Mandag, 27. maj 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 15 Januar 2019
Tirsdag, 15 Januar 2019 17:40

Kager med mug solgt i lavprisbutikker

Kager med mug er solgt kædens butikker i hele landet.

Aldi Danmark A/S tilbagekalder flere partier kanelgifler. Der er konstateret vækst af skimmel (mug) på kanelgiflerne i flere af pakningerne. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

Der er tale om "Bagekunst kanelgifler". De er solgt i 300 grams plasticposer. Poserne har bedst før dato: 21/01/2019, 28/01/2019, 29/01/2019, 04/02/2019.EAN stregkode: 25035865. Bagekunst kanelgifler er produceret i Tyskland og er solgt i Aldi butikker i hele landet - herunder Aldi på Haderslev og Lyshøj Allé i Kolding.

Forbrugerne rådes til at kassere kanelgifler fra ovenstående partier eller at levere dem tilbage til butikken, hvor de er købt.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 15 Januar 2019 17:35

Vintervejr: -Kør hjemmefra i god tid

Vinterens nattefrost betyder glatte veje om morgenen og dermed potentielt flere uheld på vejene. Kør hjemmefra i god tid, lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Topdanmark.

Denne uges frost, is og sne kan betyde flere ulykker i morgentrafikken. Kør hjemmefra i god tid for at undgå ulykker, lyder opfordringen fra forsikringsselskabet Topdanmark.

- Frost og glatte veje gør færdsel i trafikken farligere for alle om vinteren. Det gælder for lastbiler, biler, cyklister og fodgængere, siger Maiken Russ, skadeschef i Topdanmark, i en pressemeddelelse.

Sæt farten ned

Hold derfor tempoet i ro, når glatte veje, vinterregn og mørke kræver din fulde opmærksomhed. Kør hjemmefra i god tid.

- Vi oplever, at skaderne især sker i de perioder, hvor trafikken er tæt, og folk gerne vil hurtigt frem, siger Maiken Russ.

Husk at skrabe is af bilruderne, inden du begynder at køre. Undgå at have tunge ting som fx fliser, fyldte sække i bagagerummet, da det kan være livsfarligt ved en hård opbremsning.

Råd til vinterkørsel

• Skift til vinterdæk af en god kvalitet, da det mindsker risikoen for ulykker.
• Stå op i god tid om morgenen og lyt til vejr- og vejmelding.
• Skrab altid is og sne af bilruder, lygter og spejle, før du kører.
• Tag afsted i god tid.
• Kør altid efter forholdene.
• Giv tegn i god tid, når du skal svinge eller skifte vejbane.
• Sænk farten og hold afstand.
• Medbring en sneskovl, startkabler, refleksveste og tæpper i bilen.
• Undgå at have tunge ting i bilens bagagerum.
Sådan gør du, hvis bilen glider
• Træd på koblingen.
• Løft foden fra speederen.
• Ret op og styr bilen ligeud.
• Brems i ét og højst et par sekunder.
• Slip bremsen og styr bilen ind på kursen - styr og brems eventuelt flere gange, men kun i korte øjeblikke. Hak dig gennem svinget.
• Sørg for at styre med bløde, rolige bevægelser.

Eksempler på anmeldelser i vinterhalvåret

Hund tog skade

Modkørende bilist mistede kontrollen over sin bil grundet glat føre og høj fart og kom over i min side, så sammenstød var uundgåelig. Modpartens højre side ramte direkte ind i min front. Ved sammenstødet klemte min hund hundeburets front i stykker. Traileren, som var spændt efter bilen, blev ved sammenstødet hægtet af bilen og har også taget skade. Hunden er efterfølgende blevet tilset af dyrlæge.

Uheld i indkørsel til skole

I glat føre skred bilen, da jeg svingede ind i indkørslen til en skole. Bilen ramte et vejskilt og skred rundt i svinget og ramte en kantsten, så højre hjul er blevet trykket tilbage. Is på vejbanen fik mig til at glide over i den anden vognbane, og jeg ramte en bil, hvis kofanger knækkede. Jeg kørte 40 kilometer i timen.

Uheld ved snefygning

Tidligt om morgenen mistede jeg herredømmet over bilen på den sneglatte vej. Der var pludselig et stykke med 20 til 30 centimeter fygesne på vejen, som fik bilen til at trække mod venstre, indtil den med venstre front hårdt ramte en snevold efterladt i siden af vejen af en sneplov. Ved slaget begyndte bilen at snore rundt. Bilen endte med bagenden i et krat.

Udgivet i Syddanmark
Tirsdag, 15 Januar 2019 15:41

Endnu en butik lukker

Endnu en butik lukker. Denne gang er det i Kolding Storcenter.

Butikskæden Stof 2000, der har en butik i Kolding Storcenter, lukker tirsdag aften og åbner herefter ikke igen. Det oplyser kæden på deres hjemmeside.

Stof 2000 skriver:

- Vi er i øjeblikket i gang med en rekonstruktion af STOF 2000 A/S. Dårlig økonomi betyder, at vi ser os nødsaget til at lukke 15 butikker landet over. Vi er selvfølgelig kede af at lukke 15 butikker, men vi vil i den forbindelse rette vores fokus på de resterende 10 butikker, samt webshop, og gøre forsøget på at drive disse videre. Vi håber at se dig i en af vores andre butikker eller på stof2000.dk.

Stof 2000 oplyser på hjemmesiden, at butikken i Kolding er én af de butikker, der tirsdag drejer nøglen om.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 15 Januar 2019 15:39

Helt galt med skiltningen

Læserbrev af Hans Erik Adsbøl, Lucernehaven 20, Vonsild, 6000 Kolding.

Jeg har kontaktet den afdeling, der har med skiltningen i Kolding Kommune at gøre, for at gøre dem opmærksom på, at der efter min mening er noget galt med skiltningen nogle steder. Men det mener "de kloge hoveder ikke".

Trafikken, der kommer fra Blæsbjerggade mod Koldinghus, mange bilister drejer til højre ned mod Bredgade, og dem som kommer oppe fra Koldinghus, drejer til venstre ned mod Bredgade, det er forbudt fra begge steder man kommer fra, men skiltning er ikke oppe i øjenhøjde.

Næ, de står nede ved jorden, og dem som ikke kender Kolding, er drejet ned mod ensrettet vej inden de opdager det er forkert. Man kan bare tage et kig på de lystmaster, mange sikkert er kørt ind i. Der er ikke plads til to biler på det område.

Det er det samme med den grønne bølge igennem Kolding. Det virker heller ikke, og kan ikke ændres er beskeden.

Kolding er proppet med bilkøer. Hvorfor er man da ikke på forkant med det, man må tage sig til hovedet engang imellem. Jeg spørger bare.

Udgivet i Læserbreve
Tirsdag, 15 Januar 2019 15:27

Nyt boligområde på vej i Vamdrup

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune sætter gang i planlægningen af et nyt boligområde i Vamdrup med plads til omkring 40 nye parcelhuse.

Vamdrup mangler byggegrunde og derfor ønsker Kolding Kommune at etablere et nyt boligområde i det naturskønne område i den sydvestlige del af byen på Hvidkærgårdsvej. Kommunen har planer om at erhverve et ca. 7,2 hektar stort område og udstykke det til cirka 40 parcelhusgrunde. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

I første omgang kræver det en lokalplan at realisere det nye boligområde og Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har derfor givet grønt lys til at udarbejde en ny lokalplan for området.

- I udvalget har vi fokus på at styrke udviklingen i vores centerbyer og det kan vi kun sikre, hvis vi sørger for at have et udbud af attraktive byggegrunde. Det får vi i Vamdrup med det nye boligområde, siger Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.

Når et forslag til en lokalplan ligger klar, skal det sendes i høring. Det sker i løbet af foråret. Herefter skal området byggemodnes og forventningen er, at de nye byggegrunde kommer til salg næste år.

Lokalplan-forslaget lægger op til, at husene må bygges i op til to etager og maksimum 8,5 meters højde, og stiller krav om husenes udformning for at sikre en god sammenhæng til omgivelserne og mellem husene.

Naturskønt tæt på Kongeåen

Det nye boligområde ligger på den modsatte side af en nyere boligudstykning på Hvidkærgårdsvej, hvor der i dag er udstykket 10 parcelhusgrunde, der delvist er solgt og bebygget. Placeringen er naturskøn op til åbne marker og tæt på Kongeåen. Centralt på arealet ligger den bevaringsværdige gård Bastrupsminde.

- Med lokalplanen skal vi sikre, at vi kan bevare Bastrupminde og samtidig skal vi også beskytte det fredede dige i området. Desuden skal vi med lokalplanen sørge for gode forhold for trafikanterne i området, forklarer Birgitte Kragh.

I områdets nordlige del kommer et grønt fælles friareal, der skal sikre udsynet til Vamdrup Kirke og med plads til et regnvandsbassin og opholds- og legearealer.

Adgang til området bliver etableret med to adgangsveje fra Hvidkærgårdsvej.

Udgivet i Vamdrup
Tirsdag, 15 Januar 2019 14:31

Her er navnene til "Sommer ved søen"

Nu er navnene offentliggjort til dette års udgave af "Sommer ved søen".

Sommerens udgave af "Sommer ved søen" ved Slotssøen i Kolding får i år besøg af etablerede navne.

Tirsdag blev navnene på årets kunstnere offentliggjort. Følgende navne gæster "Sommer ved søen":

27. juni: Thorbjørn Risager

4. juli: Moonjam

11. juli: D/troit

18. juli: Laura Mo

25. juli: Østkyst Hustlers

1. august: The Boss.

Koncerterne finder sted om torsdagen. Pladsen åbner klokken 18 og selve koncerten starter klokken 19.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Januar 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31