Torsdag, 22. august 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Vonsild | Kolding Netavis

Læserbrev af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF), folketingskandidat, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

TV2 har spurgt borgmestrene i landes kommuner, om de vil indføre minimumsnormeringer i deres daginstitutioner. Her er Kolding og Fredericia de to eneste kommuner i Sydjylland, hvor borgmesteren ikke har tilkendegivet sin holdning til, om der maksimalt må være seks børnehavebørn og tre vuggestuebørn pr. pædagog.

Derfor håber jeg at Jørn Pedersen som byens borgmester vil tilkendegive sin holdning til dette vigtige spørgsmål. For hver dag er vi forældre, som tager på arbejde og afleverer vores børn til pædagoger i institutioner og SFO. Vi har brug for tryghed om, at når vi ikke kan være tilstede, så er der andre voksne, der har tid til trøste, pudse næser og snakke.

Men mange forældre har nået grænsen for, hvad de vil byde deres børn i daginstitutionerne. De har været på gaden for bedre normeringer – flere pædagoger – til deres børn. I SF støtter vi forældrenes krav, og vi er enige i BUPLs mål om, at der skal være mindst en voksen til tre vuggestuebørn og seks børnehavebørn.

Selvom mange institutioner ser ud til at ligge tæt på denne normering, snyder tallene. Vikartimer for syge pædagoger og administrativt personale tæller med, og derfor ligger mange kommuner i realiteten et godt stykke under. I 2017 viste en medlemsundersøgelse fra pædagogernes fagforening BUPL, at tre ud af fire pædagoger i løbet af dagen oplever at alene med i gennemsnit 17 børn.

Vi står overfor et valg. Valget mellem flere pædagoger i vores daginstitutioner eller skattelettelser primært til de rigeste. Regeringen har de seneste år valgt sidstnævnte. Vores børn oplever historisk dårlige normeringer og vores børnehaver og vuggestuer mangler ca. 4800 pædagoger, til at tage sig af vores børn. Der skal handles nu, hvis vores institutioner ikke bare skal udvikle sig til et opbevaringstilbud.

Udgivet i Læserbreve

Bilens forrude er central for sikkerheden, men der er ingen regler imod usikre løsninger. Ifølge glasekspert i Kolding ved mange af byens 30.000 bilfamilier ikke, hvordan forruden påvirker sikkerheden.

Når et stenslag fra tid til anden rammer en af de mere end 30.000 bilfamilier i Kolding Kommune og gør det nødvendigt, at få forruden skiftet, kan det nemt blive dyrt. Især hvis man ikke har kaskoforsikring med glasdækning, er der incitament til at vælge den billigste løsning. Da der ikke stilles lovmæssige krav til bilrudens kvalitet, kan udfaldet være fatalt, skriver Carglass i Kolding i en pressemeddelelse.

Tal fra Topdanmark viser, at der ved cirka halvdelen af kaskoforsikringerne er tilvalgt glasskadedækning.

Hos bilrudespecialisten Carglass i Kolding oplever man, at mange af byens bilejere slet ikke er klar over, hvordan det påvirker bilens sikkerhed, hvis forruden ikke er sat optimalt i og kalibreret korrekt, eller hvis der anvendes ruder, der ikke er OE-godkendte.

- Skal airbaggen holdes fast, når man kører galt, er det vigtigt, at forruden ikke fejler. Hvis den ikke er monteret ordentligt eller ikke er af god kvalitet, så går den bare i stykker, og airbaggen får kun ringe hvis nogen effekt. Selvom alle ved, at det er vigtigt, findes der ingen lovkrav til forrudekonstruktion- og montering, siger René Elkjær, der er ansvarlig for Carglass i Kolding, i pressemeddelelsen.

Mange ved ikke, om ruden er sikker

Der er ingen lovgivning, der stiller krav til bilrudens kvalitet ej heller monteringen, men af hensyn til sikkerheden og i takt med, at bilers forruder bliver mere og mere avancerede, er det vigtigere end nogensinde, at reparationer bliver foretaget efter alle kunstens regler.

- I dag har mange biler kameraer og udstyr til automatiske bremsesystemer siddende i selve forruden, og derfor er det enormt vigtigt, at den monteres og kalibreres efter vejledningerne – hvis ikke kan det have fatale konsekvenser, siger Nicky Bobak, der er leder af AutoBranchens VidenCenter.

Udgivet i Kolding

Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk inviterer sammen med Kolding Kommune til et fyraftensarrangement på KUC i Kolding, hvor eksperter fortæller om mulighederne for at forbedre boligen med energirenovering, så varmeudgiften falder.

Alle er velkomne til arrangementet, men især husejere med energimærke E, F eller G bør sætte et stort kryds i kalenderen.

- Energimærket viser, hvor god energimæssig stand dit hus er i. Det går fra A til G og har man et hus med energimærke E eller derunder, så kan der være rigtig mange penge at spare, hvis man energirenoverer sin bolig, fortæller klimakoordinator Torsten Zink Sørensen fra By- og Udviklingsforvaltningen i Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Han fremhæver i øvrigt, at boligejerne ikke kun kan opnå lavere varmeudgifter, men samtidig også kan gøre en forskel for miljøet ved at reducere CO2-udslippet.

Stil spørgsmål til eksperterne

Der er mange muligheder for at forbedre boligen, men hvad er mest oplagt at gøre – og hvordan kommer man i gang? Det kommer an på huset, og huse er forskellige. Derfor er det en fordel at kunne stille spørgsmål om sit eget hus og få svar fra uafhængige fagfolk.

- Ideen med fyraftensarrangementet er, at vi som uvildige rådgivere møder folk ansigt til ansigt og kan give dem gode råd til den situation, de konkret står i. Det kan være, de har behov for udskiftning af vinduer, overvejer en ny varmeform eller er trætte af træk og kulde i boligen, og vores erfaring fra lignende arrangementer viser, at det har stor betydning i forhold til at komme i gang med at reducere energiforbruget i boligen, fortæller Line Nørmark, der deltager i mødet for Energistyrelsens rådgivningstjeneste SparEnergi.dk.

Bæredygtig opvarmning

Til arrangementet kan man også møde Ewii og Enopsol, der blandt andet har et forskningsprojekt med fra Sdr. Stenderup, der viser mulighederne for at varme landsbyer op med varme fra grundvandet.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at fortælle om de mulige, bæredygtige opvarmningsformer, som mine kolleger og jeg har regnet på. Vi har undersøgt fire cases, og den gode nyhed er, at vi selv som privatpersoner her og nu kan gøre noget godt for klimaet – som ovenikøbet er økonomisk rentabelt for os selv. Jeg ser frem til en hyggelig eftermiddag med gode diskussioner af et vigtigt emne, siger senior projektleder Martin Vesterbæk fra Ewii.

Arrangementet finder sted tirsdag den 4. juni klokken 16.30-18 på KUC, Ågade 27 i Kolding.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 30 maj 2019 05:30

Kommunens kontorer lukket fredag

Fredag er Kolding Kommunes kontorer lukket.

Borgerservice, Jobcentret og kommunens øvrige kontorer holder lukket fredag den 31. maj - dagen efter Kr. Himmelfartsdag - men du kan naturligvis stadig brevstemme til folketingsvalget, skriver Kolding Kommune.

Kr. Himmelfartsdag er der lukket for at brevstemme. Men fredag den 31. kan du brevstemme i tidsrummet kl. 10-14. Det foregår på Kolding Rådhus i Havestuen med indgang fra Torvegade.

Sidste chance for at brevstemme til folketingsvalget er lørdag den 1. juni, hvor der er åbent i Havestuen kl. 9-16.

Når kommunens kontorer holder lukket, kan du naturligvis altid benytte de elektroniske selvbetjeningsløsninger på kommunens hjemmeside. På www.kolding.dk/borgerservice finder du nogle af de oftest anvendte løsninger.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 30 maj 2019 04:26

Tag en gåtur med litteraturen

Oplev litteratur på en anderledes måde til den gående sommerlæsekreds, der mødes en gang om måneden fra onsdag den 12. juni.

Hele sommeren og indtil september kan du være med til at diskutere litteratur og få frisk luft samtidig. Du skal bare snøre vandreskoene og møde op – i Kolding Biblioteks gående sommerlæsekreds er der ingen lektier.

- Vi starter på biblioteket, hvor vi læser dagens novelle højt. Derefter får deltagerne nogle kort med spørgsmål til teksten, som de kan tale om, mens de går. Man behøver ikke at kende nogen for at deltage. Vi bytter nemlig samtalepartner undervejs, fortæller bibliotekar Sofie Fredborg i en pressemeddelelse.

Læseoplevelser og sommervejr

Den gående sommerlæsekreds foregår klokken 10.00-11.30 om onsdagen den 12. juni, den 10. juli, den 7. august og den 11. september. Deltagerne mødes i Møde 1 i stueetagen på biblioteket.

Billetter til 20 kroner inkluderer en kold flaske vand til turen og kan købes på hjemmesiden www.koldingbib.dk eller hentes på biblioteket. Du behøver ikke at deltage alle gange, men blot når du har mulighed for det.

Den gående sommerlæsekreds er et samarbejde mellem Kolding Bibliotek og Kolding Kommunes projekt 60+ Frisk.

Udgivet i Aktiviteter
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« August 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31