Genforeningsbussen deltager i sin første folkefest

Lørdag 01. Februar 2020 08:46 326
Genforeningsbussen 2020 kommer forbi Christiansfeld. Pressefoto. Genforeningsbussen 2020 kommer forbi Christiansfeld. Pressefoto.

100 året for Genforeningen mellem Danmark og Sønderjylland er begyndt. Det samme er Museum Sønderjyllands store formidlingsindsats.

Genforeningsåret er skudt i gang. I den anledning har Museum Sønderjylland blandt andet en mission om, at udskoling og gymnasiale uddannelser skal kende til et Danmark, der var adskilt før, det kunne blive samlet igen.

Genforeningsbussen 2020 har allerede været forbi sjællandske, nord- og sønderjyske skoler. Nu gør den holdt ved sin første ud af 15 folkefester, skriver Museum Sønderjylland i en pressemeddelelse.

Bussen er opvarmning for Afstemningsfesten i Christiansfeld den 10. februar og er åben kl. 17.30-19.00. Uanset om man skal til den udsolgte Afstemningsfest eller ej, så er alle interesserede mere end velkommen til at komme forbi.

Inde i bussen kan gæster se produkter, som elever på de besøgte skoler, har udarbejdet med bussens mange værktøjer og skærme.

Der er blandt andet nyhedsudsendelser om grænsedragningen, podcast og stopmotion-film.

Gæsterne kan også prøve dilemma-spillet, der er udviklet af Den Slesvigske Samling.

Bussen holder hos Cuben i Christiansfeld den 10. februar klokken 17.30-19.