Søndag, 17. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 27 november 2018
Tirsdag, 27 november 2018 16:04

Her drukner de i pakker efter Black Friday

Tirsdag morgen var der omkring 1.000 pakker, der var klar til afhentning i Superbrugsen i Vonsild.

Fredagens Black Friday sætter nu sine spor i Superbrugsen i Vonsild. Her er de nærmest ved, at drukne i pakker:

- Vi mærkede sidste år, at Black Friday var ved at slå igennem, men i år er det endnu vildere. Vi har aldrig haft så mange pakker, som vi har lige nu. Det er rekord, fortæller uddeler Ingrid Sørensen fra Superbrugsen i Vonsild til Kolding Netavis.

Tirsdag morgen var der omkring 1.000 pakker, som var klar til afhentning. Tirsdag ved 15.30-tiden var det antal nede på cirka 800.

- Så der er lang vej endnu. Men det er sjovt, men det giver jo kunder i butikken, forklarer brugsuddeleren.

En service for borgerne

Det at være et udleveringssted for pakker er dog ikke noget, som Superbrugsen tjener ret meget på. Det giver Superbrugsen i Vonsild et gebyr fra eksempelvis Postnord eller GLS for hver pakke, der bliver udleveret:

- Det er lige så meget en service for Vonsild-borgerne, at de har et sted, hvor de kan hente deres pakker. Kunderne er også glade for, at vi er her. De er rigtig søde og tålmodige i denne tid. De ved godt, at vi har mange pakker. Så det fungerer fint, slutter Ingrid Sørensen.

Udover en service for borgerne i Vonsild, kan det også give lidt ekstra handel i butikken, hvis kunderne også skal en tur ind i Superbrugsen og handle dagligvarer.

Julen bliver ikke så slem som Black Friday

Efter Black Friday står julehandlen for døren. Men i følge Ingrid Sørensen bliver julen slet ikke så travl som Black Friday. Pakker til julen er nemlig jævnt fordelt over december - og føles derfor ikke så travl som Black Friday.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 27 november 2018 07:06

Bedre pensionsvilkår for nedslidte

Læserbrev af Karina Lorentzen (SF), spidskandidat i Kolding, Vejle og Fredericia, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Der skal være nemmere at trække sig fra arbejdsmarkedet for dem, som har en arbejdsskade eller et nedslidende arbejde.

Vi skal huske, at 39 procent af de erhvervsaktive har et fysisk arbejde. Her har Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø påvist, at jobbets krav i alt for mange tilfælde overstiger, hvad medarbejderens helbred og fysik kan magte. Det rammer især de ældre, som af naturlige grunde har en svagere fysik, selvom kravene i jobbet er ofte de samme.

Dertil kommer, at når man eksempelvis arbejder med mursten og mørtel eller med at yde omsorg for vores ældre plejesektoren, er der større risiko for at ende sit arbejdsliv skidt. Tal fra Danmarks Statistik viser, at nedslidning, førtidspension og kortere levetid rammer faglærte og de kortest uddannede danskere hårdest – og konsekvensen er, at de må trække sig meget tidligere fra arbejdsmarkedet end eksempelvis lærere og læger.

Dem, som taler for en højere pensionsalder – og som også har fjernet efterløn - henviser gerne til, at vi jo har en seniorførtidspension. Men den er en illusion – kun 1.000 af de 7.000 mennesker, man forventede skulle bruge ordningen, har fået en.

Dette valg skal handle om både at få en fair pensionsalder og ordentlige tilbagetrækningsmuligheder. Den store ulighed i arbejdsforhold og i sundhed gør, at vi må behandle folk forskelligt. Alle bør have adgang til et otium uden et alt for skrantende helbred.

Udgivet i Læserbreve
Tirsdag, 27 november 2018 07:04

SF: Privat for enhver pris?

Læserbrev af Hans Holmer (SF), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Da Hotel Cromwell, tæt på Kolding Sygehus udvider er daginstitutionen Skovbrynet nødsaget til at skulle ligge et andet sted. Derfor skal byrådet beslutte hvordan en fremtidig børnehave og vuggestuer skal bygges og drives. Skal det være kommunalt eller skal den bygges og drives privat?

I SF er vi ikke i tvivl. Vi mener nemlig at vuggestuer og børnehaver er en af de kerneydelser som vi som kommune er bedst til at have ansvaret for, så vi, med veluddannet fagligt personale, sikrer at børnene har nogle gode rammer til at udvikle både de personlige- og sociale kompetencer og gode relationer.

Det er vi i øvrigt rigtig dygtig til i Kolding kommune. Endda så meget at en selvejende institution nu ønsker at blive til en kommunal daginstitution.

Det giver, selv med liberale briller, ikke mening at vi som poltikke aktivt vil tiltrække private daginstitutioner.

Set i et økonomisk perspektiv, som de liberale jo ofte henviser til, så koster det endda mere om året at drive en privat end ved at det er kommunen som løser opgaven.

Derudover optager en privat institution selv sine børn efter ansøgninger fra forældrene. Derfor kan de indmeldte børn i Skovbrynet heller ikke automatisk regne med at få plads i en privat institution.

Samtidig skal vi som kommune sikre, at forældre som ønsker, at deres børn skal gå i en af kommunens gode institutioner med dygtig faguddannet personale kan få tilbudt en plads- Kort sagt betyder det at kommunen måske alligevel skal etablere ekstra pladser i byen da området er under pres. Det giver da ikke mening- Selv ikke for en liberal.

Det handler vist mest om symbolpolitik frem for sund fornuft.

De private er selvfølgelig velkommen, men det er de jo også allerede i dag.

Udgivet i Læserbreve
Tirsdag, 27 november 2018 07:01

Julemanden kommer sejlende til Kolding

Julemanden kommer også i år sejlende til Kolding.

Der er tilsyneladende mange søde børn i Kolding. I hvert fald har vi hørt rygter om, at julemanden planlægger at komme forbi Kolding på fredag.

Julemanden ankommer sædvanen tro med båd i Kolding inderhavn kl. ca. 16.45. Allerede fra kl. 16.15 er der god stemning og musik fra Vejen Garden på pladsen ved havnen.

Citytoget ”Lotte-Rie vil stå for transport af Julemanden og hans følge fra havnen til Akseltorv, hvor julemanden vil underholde på scenen foran rådhuset fra ca. kl. 17.30. Desuden vil han sammen med borgmester Jørn Pedersen tænde lyset på byens store juletræ. Der vil være underholdning fra Kolding Musikskole, og godteposer til alle de fremmødte børn, som har været søde i år.

- Det er ikke alle byer, der får besøg af julemanden, han kommer nemlig kun til de byer, hvor der bor søde børn. Men i Kolding har han heldigvis været her hvert eneste år, hvilket må betyde at børnene i Kolding er meget artige, siger borgmester Jørn Pedersen i en pressemeddelelse.

Sidste år var Akseltorv fyldt godt op af forældre og børn, der var mødt frem for at hilse og ønske god jul til julemanden, og Erhvervsklubben har igen i år har valgt at sponsorere en godtepose til alle de søde børn, der er i Kolding.

Julemandens ankomst arrangeres i et samarbejde mellem Kolding Kommune, City Kolding, Erhvervsklubben, Kolding Musikskole og Kolding Havn.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 27 november 2018 06:54

Sådan fejrer Nicolai Kolding Light festival

I forbindelse med Kolding Light Festival slår Nicolai komplekset dørene op til åbne huse.

Aktiviteter, mad og hygge for hele familien er grundeessensen, når der er åbne huse i Nicolai komplekset den 6. – 8. december i tidsrummet 17-21. Her vil alle husene åbne dørene i forbindelse med Kolding Light Festival.

Nicolai Gården bliver fra 6. december oplyst af en ny lysinstallation, designet af Jesper Kongshaug. I den forbindelse er der officiel åbning klokken 17 samme dag, hvor man kan nyde et glas og se den nye gårdbelysning blive tændt.

Nicolai for børn omdanner Nicolai Scene til Nordpolen med isbjørne, igloer, sælhunde og polarlys – det hele ved stuetemperatur. Billedskolen Nicolai er vært for en workshop, hvor man kan lave iskrystaller og videreudvikle landskabet i Nicolai Scene. Nicolai for børn har naturligvis også åbnet, så man kan pleje sine kreative evner og lyst til leg.

I Nicolai Kunst & Design kan man opleve udstillingen ARTLet. Bag den står BKF Sydjylland – og nogle af de udstillende kunstnere kan træffes i aftentimerne.

Bygning 5

Bygning 5 lægger hus til et væld af aktiviteter. Man kan besøge Kreative Hænder, der holder julemarked torsdag og lørdag, Udtryksposen byder på åben poetry jam torsdag, alle dagene kan man give sig i kast med serigrafisk tryk hos Ny Dansk Bølge og sidst men ikke mindst, så holder værestedet Space åbent i caféen i toppen af Bygning 5 – her byder de på en kop kaffe og en snak om, hvad Space og Bygning 5 er.

Hos Kolding Stadsarkiv kan man få svar på, om man kan læse historiske dokumenter i mørket, når alle interesserede inviteres ind i det historiske værksted. Her kan man høre mere om, hvad man kan finde på et arkiv eller hvilke digitale muligheder man har hjemme fra sofaen. Det hele tilsat pebernødder, kaffe og en snak.

Ingen åbne huse uden noget til ganen – og til åbne huse i Nicolai åbne Nicolai Cafés et madtelt midt i gården. Her kan man få varme retter, kaffe, drikkevarer og varme i kinderne.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30