Kolding Netavis

Genbrugspladserne tager imod tonsvis af affald

Borgerne har bedre tid til gør-det-selv-projekter i øjeblikket, hvor mange er sendt hjem fra arbejde. Det betyder, at der har været rygende travlt på Kolding Kommunes fem genbrugspladser.

Kolding Kommunes fem genbrugspladser har været populære den seneste måned under Danmarks delvise nedlukning.

Efter tre uger med bommen nede genåbnede pladserne 31. marts. Siden da er 84.400 biler kørt gennem porten ind til en af pladserne, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

De mange biler har haft godt med læs på. Et øjebliksbillede af 24 typer affald viser, at der har kommet dobbelt så meget affald i forhold til samme periode sidste år. Mængden af beton og murbrokker er næsten tre gange mere normalt. Den stigning er dels et udtryk for, at borgerne har haft bedre muligheder for at give sig i kast med oprydning og projekter i boligen, dels at mængden af affald i samfundet generelt er stigende.

– Det har været helt vildt med antallet af besøgende og de mængder, vi har fået ind på pladserne. Vores genbrugsvejledere har ydet en helt ekstraordinær indsats, hvor de både har tacklet en ny hverdag med nye regler for dem selv og borgerne og håndteret mange flere tons affald end normalt. Uden deres indsats havde vi ikke haft mulighed for at have døgnåben adgang til genbrugspladserne. Samtidig har langt de fleste borgere bakket op om alle de nye tiltag. Så stor ros til både medarbejdere og borgere for, at de sammen har fået hverdagen til at køre, siger Rasmus Vestergaard, driftsleder i Redux – Affald og Genbrug, Kolding Kommune.

Adgangen for de mange biler til genbrugspladserne er blevet reguleret gennem ordningen Genbrug 24-7, hvor borgerne bruger deres mobiltelefon til at åbne bommen ind til pladsen. Bommen har dog været låst, når det maksimale antal biler har været på pladsen. Et rødt-grønt trafiklys ved bommen har synliggjort for borgeren, hvornår de kan åbne bommen.

Der skal være plads til en cykel imellem jer

Selvom det går godt med at komme af med de mange tons affald, så har personalet på genbrugspladserne også en appel til borgerne: Det er stadig vigtigt at sortere affaldet rigtigt og huske at holde afstand til hinanden og til medarbejderne.

Langt de fleste er gode til at sortere materialerne korrekt, men for tiden har nogle borgere lidt svært ved at ramme de rigtige containere. Det betyder, at der er fejlsortering i nogle containere. Fejlsorterede containere er dyrere for kommunen og dermed for borgerene at komme af med. Hvis man er i tvivl om, hvor ting og materialer skal hen, kan man bruge Sorteringsguiden, som både findes på kolding.dk/affald og i appen Affald Kolding.

Og så er der lige den der nye vane med at holde afstand.

– Det er lidt svært, det her med de to meters afstand til andre borgere og pladsmedarbejderne. Måske har man travlt eller bliver optaget af det, man er i gang med at læsse af – og så glemmer man de nye vaner. Man kan prøve lave sit eget lille huskebillede, så man har en ide om, hvad to meter egentlig svarer til: Eksempelvis længden af en voksencykel, tre almindelige skridt eller at holde en kost i strakt arm. Vi er afhængige af, at alle overholder sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så vi fortsat kan holde genbrugspladserne åbne, siger Rasmus Vestergaard, driftsleder i Redux – Affald og Genbrug, Kolding Kommune.

Fakta: Den seneste måned på genbrugspladserne

• Genbrugspladserne har haft besøg af 84.400 biler. Det svarer omtrent til, at hver eneste husstand i kommunen har været forbi to gange. Med til billedet hører, at påsken traditionelt er en travl periode på genbrugspladserne, men antallet af besøg er stadig meget højt. Kommunen ligger ikke inde med tal for samme periode sidste år, da tællerne blev sat op for få måneder siden. men de første 12 dage af marts besøgte 16.400 biler de fem genbrugspladser.

• Et øjebliksbillede af 24 typer affald på genbrugspladserne viser, at antal tons er øget med næsten 188 % i forhold til samme periode sidste år. Ser man nærmere på nogle udvalgte typer affald, så er beton og murbrokker øget med næsten 254 %, fra 420 tons i 2019 til 1.067 tons i 2020, mens jord er steget med 113 % fra 325 til 365 tons. Sanitet (fx håndvaske og toiletter) tegner sig for en stigning på 173 %, fra 13 tons i 2019 til 24 tons den seneste måned. Tallene er dog med forbehold for de endelige 2020-tal, da alle mængder ikke er opgjort endnu.

Del denne artikel