Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 03 December 2019

De første minusgrader har for længst ramt det danske land, og der bliver tændt for varmen i de fleste hjem. Når varmeforbruget stiger, har regningen det med at følge trop. Heldigvis kan du ved hjælp af få ændringer og seks gode råd holde varmeregningen i bund – helt uden at fryse imens.

Vinteren er over os, og det betyder, at mange radiatorer bliver tændt i de danske hjem. Men det kan lynhurtigt blive en dyr fornøjelse, når vi skruer på termostaterne. Heldigvis er der mange ting, du selv kan gøre for at holde varmen oppe og regningen nede:

- Først og fremmest handler det om at undgå varmeudslip. Hvis du følger vores seks gode råd til at bruge dine varmekilder rigtigt, undgår du at fyre for gråspurvene, og du sørger samtidig for, at varmeregningen ikke stikker af. Hvis det mod forventning ikke virker, er det en god idé at undersøge, om det er dine vinduer, der lader for meget varme slippe ud, fortæller Peer Bertelsen, salgschef hos vinduesproducenten Velfac, i en pressemeddelelse.

6 gode råd

1) Brug alle radiatorer ens

Det kan virke ulogisk at skrue op for de radiatorer, du ikke sidder i nærheden af, men kombinationen af en iskold og en brandvarm radiator er dyr i drift, fordi du ikke udnytter varmen optimalt. Det gør du derimod, hvis du bruger alle radiatorer i rummet og indstiller termostaterne ens – så varm endelig op.

2) Lad radiatoren stå frit

En radiator er ikke altid lige pæn, og det kan være fristende at gemme den bag fx sofaen. Det gør måske noget godt for din indretning – det samme er bare ikke tilfældet for din varmeregning. Hvis den varme luft ikke kan komme væk fra radiatoren og stige til vejrs, vil radiatorens sensor tro, at rummet allerede er varmt. Det resulterer i, at du sidder og fryser i din sofa, imens sofaens ryg er brandvarm.

3) Brug gardiner og persienner smart

Det er både godt for dit humør og din varmeregning at trække gardinerne fra om morgenen for at få fuld udnyttelse af den smule solskin, vinteren giver. Men husk, at det også gælder den anden vej rundt – om natten kan du holde varmen inde ved at trække for og rulle ned for gardiner og persienner.

4) Drop tæpperne og udnyt din gulvvarme

Hvis du har gulvvarme, skal du overveje at droppe gulvtæpperne, da de forhindrer varmen i at trænge op i rummet. Kan du ikke undvære de lune tæpper, er mindre og løse tæpper den bedste løsning.

5) Hold en konstant temperatur

Måske vil du gerne have det koldere om natten end om dagen, men det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at varme op igen dagen efter. Hvis du gerne vil have en lavere temperatur om natten, kan du nøjes med at sænke temperaturen et par grader.

6) Luft ud kortvarigt, men ofte

Der skal luftes ud i en bolig – også om vinteren. Det betyder dog ikke, at du bare skal lade vinduerne stå på vid gab i timer ad gangen. Når der er rigtig koldt, er det bedre at lufte ud hyppigere, men i kortere tid ad gangen. På den måde når vægge og andre indvendige bygningsdele ikke at blive for kolde og dermed svære at varme op igen.

Udgivet i Syddanmark

Lån & Spar Bank i Kolding rykker i 2020 ind i stort nyt kontorhus i byen.

Den 6. december bliver første spadestik taget til det 3600 kvadratmeter store nye kontorhus i Kolding Nord - lige over for Kolding Storcenter og tæt på motorvejen. Lån & Spar Bank Kolding kommer til at leje sig ind i stueetagen, da de er vokset ud af deres nuværende lokaler i centrum af byen.

Der er gang i Kolding by, og det mærker også Lån & Spar Bank Kolding, der indtil nu har haft filial på Buen 2 centralt i byen. Men når det store nye kontorhus på Skovvangen 33 står færdigt ved udgangen af 2020, kommer Lån og Spar Banks Kolding-filial til at skifte adresse, da de som de første har lejet sig ind i stueetagen i kontorhusets ene blok på knap 1800 m² fordelt på tre etager.

- Vores nuværende lokaler er simpelthen blevet for små. Og så trækker det meget, at man fra vores nye adresse kan parkere foran banken og hurtigt komme på motorvejen, da vi har kunder fra både Syd- og Midtjylland. Selvom vores ydelser bliver mere og mere digitale, så vi har vi stadig mange kunder, som gerne vil ind til en god snak. Derfor glæder vi os meget til at blive mere tilgængelige og få mere plads til at tage imod vores kunder - i flotte nye omgivelser, siger Martin Fugleberg Smed, filialdirektør i Lån & Spar Bank Kolding, i en pressemeddelelse.

John Vogt er erhvervsmægler i EDC Erhverv Poul Erik Bech Kolding og har stået i spidsen for udlejningen af den 569 kvadratmeter store stueetage til Lån & Spar Bank Kolding. Han fremhæver også kontorhusets attraktive beliggenhed i et område af byen, der er under stor udvikling i disse år. Ud over Kolding Storcenter ligger Spar Nords Kolding-filial lige ved siden af - og inden for de næste år bliver Plantorama, som er Danmarks største have- og plantecenter, også opført et stenkast derfra.

- Det er en rigtig god adresse, hvis man ønsker god profilering og kundevenlighed, da der er 35 p-pladser til hver blok, og da man nemt kan på motorvej. Der er da også flere, som allerede er begyndt at vise interesse for at leje sig ind på førstesalen i den ene blok, siger erhvervsmægleren.

Tilpassede lejemål

Bjarne Adsbøll er administrerende direktør for entreprenørvirksomheden Adsbøll Entreprise A/S, der opfører og ejer det nye kontorhus. Han forklarer, at de tilpasser hvert lejemål til den enkelte lejers ønsker.

- Vi kan adaptere lejemålet til den enkelte lejer og fx sætte tv-skærme op, indsætte rette kabling og indrette med cellekontorer eller åbne kontorlandskaber - alt efter, hvad lejeren ønsker. Til Lån & Spar Bank kommer vi fx til at installere åbne kontorlandskaber, møderum, stillerum, kantine samt bad og omklædning, som de har ønsket, siger Bjarne Adsbøll.

Det er erhvervsmægler John Vogt, som opsnappede muligheden for at få Lån & Spar Bank ind som lejere. Bjarne Adsbøll sætter da også ord på at være tilfreds med EDC Erhverv Poul Erik Bechs måde at håndtere processen på.

- Det har været et super professionelt samarbejde, hvor John Vogt er kommet med lejeren, hvorefter vi har taget grebet om det og tilpasset lejemålet efter deres ønsker, siger han.

Udgivet i Erhverv

I forbindelse med åbne huse i Nicolai bliver Nicolai Scene omdannet til et polarunivers af Nicolai for børn.

Nicolai Scene kommer til at fremstå som et iskoldt polarunivers, når Nicolai for børn indtager rummet under åbne huse i Nicolai.

I polaruniverset kan du både opleve igloer, is, isbjørne og ikke mindre end 552 pingviner, der er lavet af elever fra skolerne i hele Kolding Kommune. Du kan klæde dig ud som en isbjørn og gå rundt i den blåkolde polarnat – eller du kan sidde og lave polardyrsmasker sammen med Billedskolen Nicolai.

Pingvinerne i polaruniverset skal også have noget at spise, og det sørger børn fra Koldings børnehaver for, da de kommer og laver sild til pingvinerne til nogle workshops, der finder sted før og efter.

Op til og efter åbne huse kommer 150 børn fra Koldings børnehaver og laver sild, så alle pingvinerne kan få noget at spise.

Det er i forbindelse med Kolding Light Festival at hele Nicolai slår dørene op til åbne huse. Det sker den 5. – 7. december.

Udgivet i Nicolai
Tirsdag, 03 December 2019

Tommy Kenter har solgt huset

En underskrift på skødet, nøgler, der skifter hænder, og et liv, der skal pakkes sammen.

Efter flere forsøg kan den folkekære skuespiller Tommy Kenter nu vinke farvel til Nærum og sin stråtækte villa: boligen er nemlig just blevet solgt, skriver boligsitet Boliga.dk.

Kenter købte det 200 kvadratmeter store hus i den københavnske forstad for 7.650.000 kroner tilbage i 2008. Og nu - mere end et årti efter - har skuespilleren altså sluppet adressen igen for lige præcis 7,4 millioner kroner.

Det giver en salgskvadratmeterpris på lige over 37.185 kroner. Hvilket ifølge tal fra Boliga.dk er en smule over den gennemsnitlige kvadratmeterpriser for villaer i Nærum, der i første halvår lød på godt 34.600 kroner pr. kvadratmeter.

Tommy Kenter fortalte i efteråret i et interview med ALT.dk, at huset, der ligger på en naturgrund ud til Jægersborg Hegn, skulle sælges, fordi han og kæresten Janne havde et ønske om at bo sammen i København.

Tredje gang er lykkens gang

Det er ikke første gang, at Tommy Kenter har haft det stråtækte hus til salg: i første omgang blev det tilbage i efteråret 2018 udbudt til salg for 8.250.000 kroner.

Efter et par måneder blev prisen dog nedjusteret med 755.000 kroner, før villaen blev taget af markedet i foråret 2019. Men tredje gang skulle vise sig at være lykkens gang: For efter en kort tur på markedet i sommer kom huset igen til salg her i efteråret - stadig til de knap 7,5 millioner kroner.

Denne gang fik det dog kun lov til at ligge til salg i lidt over en måned, før ejendommen blev handlet: Præcis 43 dage oplyser ejendomsmægler Alexander Nielsen fra Danbolig Holte, der solgte boligen.

Tommy Kenter er nok især kendt i den bredde befolkning for sine roller i tv-serierne Rita og Hånd i Hånd, samt hovedrollen i filmen Lad isbjørnene danse - en præstation han vandt både en Bodil og en Robert for i 1991.

Desuden har Kenter slået sin folder på de skrå brædder i den danske teaterverden, hvor han også for øjeblikket er aktuel i musicalen “Spillemand på en tagryg” på Det Ny Teater.

Udgivet i Kendte

Kolding Kommune har netop sat en række skilte op langs Slotssøen, der appellerer til, at folk ikke fodrer ænderne.

Når vi, med hjertet på det rette sted, tager børn og børnebørn med til søen for at fodre ænder, så er de færreste opmærksomme på, at fodringen hverken er godt for naturen eller ænderne.

- Det er desværre misforstået dyreomsorg at fodre ænder og andre fugle i Slotssøen og andre steder, og andefodring giver anledning til flere problemer. Brød er ikke naturlig føde for ænder og tiltrækker unaturligt mange ænder til søen. Når der er mangel på plads bliver ænderne aggressive og smitsomme sygdomme spredes lettere, forklarer Line Ankjær, biolog i By- og Udviklingsforvaltningen, i en pressemeddelelse.

Et andet problem ved at fodre ænderne, er, at man også fodrer rotterne. Rotter spiser gerne brød og korn, og de tiltrækkes lynhurtigt, når der er foder at hente. Rotter er fremragende svømmere og kan sagtens svømme efter foder.

- Lige nu oplever vi, at der er ekstra mange rotter omkring Slotssøen, og fodring af ænderne gør det svært at bekæmpe rotterne. Når de ikke er sultne, går de ikke i fælderne, fortæller Line Ankjær.

Mange tiltag for at bekæmpe rotterne omkring Slotssøen
Kolding Kommune har, i tæt samarbejde med Koldinghus, BlueKolding og Slots- og Kulturarvsstyrelsen, iværksat en række tiltag for at bekæmpe rotterne.

- Ud over at sætte ekstra fælder op og sikre skraldespandene mod rotter, er vi i gang med at fjerne træstubbe, beskære beplantningen og efterse kloakkerne. Men vi har også vurderet, at andefodring er en af hovedårsagerne til, at der er mange rotter i og omkring Slotssøen, siger Line Ankjær.

Kommunens seneste tiltag er derfor skiltene, der opfordrer til, at man ikke fodrer søens ænder, og at man lader brødet blive hjemme næste gang, man går en tur rundt om Slotssøen.

Fakta

Her er 5 grunde til, at du selv skal spise brødet:

1) Ænderne får det dårligt af brødet – de har faktisk bedst af at spise det, de selv finder i søen.

2) Fodringen opretholder en større bestand af ænder, end søen kan bære. De mange ænders fugleklatter betyder, at søens alger trives og det giver grumset og ulækkert vand.

3) 1 kg tørt brød tilfører lige så mange næringsstoffer til søen som 500 liter kloakvand ville gøre.

4) For mange ænder gør ænderne aggressive over for hinanden, hvilket fører til for voldsomme parringer, hvor hunnerne ofte kan ende med at drukne.

5) Når du fodrer med mere brød, end hvad ænderne spiser, så kommer rotterne og spiser resten.

Udgivet i Kolding

Nu kan seerne begynde at glæde sig til en ny sæson af den spektakulære serie.

Det er ikke mere end to uger siden, at serien Forhøret havde premiere på Viaplay, og modtagelsen af serien, der har blandt andre Ulrich Thomsen, Lars Mikkelsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling, Lars Ranthe og David Dencik i hovedrollerne, har været overvældende, og allerede nu er en 2. sæson på vej.

- Med Forhøret er vi lykkedes med at præsentere vores seere for en helt unik oplevelse - ikke kun på grund af det uhørt stærke cast, men også fordi det er en serie, som både indholds- og udtryksmæssigt tør gå helt nye veje og udfordre os. Vi er meget glade for, at seerne har taget så godt imod Forhøret, og vi glæder os til at føje endnu mere stærkt indhold til Viaplays originale udbud, siger Filippa Wallestam, EVP and Chief Content Officer, Nordic Entertainment Group, i en pressemeddelelse.

I den nye sæson af Forhøret er det Trine Dyrholm, der kan opleves i den bærende hovedrolle - og ligesom i første sæson bliver det igennem en række intense og altafgørende møder, at handlingen og sandheden rulles ud.

Handlingen tager fart, da Susanne (Trine Dyrholm) forsøger at komme sig over tabet af sin datter og genoptager sit arbejde som praktiserende psykolog. Da hun lægger en klient i hypnose i forbindelse med et banalt rygestop, åbner hun en dør ind til hans underbevidsthed. Manden afslører under hypnosen, at han har slået en række unge kvinder ihjel for penge – og at han allerede har bestilling på et nyt offer. Hans afsløring får Susanne til at kaste sig ud i en livsfarlig rejse gennem en kynisk underverden for at forhindre, at en ung uskyldig pige bliver dræbt. Men ingen er uskyldig – heller ikke Susanne.

’Forhøret 2’ skrives og instrueres igen af Christoffer Boe og produceres af Miso Film:

- Det er altid rart, når det man laver bliver velmodtaget - det er ekstra rart, når det betyder, at man kan arbejde videre med alle de ideer og historier, man gerne vil ud med. Forhøret er en fantastisk mulighed for at kombinere karakterstudie og krimigenren - så jeg kan slet ikke vente med at gå i gang med at sætte Trine Dyrholms ’Susanne’ under maksimalt pres og lade hende møde nye vilde karakterer i en desperate kamp for at gøre det rigtige…, sige Christoffer Boe.

Optagelserne til Forhøret 2 starter i foråret 2020. Forhøret 2 har forventet premiere i 2021.

Udgivet i Kendte
Tirsdag, 03 December 2019

Ligevægt i et meningsfyldt liv

Læserbrev af Hans Holmer (SF), formand for Social- og Sundhedsudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Som formand for Social- og Sundhedsudvalget er jeg glad for, at vi i Kolding Kommune tør tænke utraditionelt, når det handler om at skabe et mere meningsfyldt liv.

Ligevægt er et holdforløb for mennesker, der bøvler med deres forhold til krop, vægt og mad. På Ligevægt tager vi udgangspunkt i det, der er meningsfyldt for den enkelte og sætter rammerne for undervisning, samtale og aktivitet herefter.

Der er store personlige omkostninger forbundet med et liv med svær overvægt. Svær overvægt kan nedsætte både livskvalitet og funktionalitet og gøre det svært at klare daglige gøremål og deltage i sociale aktiviteter. Er du overvægtig, betyder det også, at risikoen for psykosociale problemer øges som følge af social isolation, dårligt selvværd mv.

I Kolding Sundhedscenter har vi vendt arbejdet med mennesker med overvægt på hovedet. Slankekurene er droppet til fordel for et fokus på de psykologiske og sociale mekanismer, der ligger bag overvægten. Det har ført til nye roller for medarbejderne og positive forandringer for de mennesker, det handler om.

De mennesker, der deltager i forløbet, ønsker slet ikke at stoppe - lidt som ferie, du ikke vil hjem fra. For dem, der er stoppet, er der til gengæld ofte den sidegevinst, at de taber sig efter forløbet. Begge dele er helt modsat de traditionelle slankekure.

Ligevægt handler lidt forenklet sagt om at skabe et meningsfuldt liv frem for fokus på vægten. Og deltagerne lykkes med det.

Udgivet i Læserbreve