Tirsdag, 22. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Torsdag, 19 september 2019

YouSee fortsætter med at vildlede kunderne, oplyser Discovery Networks Danmark.

Selvom Discovery Networks Danmark tydeligt har meldt ud, at deres kanaler ikke kommer til at være en del af YouSees Bland Selv løsning, fortsætter YouSee med at melde ud til kunderne, at der stadig er forhandlinger i gang om den løsning. Det er ikke korrekt, lyder det nu fra Discoverys direktør Christian Kemp.

Efter at det tirsdag kom frem, at Discoverys 11 kanaler ikke længere bliver en del af YouSees faste tv-pakker efter 1. januar 2020, har YouSee holdt fast i, at kanalerne fremadrettet vil kunne til tilvælges gennem deres Bland Selv løsning. En udmelding, der vækker stor forundring hos Discovery, der har meldt klart ud, at det aldrig kommer til at ske.

- Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor YouSee til sine mange utilfredse kunder på Facebook og i pressen bliver ved med at gentage, at de har stor tiltro til, at de fortsat kan tilbyde vores kanaler via Bland Selv. Det kommer ikke til at ske, fordi Yousee i sine pressemeddelelser jo helt åbenbart selv har fravalgt Discovery som partner i deres forretning til fordel for NENT og TV2. Der er ingen forhandlinger mellem os, så YouSee vildleder simpelthen sine kunder, siger CEO for Discovery Networks Danmark, Christian Kemp, i en pressemeddelelse.

Dermed slår Discovery fast, at forhandlingerne med YouSee er ophørt, så længe disse kun indbefatter en Bland Selv løsning for Discoverys 11 kanaler.

Discovery fortsætter ufortrødent

YouSee afskærer med sin beslutning om at ekskludere Discovery-kanalerne fra deres faste tv-pakker kunderne fra masser af danskproduceret indhold og store sportsrettigheder, herunder landsholdet, OL, Superliaen, Europa League, Giro d’ Italia og store Grand Slam-turneringer. Discovery understreger dog, at ingen danskere mister muligheden for at se deres favoritsport eller underholdningsprogram:

- Ingen danskere mister muligheden for at se landsholdet eller OL. Det kommer de stadig til at kunne se på Kanal 5, så længe de bare har en tv-pakke hos en af de mange andre gode tv-distributører, der findes i landet, eller ved at købe Discoverys streamingtjeneste Dplay, hvor der er adgang til alt vores indhold og kanaler, siger CEO for Discovery Networks Danmark, Christian Kemp.

Udgivet i Kendte
Torsdag, 19 september 2019 05:23

På vej mod rekordår for udstykninger

Der er fortsat befolkningstilvækst i Trekantområdet – og derfor er der travlt hos TREFOR Varme, der leverer miljørigtig fjernvarme til området.

Blandt andet til nye udstykninger, hvor fjernvarmen bliver lagt ind i udstykningen, og – såfremt de kommende beboere vælger fjernvarme – derefter bliver ført ind i selve huset. Det er der mange, der gør:

- Vi har så travlt i øjeblikket, at rekorden fra sidste år allerede er slået, selvom vi ikke er færdige med året endnu,” siger Helge S. Hansen, der er varmeforsyningschef i TREFOR Varme, i en pressemeddelelse.

I 2018 tilsluttede TREFOR Varme 450 glade nybyggere til fjernvarmenettet, hvilket er den hidtidige rekord. Men allerede i årets første otte måneder er det samlede tal oppe på 645 tilslutninger, lyder det fra selskabet.

- Vi kan jo godt forstå det. Fjernvarme er både det mest økonomiske og den mest praktiske løsning, så hvis man har en mulighed for at vælge det, så er det en god idé,” siger Helge S. Hansen med et glimt i øjet.

Fjernvarme er klimavenligt

Men det er nu ikke kun fordi kunderne pludselig ser lyset, at fjernvarmen går frem, siger han:

- Fjernvarme er klimavenligt. Det er ikke noget nyt, men der er kommet et nationalt fokus på klima med regeringens ambition om at reducere CO2-udslippet med 70 procent i 2030. Det kan være en årsag til, at vi ser en stigning i fjernvarmekunder i området.

Glæde hos Dansk Fjernvarme

Hos fjernvarmeselskabernes brancheorganisation, Dansk Fjernvarme, glæder man sig over den lokale udvikling. Også på landsplan er der opbakning til fjernvarmen, hvor der de seneste fem år er kommet i gennemsnit 20.000 nye kunder til den grønne fjernvarme.

- Det er en rigtig flot udvikling - både hos TREFOR Varme og i resten af landet – at forbrugerne vælger en grøn og miljørigtig løsning som fjernvarme, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Kim Mortensen.

På landsplan består fjernvarmen af mere end 61 procent vedvarende energi, mens branchen er godt på vej til helt at udfase de fossile brændsler.

Tallene for 2019 er opgjort fra 1. januar – 31. august og dækker nybyggede huse med fjernvarmetilslutning.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 19 september 2019 05:07

Kom til modelcasting i storcentret

Drømmer du om at stå foran et kamera? Og kunne du tænke dig at blive model? Så tøv ikke med at møde op til casting. Nu har du nemlig chancen.

Le Management caster nye modeller i Kolding Storcenter søndag den 29. september. Le Management opfordrer unge til at deltage i castingen.

Krav til de kommende modeller

• For piger: minimumshøjde 170 centimeter (medmindre man stadig vokser.)

• For drenge: minimumshøjde 183 centimeter (medmindre man stadig vokser.)

Alle er velkommen til at deltage i castingen. Der opfordres til at møde op uden eller med ganske lidt makeup for at fremme dit naturlige look.

Castingen vil tage omkring 10 minutter, som inkluderer en uformel samtale samt et billede eller to.

- Det er svært at definere, hvilke modeller Le Management er på udkig efter, da dette ofte afhænger af markedet og tendenser nu og her, men generelt kan man sige, at vi altid leder efter smukke unge mennesker med et sundt look og en god udstråling, siger Anna Maria Munk, scouting-ansvarlig hos bureauet, i en pressemeddelelse.

Fakta

Le Management er et af de førende bureauer med over 500 danske modeller. 100 af disse er centreret i Aarhus. Le Management elsker udfordringer og imødekommer disse med en kontant nysgerrighed, en kreativ tankegang og en ægte dedikation.

Bureauets kerneværdier, som er tid og omsorg for den enkelte model, er med til at skabe nogle trygge rammer for det kommende modelarbejde.

Castingen finder sted søndag den 29. september i Kolding Storcenter fra klokken 13 til 15.

Udgivet i Kolding

Ny undersøgelse viser, at flertallet af koldingenserne har en indboforsikring. Til gengæld ved de ikke meget om forsikringens dækninger – eksempelvis kender to tredjedele ikke den vigtige ansvarsdel.

Hvis du uforsætligt kommer til at skade en anden person, kan det blive en meget dyr affære. Du kan blive gjort erstatningsansvarlig for både seks- og syv cifrede beløb. Heldigvis er mange borgere i Kolding i det tilfælde hjulpet af at have en indboforsikring, skriver If i en pressemeddelelse.

Til gengæld viser beregninger fra en YouGov-undersøgelse, at mere end 64.000 i Kolding Kommune er uvidende om, at deres indboforsikring faktisk indeholder en ansvarsforsikring, der træder i kraft, hvis du kommer til at volde skade på en anden person eller dennes ting. Blandt de 18 til 29-årige er det endnu færre, der kender til den vigtige del, der gælder ens personlige ansvar.

- Det kommer bag på os, hvor få, der er klar over, hvad indboforsikringen indeholder. Især uvidenheden om ansvarsforsikringen er bekymrende, da det kan have alvorlige økonomiske konsekvenser, hvis uheldet er ude. Det gælder naturligvis for den store gruppe, der ikke har en indboforsikring, men det er jo endnu værre, hvis du er dækket, men ikke er klar over det, og derfor betaler selv, siger kommunikationschef Birgitte Ringbæk i pressemeddelelsen.

Hun pointerer, at ansvarsdelen kan blive den vigtigste del af indboforsikringen.

Tror ulykkesforsikringen dækker

Ifølge undersøgelsen er der flest koldingensere, der tror, at det er ulykkesforsikringen, der vil dække, hvis du volder skade på andre eller andres ting, og færre der rent faktisk ved, at det er indboforsikringen, der træder i kraft. Det viser ifølge Birgitte Ringbæk, at der er et stort oplysningsbehov. Hun mener, det er vigtigt, at branchen tydeligere får formidlet hvilke dækninger, forsikringen indeholder. Undersøgelsen viser en markant manglende viden på området.

En anden vigtig dækning, som mange ikke kender til, er genhusning ved brand i lejlighed eller hus. Cirka halvdelen af de adspurgte i undersøgelsen er ikke klar over, at forsikringsselskabet dækker merudgifter til genhusning, hvis brandskade gør det nødvendigt midlertidigt at flytte til en anden bolig. Indboforsikringen dækker derudover også erstatning af de fysiske ting i boligen ved brand.

Det dækker din indboforsikring blandt andet

• Tyveri, røveri og overfald
• Brandskade, merudgift til genhusning, vandskade
• Ansvarsskader på andre personer, deres ting og dyr
• Retshjælpsforsikring
• ID-sikring
• Vejrskader ved eksempelvis storm og skybrud

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet YouGov for If Skadeforsikring, og er baseret på 2.016 gennemførte CAWI-interview med danskere fra 18 år og opefter, i perioden 7.-11. august.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 19 september 2019 04:19

Oplæg og debat: Hvor er Kolding på vej hen?

Stil spørgsmål til Koldings fremtid til debatarrangement med borgmesteren den 30. september.

Der bygges op mod 2.000 boliger, og der kommer måske yderligere til. En række kontordomiciler skyder op, lige pludselig oplever vi en anden type arbejdspladser i Kolding. Vi hører om nye bydele i byen som Design City, Campusområdet og Marina city.

Hvad betyder det for bymidten, for morgentrafikken når du skal på arbejde og for det Kolding, vi kender i dag?

Tag med på Koldings rejse, og stil spørgsmål til, hvor vi er på vej hen.

Laust Tuxen Hedegaard, Lokalredaktør på JydskeVestkysten Kolding, er moderator på arrangementet.

Kolding Talks

Foredraget er arrangeret af Kolding Talks, et nyt partnerskab mellem Koldingbibliotekerne og Aftenskolernes Samråd i Kolding. Formålet er at udvikle og eksperimentere med forskellige debatkoncepter med fokus på at inddrage publikum i debatten - fordi samtale fremmer forståelsen.

Arrangementet foregår mandag den 30. september klokken 19-21 på Kolding Bibliotek. Hent en gratis billet på biblioteket eller på www.koldingbib.dk.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 19 september 2019 04:03

Nice jazz på Godset

Publikum kan opleve Nice jazz på Godset.

Lørdag den 28. september præsenterer Jazz6000 den unge, fremadstormende gruppe Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet.

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet blev dannet i Aarhus for syv år siden. Selv om gruppens fire musikere i dag bor langt fra hinanden i henholdsvis Helsinki i Finland, Bamako i Mali, Berlin i Tyskland og Aarhus i Danmark, finder de stadig sammen om deres forkærlighed for moderne jazz, som den spilles i det nye årtusinde. De unge bandmedlemmer er nemlig alle en del af den moderne jazzbevægelse, som præger dansk jazz i disse år.

Gruppen består af Frederik Emil Bülow på trommer, Jon Døssing Bendixen på klaver og synthesizer, Adrian Christensen på kontrabas og Casper Hejlesen på elguitar. Gruppen kombinerer i sin iørefaldende musik alt fra traditionel jazz til hiphop, afro og klassisk kompositionsmusik.

Musik, der giver genlyd

Det er musik, der har givet genlyd her og der og allevegne. De seneste par år har gruppen således turneret i både USA, Vestafrika, Rusland og Europa.

Gruppens første album blev i 2014 belønnet med DMA-prisen for ”Årets nye danske jazznavn”, mens gruppens andet album blev præmieret af Statens Kunstfond. På det tredje album fra 2018 spiller de sammen med den verdenskendte jazzguitarist Gilad Hekselman. Han har bl.a. sagt følgende (i dansk oversættelse) om gruppens musik: “Fra det første øjeblik jeg hørte de her drenge, kunne jeg høre, at det er virkelig original musik, der både er helt og aldeles anderledes og så alligevel præget af fortidens musik. Det er musik kendetegnet ved stor skønhed og en helt unik lyd”.

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet spiller lørdag den 28. september kl. 20. Billet til koncerten kan købes på www.Jazz6000.dk eller ved indgangen Billetprisen er 120 kroner for medlemmer af Jazz6000 og 180 kroner for ikke-medlemmer. Studerende og unge under 25 år kommer ind til 60 kroner.

Klokken 19.15 er der gratis forkoncert i Godsets cafe med det unge MGK-band Trio Turp, der eksperimenterer indenfor jazzens og fusionens rammer. De vil præsentere lytteren for et blandet repertoire og glæder sig til at give publikum en oplevelse af tilstedeværelse og leg med musikken. Trioen bestående af Simon Turp på elbas, Jeppe Hauberg på trommer og Martine Toldam på klaver. Alle tre er studerende på MGK i Kolding.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Oktober 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
  1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31