Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Kolding Netavis | Kolding

Konservative stiller med stærkeste hold i Kolding.

Senest den 17. juni 2019 skal der afholdes folketingsvalg i Danmark.

Det Konservative Folkeparti i Kolding har derfor nu to kandidater klar til valget. Niels Flemming Hansen bliver spidskandidat i Sydjyllands storkreds, mens Knud Erik Langhoff, tidligere byrådsmedlem og formand for teknik og miljø i Kolding, bliver kandidat i Kolding-kredsen.

Sydjyllands stemme på Borgen

Knud Erik Langhoff har med sin erfaring i lokalpolitik et indgående kendskab til problematikkerne i Trekantområdet. Knud Erik Langhoff skal være Trekantområdets stemme til det kommende folketingsvalg. Et fokus, som også deles af Niels Flemming Hansen:

- Vi skal have en stærk konservative stemme på Christiansborg, som kan sætte Trekantsområdet – og i særdeleshed Syddanmarks - udfordringer frem i lyset. Lige nu har Det Konservative Folkeparti ikke nogen repræsentation fra Sydjyllands Storkreds. Det skal vi have lavet om på. Jeg har igennem længere tid gerne set Knud Erik på holdet, og nu lykkedes det. Som holdet ser ud nu, har vi 50% tradition og 50% fornyelse, og jeg føler mig overbevist om, at det er det, som det borgerlige Syddanmark har brug for, siger Niels Flemming Hansen i en pressemeddelelse.

Valgkampen er lige om hjørnet

Sammensætningen af kandidater i Syddanmark er også noget, der er blevet bemærket af partiformand, Søren Pape Poulsen:

- Jeg må sige at det er nogle meget stærke kræfter, vi stiller op med i Sydjyllands storkreds. De dækker et bredt udsnit af befolkningen, og kombinationen af unge og voksne kræfter virker god. Jeg er sikker på, at de kommer til at kæmpe dag og nat, og skal forhåbentligt nok give pote, så det bliver et godt valg for Det Konservative Folkeparti i Syddanmark.

Udgivet i Kolding
torsdag, 18 oktober 2018 15:21

Lad p-vagten få sin nattesøvn

Åbent brev til direktionen for Sygehus Lillebælt Kolding: Lad p-vagten få sin nattesøvn.

Læserbrev af Geert Madsen, Septembervænget 31, 6000 Kolding.

Kære direktion.

Næste gang I skal holde møde, synes jeg, I skal drøfte, om det virkelig er nødvendigt med en p-vagt om natten på parkeringspladserne foran Akutmodtagelsen. Årsagen til min opfordring er den ganske enkle, at en af mine bekendte har fået en bøde på 510 kr. for at holde ”ulovligt” på pladsen, efter at p-vagten har lavet en såkaldt observation fra kl. 03.12 til 03.25, hvorefter han fandt bødeblokken frem.

Jeg ved godt, at p-vagten passer sit arbejde, selv om han nok havde bedre af en god nats søvn, så det er ikke ham, jeg er utilfreds med. Det harmer mig imidlertid, at en person, som om natten får brug for hjælp i Akutmodtagelsen, skal vende tilbage til sin bil med et bødeforlæg i vinduet.

Historien kort fortalt: Vedkommende får en tid hos vagtlægen 21.15 og parkerer foran Akutmodtagelsen kl. 21. Stiller p-skiven med vished om, at han er tilbage ved bilen, inden der er gået tre timer – altså kl. 24. Vagtlægen skønner imidlertid, at min bekendt skal gennem en række undersøgelser, som trækker ud til langt ud på natten. I en sådan situation er det vel OK, at han ikke lige tænker på, at han kun må holde lovligt til kl. 24. Mange andre ting går helt naturligt gennem hans hoved.

Nu vil I nok sige, at der i Akutmodtagelsen er en ”stander”, hvorfra det er muligt at få lov til at holde længere end tre timer, men hvem tænker lige på det, når der skal tages hjertekardiogram (EKG), blodprøver, og lægen er i gang med sine undersøgelser?

Jeg ved ikke, hvilken aftale Sygehus Lillebælt Kolding har med det pågældende vagtselskab (håber ikke det er en provisionsaftale), men kan vi ikke blive enige om, at det er helt ude i hampen at have en p-vagt gående om natten for at se, om der nu skulle være en enkelt eller to, der holder for længe. Og kan vi ikke blive enige om, at næppe ret mange borgere parkerer for sjov foran Akutmodtagelsen kl. 03.30.

Selv om min bekendt efterfølgende har fået eftergivet sin p-bøde, fordi der i sygehusets administration var en person med konduite, vil jeg gerne fastholde min opfordring til direktionen om at drøfte, om der virkelig er brug for en p-vagt om natten foran Akutmodtagelsen. Det bør ikke blive et punkt på dagsordenen, som I skal bruge mange minutter på at finde svaret på.

Udgivet i Læserbreve
torsdag, 18 oktober 2018 04:50

Bus til banegården

Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), medlem af Teknik- og Klimaudvalget, Mosegyde 11, Hejls.

Dansk Folkeparti har længe arbejdet for, at bybusserne skulle have stoppested på banegårdspladsen. Nu er arbejdet – omsider – i gang. Den 1. december skal linje 3 gerne køre via banegårdspladsen og have stoppested der.

Det er første skridt. Dansk Folkeparti ser gerne, at flere linjer og om muligt alle, passere banegårdspladsen. Dels kan man lettere kom til og fra banegården med sin bagage og dels skal de store busser ikke hænge i trafikken i Fredericiagade.

Ideen om at det skulle gavne nogen, at mennesker der skal fra tog til bus, eller omvendt, skal have ekstra langt at gå og at det skulle være en kvalitet, at have den mest øde banegårdsplads i Danmark er helt forfejlet. Når man kommer til en by, skal der i stedet være liv og det skal let at bruge den offentlige trafik.

Der er brug for omtanke, når vi udvikler vores offentlige pladser og den kollektive trafik. Vi skal have udvikling og ikke afvikling af bybusserne.

Udgivet i Læserbreve
torsdag, 18 oktober 2018 04:42

Husk p-pladser til bilerne i Kolding

Læserbrev af Jørn Dohrmann (DF), medlem af Europa-Parlamentet, Drenderupvej 30, 6580 Vamdrup.

I Kolding vil entreprenørvirksomheden Daugaard Pedersen bygge et syvetagers kontorhus på hjørnet af Sdr. Havnegade og Buen på den tidligere Gimbel-grund.

Kommunen er naturligvis glad for byggeiveren, og byudvikling er for så vidt også en god ting.

I Kolding sker der dog ofte det, at man glemmer at gøre plads til bilerne, hvilket er til stor gene for byens borgere og de udefrakommende gæster.

For eksempel er der tæt ved den omtalte grund ofte svært for de unge studerende, der kommer i biler fra hele oplandet, at finde plads til at holde på.

Det duer simpelthen ikke. Kommunen ville sikkert gerne tvinge folk over i offentlig transport, men for langt de fleste, der bor på den anden side af byskiltet, er busserne ikke et alternativ.

For dem, der skal bruge Koldings ”finanscentrum”, hvad enten de er kunder eller arbejder der, er det også vigtigt, at man ikke skal cirkle rundt i en halv time for at finde et sted at parkere.

Derfor håber jeg, at man denne gang vil lade være med at nedprioritere bilerne og huske at lave parkeringsmuligheder i forbindelse med samme spadestik.

Udgivet i Læserbreve
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31