Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Lørdag, 02 november 2019
Lørdag, 02 november 2019 16:08

Føtex modtager gerne din julesok

Nu modtager Føtex i Vonsild børnenes julesok.

Nu er det frem med børnenes julesok. Den kan nemlig afleveres i Føtex på Vonsildvej i Vonsild. Hver søndag i advent vil der så være en gave i julesokken, oplyser Føtex på Facebook.

Deltagere med julesokker må højest være 12 år. Men der kan søges om dispensation, lyder det spøjst fra Føtex:

- Der kan ydes dispensation hvis man kommer med gaver til personalet og det er udelukkende personalet der vurderer om den gave man kommer med berettiger til en dispensation.

Julesokker skal afleveres senest den 25. november i kundeservice. Herefter bliver julesokkerne hængt op i butikken.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 02 november 2019 07:27

Bosch Car Service åbner igen i Kolding

Nordjysk Diesel-Elektro har opkøbt Aunetto Kolding A/S og åbnede fredag et Bosch Car Service værksted i Kolding.

Aunetto Kolding A/S på Ole Rømers Vej i Kolding er blevet opkøbt af Nordjysk Diesel Elektro A/S.

Virksomheden har de senere år investeret markant i ny teknologi og kan i dag tilbyde fejlfinding, kodning og opdatering med Bosch testere eller originale testere på de fleste bilmærker.

- Vi har succes med at tilbyde service og reparation uden ventetid i vores afdelinger rundt i Danmark, og glæder os nu til, at tilbyde kunderne i Kolding samme service, fortæller direktør og indehaver Torben Hansen i en pressemeddelelse.

Drive In Service

- Vi tilbyder service eller reparation uden ventetid, vi har Drive In Service, hvilket betyder, at du kan komme til uden at have bestilt tid eller vælge at booke online - og det er uden at gå på kompromis med kvaliteten. Vi sikrer stadig at arbejdet udføres korrekt første gang, slutter Torben Hansen.

Værkstedet oplyser, at kunderne beholder fabriksgarantien og der tilbydes lånebiler samt prisgaranti.

 

Udgivet i Erhverv
Lørdag, 02 november 2019 06:43

To ud af tre julekoncerter udsolgt

Der er rift om billetterne til årets julekoncert med Stig Rossen.

Kolding Flisepudser Laug af 1985 arrangerer tre julekoncerter med Stig Rossen og gæstesolist Jasmin Gabay lørdag den 7. december i Brændkjærkirken i Kolding. Koncerterne klokken 15 og 17.30 er begge udsolgt, men man kan stadig købe billetter til klokken 20.

Jasmin Gabay kendes fra DR’s Den store bagedyst 2018 og hendes stemme fra Dansk Melodi Grand Prix 2019, hvor hun deltog med den latininspirerede ”Kiss Like This”. Som korsanger har Jasmin optrådt med blandt andet Mariah Carey i Sverige og herhjemme på Careys juleturné i 2018. Hun har været fast korsanger for Patrick Dorgan og var i 2017 med i Kiev til Eurovison som stærk backing for Anja Nissen.

Stig Rossens 25. juleturné

Stig Rossen med kor og orkester er på juleturné for 25. gang. Stigs repertoire består af de smukkeste og mest elskede, danske julesalmer blandet med de bedste sange fra hans store, engelsksprogede repertoire.

- Flisepudserne er selvfølgelig ekstra glade for, at vi for 25. år i træk kan byde publikum ind til 3 julekoncerter den 7. december. Der har altid været udsolgt, og det bliver der igen i år, fortæller oldermand Otto Skak fra Kolding Flisepudser Laug i en pressemeddelelse.

- Vi har arrangeret koncerterne alle årene, samtidig er vi med til at give de fremmødte en rigtig god oplevelse i julemåneden. Det er på den måde, vi samler penge ind, som humanitære formål i Kolding kan få glæde af. Brændkjærkirken danner den flotteste ramme om koncerterne, siger Otto Skak.

- Julekoncerterne med Stig Rossen er hvert år bygget op om del af julens budskaber. Når Stig Rossen drager på Danmarksturné med sit juleshow, er det netop hygge og nærvær, som står allerøverst på repertoiret, slutter oldermanden.

Billetter til koncerten klokken 20 i Brændkjærkirken kan købes her...

Udgivet i Kolding
Lørdag, 02 november 2019 06:38

Seks byggegrunde solgt i Christiansfeld

Seks byggegrunde er allerede solgt.

Der har været stor interesse for de nye byggegrunde i udstykningen Sønderkobbel. Allerede nu er seks af grundene solgt.

I alt består den nye udstykning af 24 grunde. Grundene ligger i den nordøstlige del af Christiansfeld mellem Allervej og Gl. Allervej. Mod nord ligger boligområdet Steenbjerg og mod vest Luneskoven.

- Vi oplever en stor interesse. Da vi havde informationsmøde på stedet, kom der mange interesserede og lige efter fristens udløb i tirsdags havde vi altså solgt seks af de 24 grunde. Vi forventer, at der snart er købstilbud på endnu flere grunde, fortæller Ditte Pagh Sørensen, Ejendomskonsulent i Strategisk Vækst, i en pressemeddelelse.

Grundene har kort afstand til UNESCO-byens smukke bymidte, indkøbsmulighederne i Lindegade og byens daginstitutioner og skole.

Grundene udgør 1. etape af et nyt boligområde, som forventeligt kommer til at rumme op mod 100 boliger. Det er første gang siden 2007, at der udbydes nye byggegrunde i honningkagebyen.

Udgivet i Christiansfeld
Lørdag, 02 november 2019 06:18

Multitalent besøger Kolding

Multitalentet Kim Fupz Aakeson besøger Litteratur6000.

Nu kan du møde forfatter Kim Fupz Aakeson. Hør ham fortælle om at skrive historier ved et foredrag på Kolding Bibliotek.

Kim Fupz Aakesons foredrag handler om at få ideer, om at skrive hver dag, om hvorvidt Snehvide er en god hovedperson eller ej og om struktur, research og elefanter i henholdsvis film og litteratur. Hans seneste roman for voksne, ”Bådens navn”, der var nomineret til DR Romanprisen i år, vil også blive inddraget i aftenens foredrag, som er arrangeret af Litteratur6000. Foredraget henvender sig primært til voksne, oplyser Litteratur6000.

Kim Fupz Aakeson, som er født i 1958, er et særdeles alsidigt talent og har mere end 70 vidt forskellige værker bag sig. Mest berømt er han måske for sine mange børnebøger, bl.a. bøgerne om Vitello, og det var som børnebogsforfatter han debuterede i 1984. Hans bøger for voksne har uretfærdigt stået lidt i skyggen heraf, men de er mindst lige så velskrevne, fængende og vedkommende. De omfatter indtil videre ni romaner samt noveller.

Den første voksenroman, Min Laslo, udkom 1993. Men fortælletalentet stopper ikke her, for egentlig er Aakeson uddannet som manuskriptforfatter på Statens Filmskole, og han har da også skrevet en del radiospil, teater- og filmmanuskripter. Af de kendteste film han står bag kan nævnes Den eneste ene og senest den meget roste Unge Astrid om Astrid Lindgrens ungdomsår. Og så har han desuden arbejdet som tegner og illustrator samt tegneserieforfatter. Karakteristisk for hans værker er forholdet mellem det komiske og det tragiske: personer der aldrig får det de ønsker og hvis kommunikation aldrig lykkes men står uforløst og mangelfuld, skildret fra en skæv og humoristisk vinkel.

For al denne flid og sit store talent har Kim Fupz Aakeson modtaget utallige litterære priser, blandt andet Kulturministeriets Børnebogspris, Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat og en Æresbodil for sit bidrag til dansk film.

Foredraget finder sted på Kolding Bibliotek mandag den 11. november klokken 19. Billetter til foredraget kan købes via www.litteratur6000kolding.dk.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Februar 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28