Nu sker det endelig: Jim Lyngvild-udstilling åbner snart

Torsdag 21. maj 2020 07:15 252
Designer Jim Lyngvild er en alsidig mand. Nu står han bag udstillingen ’Mød Kongerækken med Jim Lyngvild – dragter, drama og Danmarkshistorie’ på Koldinghus. Foto: Morten Paulsen. Designer Jim Lyngvild er en alsidig mand. Nu står han bag udstillingen ’Mød Kongerækken med Jim Lyngvild – dragter, drama og Danmarkshistorie’ på Koldinghus. Foto: Morten Paulsen.

Jim Lyngvild og Koldinghus vækker kongerækken til live.

Udstillingen ’Kongerækken med Jim Lyngvild – dragter, drama og Danmarkshistorie’ på Koldinghus blev forsinket i månedsvis på grund af corona. Men nu er tiden inde til at slå dørene op for udstillingen den 12. juni. Det oplyser Koldinghus i en pressemeddelelse.

Her kan gæsterne forvente en oplevelse, hvor museet gør fortiden levende og involverende ved hjælp af unikke fotos med nutidige modeller, smukke dragter og scenerier med lys og lyd.

Vi har alle hørt om Gorm den Gamle i historietimerne. Men hvordan så han egentlig ud? Og hvad med hans kone, dronning Thyra Danebod? Og hvilket liv levede de? Vi har svært ved at forestille os, hvordan de så ud og derfor er det ofte svært for os at forholde os til dem.

Stort fotoprojekt

Det gør designer Jim Lyngvild nu op med, når han udstiller et stort fotoprojekt på Koldinghus. Her ser man danmarkshistoriens regenter i et mere nutidigt udtryk, når Jim Lyngvild gør brug af store fotografier med moderne modeller. Dem har han iklædt dragter fra Den Kongelige Systue og Nationalmuséet samt tøj, han selv har syet. Derefter har han fotograferet dem, så de ligner mennesker af kød og blod og er mulige at identificere sig med.

Jim Lyngvild er her portrætteret sammen med modellen Cecilie Mørkøre Stokvad i rollen som Dronning Sophie Magadalene. Billedet kan ses på udstillingen om kongerækken på Koldinghus fra den 4. april 2020. Foto: Jim Lyngvild.

Udstillingen tager udgangspunkt i kongerækken fra Gorm den Gamle til Dronning Margrethe den 2. gennem Jim Lyngvilds flere end 100 fotografier. Herudover bliver 10 dragter udstillet i syv forskellige scener med fortællinger om en kongelig fødsel, skoledag, maskebal, druk, magt, rivalisering og død. Gæsterne kommer til at opleve fortællingerne tilsat lys, lyd og autentiske effekter – ligesom de kan fordybe sig i Jim Lyngvilds egne tekster om mode og stil. Der bliver også en selfie-station, hvor gæsterne digitalt kan blive manipuleret ind i Jims Lyngvilds billeder af konger og dronninger og derefter få billedet tilsendt. Derudover bliver der en aktivitetszone med en teaterscene, hvor gæsterne kan gå om bag dragter og lege, at de er dronninger eller konger.

Bliv klogere på fælles kulturarv

Formålet med projektet er fra Lyngvilds side at gøre danskerne klogere på vores fælles kulturarv.

- Vi kommer fra ét af verdens ældste monarkier med mange epoker, som har været med at skabe os som danskere. Vores forfædre og formødre har kæmpet og blødt for deres land, og det har ikke været gratis. Vi skylder dem en taknemlighed. Jeg håber, at jeg med udstillingen kan gøre danskerne mere stolte og mere oplyste omkring den kulturarv, vi er rundet af, siger Jim Lyngvild.

På Koldinghus glæder konstitueret direktør, Nanna Ebert, sig over den kommende udstilling fyldt med historie og dramatisk iscenesættelse:

- Som gammelt kongeslot vil vi gerne formidle historien om konger og dronninger til så mange forskellige målgrupper som muligt. Jim Lyngvild har et spændende greb på historien, som appellerer til os i dag, og derfor har vi sagt ja til samarbejdet.

Koldinghus troner højt i byen af samme navn. Her har mange konger og dronninger haft deres gang. Nu får de nyt liv og bliver lettere for nutidige mennesker at identificere sig med i Jim Lyngvilds fortolkning. Foto: Knud Erik Christensen.

Udstillingen skulle have åbnet først i april, men på grund af corona er åbningen blevet skubbet tre måneder.

- Vi er glade for at kunne åbne igen og vise en Jim Lyngvild-udstilling, som primært henvender sig til det danske publikum og til et publikum, som normalt ikke besøger museerne. Vi håber, at folk er hungrende efter en anderledes kultur-oplevelse hos os, siger Nanna Ebert.

Fakta om åbningen

Fredag den 12. juni klokken 10 åbner udstillingen for publikum.

Fakta om corona-restriktioner

Der vil kun være adgang for et begrænset antal personer i udstilingen på samme tid.

Pile i gulvet viser vej rundt, så trafikken bliver ensrettet.

Lydfortællinger i udstillingen bliver lagt på Koldinghus’ app, hvorfra man kan hente dem til sin mobiltelefon.

Der vil være håndsprit til rådighed, ligesom der bliver gjort ekstra rent i udstillingen og rundt på hele Koldinghus.

Ekstra bemanding bliver sat på for at sikre en tryg oplevelse som gæst i udstillingen.

Tags