Søndag, 17. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Mandag, 12 november 2018
Mandag, 12 november 2018 12:28

Nu skal veje og cykelstier rengøres

Nu skal de kommunale veje og cykelstier fejes og vaskes.

De kommende uger bliver de kommunale veje og cykelstier fejet og vasket. Blandt andet sand, blade, henkastet affald skal væk, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Den årlige efterårsrengøring bidrager blandt andet til at undgå, at rendestensristene stopper til, så vand ikke kan løbe væk fra vejene.

- Rengøringen hjælper til at holde vores omgivelser pæne, men det handler også om at forebygge oversvømmelse og vand på vejene. Hvis rendestensristene stopper til, kan vandet ikke løbe bort ved kraftig regn, og det skaber problemer for trafikken. Endelig hjælper fejningen til at holde ukrudt nede, så det ikke ødelægger belægningen, forklarer skov- og landskabsingeniør Lars Barsballe i pressemeddelelsen.

Vis hensyn

Godt 20 medarbejdere fordelt på to grupper vil være involveret i efterårsrengøringen.

- Hver gruppe kører i et ”tog” med to små fejemaskiner og to store maskiner, der både fejer, suger og vasker. Jeg håber, bilister og andre trafik vil vise hensyn og holde afstand, når de møder os, for vi fylder lidt på vejene, siger Lars Barsballe og fortsætter:

- Det ville også være rigtigt dejligt, hvis bilisterne så vidt muligt parkerer på egen grund i stedet for langt kantstenen, når vi kommer forbi med vores fejemaskiner. På den måde kan vi komme helt ind til kantstenen og gøre ordentlig rent.

I denne uge kører feje- og sugemaskinerne i Viuf, Almind, V. Nebel, Jordrup, Lunderskov og Vamdrup. I næste uge Kolding og i de følgende uger kommer turen til Vamdrup, Ødis, Stepping, Christiansfeld, Aller, Hejlsminde Sjølund og Sønder Bjert.

Grundejernes ansvar

Mens kommunens sørger for rengøring af kommunale veje og cykelstier, så er det grundejernes ansvar at holde fortove og private fællesveje rene.

- Som grundejer har man ansvaret for at renholde fortovet ud for egen grund. Ansvaret for private veje og private fællesveje er placeret hos grundejerne, der ofte vil være organiseret i en grundejerforening eller et vejlaug. Den allervigtigste opgave, når man gør rent, er at sørge for at holde rendestensristene rene, så vandet kan løbe bort, slutter Lars Barsballe.

Udgivet i Kolding

Storbritanniens mest succesrige hitmager, Cliff Richard, vender tilbage til Danmark i 2019 til to slotskoncerter.

Cliff Richard giver i 2019 to koncerter i Danmark. Det sker på to slotte - henholdsvis Gram Slot den 21. juni og Valdemars Slot den 22. juni.

Popikonet vender dermed tilbage til Danmark efter hans fire udsolgte indendørs koncerter i år. Desuden fejres 60-årsdagen for hans første single Move It. I forbindelse med markeringen af denne vigtige milepæl, udgiver Cliff Richard et nyt album med helt nye og originale sange. Albummet hedder Rise Up, og er Cliff's 104. officielle album-udgivelse.

I 60 år har Cliff indspillet næsten 1.300 sange, opnået 14 nummer ét singler, og syv nummer ét albums. Det vidner om en mand, som har været i stand til at ændre og tilpasse sig med tidens smag og forblive enormt populær. Denne evne kommer sågar til udtryk ved Cliff’s nyeste single Rise Up fra det kommende album, som allerede har opnået en førsteplads på Vinyl og Amazon hitlisten.

Billetsalget til de to slotskoncerter starter på fredag den 16. november klokken 11 via ticketmaster.dk.

Udgivet i Syddanmark
Mandag, 12 november 2018 09:41

Fundet i kloakken: Du tror det er løgn...

Forbrugere smider mange ting i toilettet, som ikke skal den vej. Det nyeste fund er dog formentlig et uheld.

BlueKolding har gjort et fund i kloakken, som fik dem til at spærre øjnene en ekstra gang op:

- Vi fandt et gebis. Vi tror på, at det er et uheld, fortæller kommunikationsleder hos BlueKolding, Tue Knudsen, til Kolding Netavis.

Gebisset, der dermed dukkede op på rensningsanlægget, stod ikke til at redde.

BlueKolding bruger omkring en million kroner om året på at rydde op efter nogle af Koldings forbrugere, der putter ting i toilettet, som ikke hører til der:

- Vi har blandt andet fundet cowboybukser og sågar en kat. Det er altså kun det, du har spist og drukket først (og selvfølgelig toiletpapir), der hører hjemme i toilettet, slutter Tue Knudsen.

Han tilføjer, at ting som engangsvaskeklude og vatpinde også stadig proppes i toilettet. Men det hører også til i skraldespanden.

Udgivet i Kolding
Mandag, 12 november 2018 06:07

TV-seriesnak om underlig humor

Vær med, når der snakkes om sjove TV-serier på Kolding Bibliotek.

Der er igen Seriesnak på Kolding Bibliotek, som denne gang blandt andet kommer til at handle om serierne Arrested Development og Community. Biblioteket får besøg af en selvudnævnt ekspert i ligegyldige emner, der gøre de fremmødte kloge på, hvorfor vi enten griner eller gaber over de mærkelige komedieserier.

Til seriesnak er der både oplæg og fælles diskussion, skriver Kolding Bibliotek i en pressemeddelelse.

Filosof Sebastian Plauborg Larsen introducerer og lægger op til diskussion, hvorefter alle er velkomne til at dele deres yndlings-serieøjeblikke, hade-serier og alt derimellem.

Seriesnak

Udbuddet af fænomenale tv-serier er efterhånden overvældende. Til Seriesnak ser deltagerne nærmere på et udvalg af serier under forskellige temaer, og deler deres holdninger om de serier, de har gang i, lige har set eller har set utallige gange.

- Mange mennesker bruger meget tid på at se de gode serier, men man får noget mere og ganske særligt ud af at dele oplevelsen med andre. Når man sætter ord på sin egen oplevelse, bliver man samtidig klogere på, hvorfor man egentlig griner, gaber eller græder over den, siger kulturformidler Christian Hundebøl Høj, der er en af initiativtagerne til Seriesnak.

Arrangementet foregår den 21 november i Bryggeriet på Kolding Bibliotek fra klokken 19-20.30. Det koster 20 kroner at deltage, og så er der sodavand og snacks til alle deltagere. Billetter købes på Kolding Biblioteks hjemmeside.

Udgivet i Kolding
Mandag, 12 november 2018 05:50

Nej til brugerbetaling

Læserbrev af Kirsten Normann Andersen, sundhedsordfører for SF og Karina Lorentzen, folketingskandidat i Trekantområdet, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Brugerbetaling i vores sundhedssystem er i vækst, og det giver en ulige adgang til sundhed. Derfor har SF kaldt Ældreministeren og Sundhedsministeren i samråd, for vi vil have svar på, hvordan ministrene vil sikre at syge – oftest ældre – ikke udskrives til kommunale akutpladser med egenbetaling, så de risikerer at vælge dem fra, fordi de ikke har råd.

I Danmark har vi i bund og grund et rigtig godt sundhedsvæsen, men på nogle punkter lever vi ikke godt nok op til idealet om et fair og lige sundhedsvæsen. Kommunerne overtager flere og flere sundhedsopgaver i forbindelse med at typisk ældre borgere bliver udskrevet tidligere fra sygehusene, må de på midlertidige ophold på kommunernes akutstuer, fordi de er for syge til at komme hjem – og her er der en stigende tendens til at opkræve penge for det. Kolding Kommune er ikke en undtagelse.

Her opkræves i omegnen af 130 kroner om dagen til bl.a. kost, og en måneds indlæggelse kan således løbe op i 1.560 kroner. Det er en sag, som SF tidligere har rejst lokalt - uden held i en tid, hvor budgetterne er under pres.

Syge og svage borgere må således have pungen frem for at betale for et ophold på et akuttilbud, da alternativet ved at tage hjem til sig selv er endnu værre, og det er dybt kritisabelt.

Brugerbetaling i sundhedsvæsenet skaber ulighed i sundhed, og vi mener, det er en ret i Danmark, at man kan få en lige og fair behandling i sundhedsvæsenet - uanset hvilken socialklasse man tilhører. Sundhed må ikke være et spørgsmål om man har råd.

Udgivet i Læserbreve
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juli 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31