Torsdag, 14. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Søndag, 24 februar 2019
Søndag, 24 februar 2019 19:02

Nu kommer tarteletfestival til Vamdrup

Et lokalt tvillingepar har fået tarteletfestivalen til Vamdrup.

Vamdrup Tarteletfestival løber i år for første gang af stablen i Vamdrup. Odense har i mange år haft tarteletfestival, men nu kommer festivalen altså også til Vamdrup.

Det er de lokale tvillinger Anders og Jesper, der med deres nye firma "Tvillingerne Event", åbner dørene op for Vamdrups første tarteletfestival i samarbejde med Pusterummet. Efter festivalen, har tvillingerne i samarbejde med Pusterummet arrangeret et afterparty, hvor der vil være rig mulighed for at fortsætte festen.

Konceptet er simpelt -Tarteletter ad libitum, billig bar, god musik og masser af hygge. Dørene åbnes klokken 17 og musik med Tvillingerne og Strand fortsætter frem til klokken 01. Det sker den 27. april i Vennernes Hus på Søndermarken i Vamdrup. Tarteletter serveres fra klokken 18-20.

Billetter, der koster 120 kroner, kan købes via Tvillingerne Event. Send en sms med navn og antal billetter til 6018 9972, hvorefter du modtager betalingsinformationerne.

Afterparty vil finde sted på Pusterummet fra klokken 01.

Du kan også læse om arrangementet på Facebook.

Udgivet i Vamdrup
Søndag, 24 februar 2019 07:49

Se billederne fra Grand Prix'et

Leonora vandt suverænt Dansk Melodi Grand Prix 2019. Se billederne her...

Dansk Melodi Grand Prix løb lørdag aften af stablen i Jyske Bank Boxen i Herning.

Med hele 42 procent af stemmerne vandt 20-årige Leonora med sangen "Love is forever" - en sang der også tog publikum i Jyske Bank Boxen med storm.

På andenpladsen kom Julie & Nina, mens Sigmund, der er kendt fra X Factor, blev nummer tre.

Nedenunder kan du se billeder fra showet og den røde løber, hvor kendte personer som Kirsten Siggaard, Inger Støjberg og Stig Rossen kom forbi.

Leonora skal repræsentere Danmark ved Eurovision Song Contest i Tel Aviv i Israel til maj.

Udgivet i Kendte
Søndag, 24 februar 2019 07:41

Nej til besparelser

Læserbrev af Hans Holmer (SF), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Under stor ståhej lykkedes det SF ved sidste års budget at øremærke 5 millioner kroner til specialområdet. Vi var dengang klar over, at det ikke var nok penge, men det var en klar forbedring i forhold til de besparelser, der lån på bordet, ligesom det også var det mulige i en kommune med et massivt blåt flertal.

Vi håbede til det sidste, at resten af beløbet kunne findes. Men det håb blev slukket på det seneste udvalgsmøde i Børne-og Uddannelsesudvalget, hvor vi ikke kunne nå til enighed om at trække de sidste besparelser på 3,8 mio. kr. på specialskoleområdet tilbage. Det lykkedes ikke fordi Venstre stemte imod.

Konsekvenserne af den beslutning er, at det på lang sigte kommer til at koste kommunekassen dyrt. Først og fremmest sendes noget af regningen for besparelserne blot videre til fx til socialområdet. Men dernæst kommer de til at ramme nogle familie urimelig hårdt. Følgende bliver eksempelvis sparet væk: Tilbuddet om morgenåbning og eftermiddagstilbud på Specialcenter Bramdrup, Karen Blixen Skolen og Marielundskolen lukkes, klubtilbuddet på Specialcenter Bramdrup, Marielundskolen, ligesom Karen Blixen Skolen og Specialcenter Vonsild lukkes.

Således bliver klub-tilbuddet tirsdag og torsdag aften for elever med meget store psykiske og fysiske handicaps på Specialcenter i Vonsild sparet væk. Eleverne mister dermed muligheden for klubtilbud som andre unge har mulighed for. Familierne er i forvejen pressede, fordi deres børn har det svært, men lige nu har de dog to dage om ugen, hvor de kan bruge ekstra tid om aftenen på deres øvrige børn.

Som SF’er synes jeg, at strategierne om ”Borgerens centrum” og tænkning på tværs af forvaltningerne er svære at få øje på i denne sag. Jeg har dog stadig et oprigtigt og spinkelt håb om at Venstre med sine 13 mandater og dermed sit flertal kommer til fornuft, når sagen kommer i byrådet. Det er så meget på spil, hvis vi ikke skal gøre unødig skade på børn og familier, der i forvejen har nok at kæmpe med.

Udgivet i Læserbreve
Søndag, 24 februar 2019 07:35

Stifteren af Landbomuseet Kolding er død

Johannes Elbæk ved sidste års Veteranudstilling & Kræmmermarked på Landbomuseet Kolding.

Nekrolog: Ildsjælen og grundlæggeren af Landbomuseet Kolding Johannes Elbæk er mandag den 18. februar afgået ved døden. Han blev 92 år.

Den 1. september 1955 overtog Johannes Elbæk gården ”Lykkensborg” på Alminde Hede nord for Kolding. Johannes blev senere gift med Marie. Sammen drev de gården indtil 1992, hvor den blev overdraget til datter og svigersøn. Johannes har hele sit liv været fascineret af gamle redskaber og maskiner fra landbruget. Ved gårdens afståelse blev det aftalt, at der stilles et mindre rum til rådighed for opmagasinering af redskaber og maskiner. Samlingen blev større og større.

Uden offentlige tilskud og med egen arbejdsindsats skabte Johannes Elbæk på ”Lykkensborg” en enestående samling på omkring 1500 effekter, der blev istandsat efter princippet ”Her kommer gamle ting på værdig pension”. Det var Johannes Elbæks ønske, at samlingen skulle bevares for kommende slægter og gerne føres videre i en ny struktur.

Kolding Kommune køber i 2002 ”Lykkensborg” og de nærmeste gårde til industriområde. Samtidig lykkedes det en arbejdsgruppe med Johannes Elbæk i spidsen at finde et ideelt sted, som kunne rumme en udstilling, værksted, depot og oplevelsescenter – det blev Brødsgård i Harte. Johannes Elbæk overdrog sin samling til den selvejende institution Landbomuseet Kolding, som blev indviet i de nye omgivelser den 22. maj 2005.

Johannes´ hustru Marie har en gang ”med et glimt i øjet” udtalt - Hvis jeg skulle have udsøgt opmærksomhed, skulle jeg have været en gammel maskine.

Som noget helt unikt har Johannes Elbæk og konsulent Drewsen registreret og nummereret samtlige effekter samt skrevet en lille historie om anvendelsen af den enkelte effekt. Johannes har efter museets åbning i 2005 tilbragt mange timer på museet, det har været både hverdage og weekender. Han trivedes rigtig godt sammen med de mange frivillige, der har deres gang på museet. Johannes´ evne til at tale med alle har været medvirkende til at fastholde mange frivillige. Når der skulle arbejdes, og der var tid til en kaffepause kunne Johannes godt finde på at bemærke - Mine herrer det her er en forfriskning, ikke et måltid.

Der er ikke sket meget i bestyrelsen for Landbomuseet og Støtteforeningens bestyrelse, uden man lige har hørt om Johannes Elbæks mening inden tingene blev gennemført. Johannes Elbæk blev 92 år og efterlader hustru, 3 piger, svigerbørn, børnebørn og oldebørn.

Nekrologen er skrevet af Landbomuseet Kolding.

Udgivet i Kolding
Søndag, 24 februar 2019 07:07

Billedkunstens dage bliver fejret med manér

Skoleelever og billedskoleelever skal arbejde med visuel poesi i forbindelse med Billedkunstens dage hos Nicolai for børn.

Billedkunstens dag bliver fejret over hele landet d. 13. marts – men hos Nicolai er det ikke nok med en dag til at fejre billedkunsten og børnenes kreativitet, derfor holder Nicolai for børn og Billedskolen Nicolai billedkunstens dage.

Fra den 26. februar til den 1. marts holder Nicolai for børn workshop, hvor skoleelever og billedskoleelever kan komme til at arbejde med visuel poesi, når forfatter og illustrator Tea Bendix kommer forbi med ”Fuglen i dig”.

Med saks, papir og sproglignysgerrighed skal eleverne fremstille deres egne fugle med hemmeligheder i maven og vinger af ord. Tea Bendix leder workshoppen med afsæt i Marianne Iben Hansens billedbog ”Fuglen”, der handler om at miste og genfinde sig selv.

- Der er normalt fokus på billedkunsten hos Nicolai for børn og Billedskolen Nicolai, så vi glædes os til at se, når eleverne også skal bruge deres sproglige og poetiske evner i workshoppen. Det bliver generelt rigtig interessant at følge elevernes tanker og processer, når de skal koble de to former for kreativitet, siger kulturformidler hos Nicolai for børn, Kristina Høier, i en pressemeddelelse.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30