Fredag, 18. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 10 september 2019
Tirsdag, 10 september 2019 19:47

Kulturudvalget sparer over en bred kam

Økonomiudvalget har nu besluttet, hvor de vil spare.

På et møde i Økonomiudvalget i Kolding Kommune mandag aften blev der blandt andet taget beslutning om, hvor udvalget skulle finde besparelser i henhold til kommunen noget anstrengte økonomi.

Økonomiudvalget har fundet besparelser på 2019-budgettet for i alt 785.000 kroner, fremgår det af referatet fra udvalgsmødet.

Der bliver sparet over en bred kam. Blandt andet må Legeparken vinke farvel til en udskiftning af det nedslidte legetårn. Her sparer kommunen 200.000 kroner. Og i år udkommer der ingen "Koldingbogen".

Vamdrup Kino og Geografisk Have må også vinke farvel til tilskud. Den økonomiske håndsrækning er udskudt og beløber sig til 900.000 kroner.

Og på Kolding Bibliotek er der ingen vikardækning resten af året. Det sparer kommunen for 300.000 kroner.

Udgivet i Politik
Tirsdag, 10 september 2019 18:36

En stor dobbeltweekend

En stor dobbeltweekend for Markussen Racing.

Årets største weekend i MASCOT DTC-mesterskabet blev i weekenden kørt på FDM Jyllandsringen. De buldrende V8-racere kørte hele to afdelinger af mesterskabet, så der var ekstraordinært meget tid bag rattet til Michael Markussen.

- Det er noget af en omgang sådan at køre 16 kvalifikationsheats og to finaler på to dage, men det er et fedt twist til en almindelig løbsweekend, fortæller Michael Markussen i en pressemeddelelse.

Han sluttede lørdagens finaleheat på femtepladsen efter et løb under svære vejrforhold.

En enkelt regnbyge havde gjort det nødvendigt at starte løbet på regnvejrsdæk, men bilens opsætning var stadigvæk optimeret til tør asfalt. Femtepladsen var derfor en velkommen afslutning på løbet.

Ingen spor af træthed

Søndag var der ingen spor af træthed eller udmatning. Tværtimod - med mere end 200 glade og veloplagte gæster i Markussen Racing's VIP-afdeling summede det rekordstore teamtelt af stemning. Lige noget, der passer i Michael Markussens kram:

- Det er jo fantastisk at se så mange mennesker, der vil bruge en søndag sammen med os på racerbanen. Den slags giver ekstra energi og motivation til at give den fuld gas ude på banen, fortæller Michael Markussen.

Og fuld gas blev der givet. Det underholdende løbsformat, som blev introduceret i MASCOT DTC til denne sæson, giver action til tilskuerne og masser af overhalingsmuligheder til racerkørerne:

- Jeg havde nogle gode kvalifikationsheats i dag - jeg tror aldrig at jeg har overhalet så meget som jeg har i dag. Det er det fedeste.

Finaleheat

Opgaven i finaleheatet var ret simpel; startplaceringen som nummer fem skulle konvertere til en podieplacering. Ikke en let opgave, taget konkurrenterne i betragtning, men det var en topmotiveret Michael Markussen, som lagde fra land. Det våde element havde dog en stor faktor i regnestykket.

I tidsrummet mellem kvalifikationsheatene og finaleheatet nåede en større regnbyge at ramme FDM Jyllandsringen, og selvom solen kort efter vendte tilbage, var det svært at vælge det rigtige dæk til løbet.

- Vi kunne se at en enkelt konkurrent valgte slicks mens resten satte regndæk på bilerne, fortæller Michael Markussen, der besluttede sig for at satse på regndæk. En korrekt beslutning, men der er mange faktorer som gælder, når et dæk skal på en racerbil.

- Dækket var helt rigtigt ramt, men til gengæld fik vi ikke ramt det rigtige dæktryk. Det betød at jeg ikke helt havde det vejgreb som jeg gerne ville have haft, og derfor kunne jeg ikke gøre mig gældende der, hvor jeg gerne ville være, forklarer Michael Markussen, som trods alt er godt tilfreds med søndagens femteplads.

- Jeg har sagt det før, men det er vores første år som team med de her dygtige mekanikere, en dygtig engineer og mig som kører. Vi lærer hver eneste weekend, og vi rykker os hele tiden i den rigtige retning. En femteplads i dét felt er ganske godkendt, så jeg glæder mig allerede til vi skal køre på Ring Djursland om 14 dage, slutter Michael Markussen.

Udgivet i Motorsport
Tirsdag, 10 september 2019 18:18

Julemesse aflyst i år

Der bliver ingen julemesse i år.

Vamdrup Julemesse har været afholdt i mere end 10 år. Nu melder arrangørerne ud, at der ikke bliver nogen julemesse i år.

Vamdrup Julemesse blev startet i foreningsregi, først af håndbold, så videreført af den nu lukkede forening KOFIV (Kultur- og Fritid I Vamdrup) og blev ved foreningens ophør overtaget af IDunivers.dk tilbage i 2009. Det er også IDunivers.dk der nu meddeler, at der ikke bliver nogen julemesse i år:

- Vamdrup Julemesse har i alle årene været en kæmpesucces, og besøgstallet er steget støt gennem årene, fortæller Johnny Rechnagel fra Idunivers.dk.

Der har hvert år været rigtig god opbakning til messen fra de lokale detailbutikker, håndværkere og øvrige virksomheder, og derfor har beslutningen også været svær.

- Stemningen på messen har altid været god. Julemessen har, ligesom Crazy Hours, været der, hvor man mødte venner, familie, naboer og gode kolleger og fik en god snak, fortsætter Tanja Marek.

Grundlaget for messen har altid været de lokale virksomheder – krydret med udstillere ”udefra”, og derfor har det også altid været et samlingspunkt for Vamdrup. Også underholdningen på scenen har altid været lokal med SFO-kor, Handelsforeningens modeshow, Teatertruppen, danseskolen med mere.

- Når vi nu vælger at lukke messen ned, så er det først og fremmest pga. store prisstigninger på messeudstyr på mere end 60%, og det synes vi ikke er rimeligt at pålægge udstillerne. Vi tror derfor, at det vil blive rigtig svært at få udstillere nok til at lave en spændende messe fremadrettet. De udstillere vi har spurgt, har i hvert fald ikke været villige til så voldsom en prisstigning. Der ud over er der et par andre omstændigheder, der har understøttet beslutningen. Vi vælger derfor at takke af for nu, og vil her på falderebet sige tusind tak for alt den opbakning, vi har fået igennem årene – fra både udstillere og besøgene, slutter Johnny og Tanja.

Udgivet i Vamdrup
Tirsdag, 10 september 2019 18:08

Erhvervsklima: Kolding ryger 10 pladser ned

Kolding Kommune er røget 10 pladser ned i forhold til undersøgelsen i 2018.

Kolding Kommune får ros af virksomhederne på en lang række områder i årets erhvervsklimaundersøgelse fra Dansk Industri, men må dog også notere en tilbagegang i den samlede bedømmelse. Kolding Kommune indtager nu en 39. plads, hvilket er en tilbagegang på 10 pladser i forhold til resultatet i 2018. Det fremgår af årets udgave af Lokalt Erhvervsklima, som er Dansk Industris undersøgelse blandt 7.332 danske virksomheder.

Den bedste vurdering får kommunen i relation til uddannelse og kommunens indsats for at virksomhederne kan få kvalificerede medarbejdere:

- Virksomhederne anerkender Kolding Kommunes store indsats for, at der er veluddannede medarbejdere til de mange arbejdspladser i kommunen. Eksempelvis markerer Kolding Kommunes folkeskoler sig blandt de bedste i landet til at løfte folkeskoleelevernes faglige niveau. Det er meget glædeligt, for på det lidt længere sigt er det jo fremtidens medarbejdere og dermed fundamentet for en positiv erhvervsudvikling her i området. Det vil vi gerne rose Kolding Kommune for, siger formand, administrerende direktør Carsten Kind, DI Trekantområdet, i en pressemeddelelse.

- Samtidig kan vi se, at Kolding Kommune gør en stor indsats for, at folkeskolens elever kan komme ud og se områdets virksomheder for at få et større kendskab til erhvervslivet – og måske dermed øge chancerne for, at flere vil vælge en karriere i de private virksomheder. Generelt oplever vi det sådan, at virksomhederne belønner Kolding Kommune for at sætte uddannelse i højsædet - lige fra folkeskolen til erhvervsuddannelser og videregående uddannelser. Dermed er Kolding Kommune med sin aktive indsats med til at opfylde behovet for kvalificerede medarbejdere til virksomhederne, fortæller Carsten Kind.

Trafikken er et stort problem

Men samlet set går det altså tilbage med virksomhedernes bedømmelse af erhvervsklimaet i Kolding. Trafikken i og omkring Kolding nævnes af mange virksomheder som det helt stort problem, og det kommunale vejnet scorer da også lavt i undersøgelsen.

- Vi kan se, at Kolding Kommune har anvendt mange penge på at forbedre infrastrukturen, men det har altså ikke endnu affødt større tilfredshed blandt virksomhederne, hvilket givetvis også hænger sammen med den generelt tiltagende trafik. Der er ganske enkelt en risiko for, at området drukner i trafik. I DI Trekantområdets bestyrelse ser vi frem til, at motorvejen rundt omkring Kolding udvides, og at der findes nogle gode trafikale løsninger i Kolding, som forhåbentlig kan være med til at lette på problemerne i trafikken, siger Carsten Kind.

- Når vi spørger virksomhederne, hvad der er vigtigst for kommunen at prioritere fremover, så er det helt klart infrastruktur og transport, der bliver nævnt som det vigtigste for at fremme erhvervsklimaet, forklarer Carsten Kind.

Virksomhederne i Kolding Kommunes er knap så tilfredse med den fysiske planlægnings hensyntagen til virksomhedernes udviklingsmuligheder, ligesom dialogen mellem virksomhederne og kommunens politikere og embedsfolk også er blevet vurderet lavere end tidligere år. Derimod giver virksomhederne fortsat stor ros til Kolding Kommunes image og kommunens arbejde for at tiltrække nye borgere og virksomheder til kommunen.

Udgivet i Erhverv
Tirsdag, 10 september 2019 17:22

Lukas Staub havde atter bremseproblemer

Yokohama 1600 Challenge-køreren Lukas Staub måtte endnu engang se sine ambitioner om et godt resultat forpurret af defekte bremser. Denne gang på FDM Jyllandsringen, hvor klassen med de små racere deltog ved Grand Prix Danmark.

Siden sidste løb på Padborg Park har mekanikerne ved Dankemi Racing ellers gjort alt i deres magt for at løse det bremseproblem, som sendte den hvide Fiat Abarth 500 af banen. Det viste sig snart at det ikke var tilfældet, skriver racerteamet i en pressemeddelelse:

- Bremseproblemerne kom igen allerede i træningen, og vi prøvede flere ting for at få dem rettet. Det lykkedes bare ikke, og i første heat holdt de pludselig op med at virke, da jeg kom med fuld fart for enden af langsiden, fortæller Lukas Staub, der med nød og næppe fik bilen styret rundt i svinget.

- Så sjovt er det heller ikke at køre sidelæns gennem det første sving med ét hjul ude i sandet, tilføjer han.

Regnen kom...

Forud for weekendens andet løb deaktiverede teamet ABS-funktionen på den hurtige Fiat. Et vovet forsøg, som vel efterhånden var det sidste der kunne prøves af. Men så kom regnen.

- Jeg har ikke kørt den her bil uden ABS-bremser før, så det var i forvejen en ekstra udfordring, hvis vi ser bort fra at det er lidt svært at have tillid til en bil, som har det med ikke at ville stoppe, fortæller Lukas, og fortsætter:

- Sådan en bil uden ABS-bremser på nogle halvgamle regndæk ... det gjorde mig ikke sådan helt tryg, men der var et racerløb som skulle køres.

Og det blev også kørt. Bremserne virkede uden problemer, men halvvejs gennem løbet blev Lukas gjort til passager, da bilen aquaplanede ned ad langsiden og direkte af banen.

- Forhjulene blokerede bare. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, men de tog bare ikke fat i asfalten mere, så jeg tog turen ud i sandet, fortæller Lukas, som heldigvis ikke kom noget til. Bilen slap også med overfladiske skrammer.

På den positive side ser det ud til at bremsefejlen kan være løst. Og det er også tiltrængt, erkender Lukas, der sammen med teamet har kæmpet med bilen siden sæsonstart.

- Det er svært at blive dus med en ny racerbil, når der bliver ved med at være problemer. Det lette ville være at tage vores bil fra sidste år ud, men vi har en opgave med at få den her bil til at køre. Den kører virkelig godt, så når vi får den til at bremse hver gang den skal, så bliver det rigtig godt!

Om fjorten dage håber Lukas Staub at høste et bedre resultat, når han og Fiat'en igen er i aktion. Denne gang på Ring Djursland, som byder på både højdeforskelle og spændende sving. Altså en bane, hvor bremserne gerne skal fungere. Hele tiden.

Udgivet i Motorsport
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30