dk.

Arkivet har årligt knap 60 klasser gennem – og indgår endvidere i både lokale og nationale samarbejder omkring læring og uddannelse.

Tagget med:
Del denne artikel