Kolding Netavis

Fond for lokal bank donerer 100.000 kroner

Elo Christoffersen
By Elo Christoffersen
Pressefoto.

En gruppe af erhvervsfolk i Kolding er gået sammen om at gøre noget godt for den by, de alle bor og arbejder i.

Med et stort smil på læberne blev erhvervsfolkene bag #ViErKolding hyldet for deres store arbejde for Kolding og ikke mindst for Kolding IF Fodbold, da de i lørdags modtog “Fonden for Fynske Bank Prisen”. Prisen gives til folk, som har gjort en ekstraordinær indsats i deres lokalområde, oplyser Fynske Bank i en pressemeddelelse.

Bag #ViErKolding står Thorsten Andy Madsen, Claus Holm-Søberg, Kim Hyldahl, Michael Duus, Lars Therkelsen og Søren Sundahl, som alle er driftige erhvervsfolk med bopæl og erhvervsmæssig tilknytning til Kolding. De seks erhvervsfolk har gang i flere projekter og events i Kolding, men det første synlige bevis på gruppens engagement og succes er Kolding IF Fodbold.

For to år siden blev klubben nemlig professionaliseret efter #ViErKolding gav rådgivning og en økonomisk håndsrækning. Derfra gik klubben fra at være en 2. divisionsklub til i dag at være rykket op i 1. division, have spillere og en sportschef på kontrakt.

– Arbejdet med Kolding IF Fodbold viser tydeligt, hvis vi står sammen i Kolding, kan vi bringe det langt. Kolding er i den grad kommet på fodboldkortet i Danmark. Derfor er vi også utrolig glade for at blive belønnet med denne fornemme pris. Man skal forfølge sine drømme, og prisen her giver mod på mere, siger Claus Holm-Søberg på vegne af #ViErKolding.

Lokal succes hyldes

Filialdirektøren i Fynske Bank Kolding, Morten Skov, har fulgt #ViErKolding og deres store arbejde for bl.a. KIF Fodbold.

– #ViErKolding har alle de kvaliteter, vi gerne vil hylde med denne pris. De er gået sammen om at skabe succeser for Kolding, og det er helt utroligt flot at se, hvordan deres hjælp har løftet Kolding IF Fodbold til det niveau, vi ser i dag. Jeg er sikker på, at vi også fremover vil se gruppen stå bag andre succeser i Kolding. Derfor er jeg stolt af at overrække “Fonden for Fynske Bank Prisen” til dem her i dag, siger Morten Skov.

Filialdirektøren overrakte selv prisen til #ViErKolding-gruppen, som sammen med ‘Fonden for Fynske Bank Prisen’ også modtog 100.000 kr., som gruppen kunne give videre til en lokalforening. Valget faldt selvfølgelig på hjertebarnet KIF Fodbold. Her skal pengene bruges på et nyt fitnesscenter på stadionet, som vil være til stor gavn for medlemmerne til bl.a. morgentræning, skadesforbyggende træning, genoptræning og almindelig styrketræning.

Som et synligt bevis på modtagelsen af “Fonden for Fynske Bank Prisen” fik #ViErKolding også overrakt en skulptur, som er skabt i bronze af den lokale skulptør Vivi Haacke.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *