Fredag, 15. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
 
Kolding Netavis | Kolding

En ny lokalplan skal bane vej for en bydel i Vonsild i den sydlige del af Kolding med plads til omkring 400 boliger, en dagligvarebutik, grønne arealer og stiforbindelser til Dalby Møllebæk.

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har netop givet grønt lys til at igangsætte arbejdet med at udvikle en lokalplan for en ny bydel, der skal ligge på et 40 hektar stort areal syd for Vyffs Vej, Langholm og den nye udstykning på Blåbærvej, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse:

- Den nye bydel får en attraktiv beliggenhed tæt på naturskønne arealer og den nye motorvejstilkørsel ved Ødis. Lokalplanen skal lægge op til en god blanding af boligtyper, der kan matche forskellige behov, og samtidig er det tanken, at de bevaringsværdige bygninger, diger og markante beplantninger i området skal fastholdes og bidrage til at sikre et godt miljø i det nye område, siger formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh.

Fordelingsvej

Den nye bydel skal vejbetjenes via den eksisterende rundkørsel på Vonsildvej. Herfra skal der planlægges en fordelingsvej med stamveje og boligveje til områdets forskellige boligområder.

- I planlægningen vil det være vigtigt at sætte fokus på at skabe et stisystem med god adgang til skolen og daginstitutionen, der ligger vest for Vonsildvej og til den nye dagligvarebutik, de grønne arealer langs Dalby Møllebæk og til de eksisterende boligområder, fremhæver Birgitte Kragh.

Den nye bydel forventes at kunne rumme omkring 400 boliger i form af parcelhuse, rækkehuse og etagebyggeri i op til 2 etager med en højde på maksimalt 8,5 meter. Intentionen er, at lokalplanen skal give plads til såvel traditionel som moderne arkitektur.

Derudover skal lokalplanen bane vej for en dagligvarebutik på 1200 kvadratmeter umiddelbart ved den eksisterende rundkørsel på Vonsildvej. Arealerne langs Dalby Møllebæk bliver udlagt til natur- og friluftsarealer. Endelig skal der i planlægningen fastlægges områdets infrastruktur i form af veje og regnvandsbassiner mv.

Lokalplan klar til foråret

I det videre arbejde lægger udvalget vægt på, at lokalplanen bliver skabt i tæt samarbejde med udviklere og de tre lodsejere, der har ejendomme på arealet. Forventningen er, at lokalplanen kommer i otte ugers høring efter nytår og kan godkendes af Byrådet i foråret 2020.

Udgivet i Vonsild
Torsdag, 03 oktober 2019 05:31

Åbningsfest for ny genbrugsplads

Pladsen mangler stadig at blive indviet. Derfor er både børn og voksne inviteret til åbningsfest.

Kolding Kommune har med den nye genbrugsplads på Bronzevej 3 fået en ny arena for affald, genbrug og cirkulær økonomi.

Jakob Ville (V), formand for Teknik- og Klimaudvalget, håber, at mange vil kigge forbi til åbningsfesten 10. oktober og få øjnene op for de mange muligheder, området har.

- Alt det der sker på Bronzevej er faktisk en helt ny måde at drive en genbrugsplads på. Vi skal have ændret synet på affald, så genbrugspladsen ikke længere er sidste station på vejen for materialer. Der er nemlig en del gode ting, der stadig er brugbare, selvom de er indleveret som affald. Derfor giver det mening, at de ting får nyt liv. Gennem genbrug er vi med til at holde forbruget af nye ressourcer nede, og det er den vej, vi skal gå som cirkulær kommune med fokus på bæredygtighed, siger Jakob Ville i en pressemeddelelse.

Hjertet i arenaen består fysisk af den spritnye genbrugsplads og en tilstødende hal. Den venstre hjertehalvdel er genbrugspladsen, hvor hele området er indrettet ud fra tanken om, at affald først er affald, når fantasien slipper op. Det betyder blandt andet, at borgerne fra 10. oktober 2019 må tage brugbare ting med sig hjem de fleste steder på netop denne genbrugsplads. Den højre hjertehalvdel er hallen. I hallen har alle kommunens borgere, fra børnehave til pensionistklub, mulighed for at få mere viden om affald og genbrug.

Jakob Ville uddyber:

- Det er netop synergien mellem genbrugsplads og hal, vi gerne vil fremhæve til åbningsfesten. Samtidig vil vi gerne vise, hvordan en moderne genbrugsplads er fleksibelt indrettet, så borgernes sikkerhed og deres behov for at komme af med affaldet døgnet rundt bliver tilgodeset, samtidig med at pladsen er fremtidssikret i forhold til de øgede mængder affald, vi forventer de næste årtier.

Jakob Ville står for den officielle indvielse af Bronzevej 3 kl. 15.00, men der sker noget for alle hele dagen:

Børn og nysgerrige voksne kan både få et kig ind i skraldebilen, presse æbler til most og bygge møbler af materialer indleveret på genbrugspladsen. Det vil selvfølgelig også være muligt at få en rundvisning på genbrugspladsen og blive klogere på, hvad der sker med det madaffald, man sorterer i sit køkken.

I løbet af dagen kan man høre de sprælske stomp-musikere fra HeartBeat Group være hurtige på stikkerne, når de trommer på forskelligt affald, og man kan lytte til musik med seje MGK-elever fra Kolding Musikskole.

Program

Det går løs hele dagen kl. 10-17

• Få en rundvisning på den nye genbrugsplads
• Kom til mini-workshop i Skatkammeret
• Bliv klogere på (mad)affald med Renovations formidlingstjeneste RE:LAB
• Byg dit eget møbel af genbrugsmaterialer
• Kom helt tæt på skraldebilen
• Pres din egen æblemost. Husk æbler og flasker til mosten. Bemærk, kun til kl. 15.00.
• Hør de sprælske stomp-musikere fra HeartBeat Group være hurtige på stikkerne og lyt til musik med seje MGK-elever fra Kolding Musikskole

Klokken 15 er der officiel indvielse: Jakob Ville (V), formand for Teknik- og Klimaudvalget, åbner det nye genbrugscenter.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 03 oktober 2019 05:17

Ny bestyrelse efter turbulent periode

Vamdrup Handelsforening har fået så godt som en helt ny bestyrelse.

Valget har fundet sted på en ekstraordinær generalforsamling, som fandt sted 24. september. Årsagen til at der måtte indkaldes til ekstraordinær generalsamling skyldes intern uenighed i den gamle bestyrelse, skriver netavisen Sebro Press.

Uenigheden gik så vidt, at foreningens næstformand, Freddy Christensen (Vamdrup Biler, red.) med øjeblikkelig varsel valgte at forlade bestyrelsen, og lidt senere fulgte den ellers ret nyvalgte formand, Tommy Lass (Vamdrup Laser Teknik Design, red.) efter, ligeledes med øjeblikkelig varsel. Endvidere har Tommy Larsen (Maler Tommy, red.) også forladt bestyrelsen, skriver netavisen.

Den nye bestyrelse ser således ud: Anette Mehlsen, Partyland/Jawa Rengøring (formand), Henrik Jørgensen, Vamdrup Kino (næstformand). Thomas Beyer, ABC Lavpris (sekretær). Karen Kiel, Pusterummet, kasserer og som menigt medlem sidder Johnny Poulsen fra Hotel Vamdrup nu i bestyrelsen. Gitte H. Andersen fra Vamdrup Apotek er suppleant.

Det vides ikke hvad den direkte årsag er til uenigheden i den gamle bestyrelse gik ud på. Men foreningen har senest været igennem en meget turbulent periode. Som tidligere fortalt i Sebro Press, så blev chefen for foreningens avis, Vamdrup Ugeblad, tidligere på året øjeblikkeligt smidt på porten og anklaget for bedrageri. Endvidere har der også inden for den seneste tid været store udskiftninger i personalet på Vamdrup Ugeblad.

Kilder fortæller her til netavisen Sebro Press, at handelsforeningen meldt den tidligere bladchef til politiet, og i denne forbindelse er der en retssag på trapperne. Og modsat er der måske også en sag på vej fra den fyrede bladchef over for foreningen for ulovlig fyrring.

De involverede parter holder imidlertid yderligere oplysninger om sagen meget tæt ind til kroppen. Derfor har det ikke på nuværende tidspunkt ikke været muligt at få oplyst, hvor stort et beløb handelsforeningen mener sig bedraget for af den tidligere bladchef, skriver Sebro Press.

Udgivet i Vamdrup
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30