Artikel filtreret på dato: Torsdag, 30 Januar 2020

Læserbrev af Søren Rasmussen (DF), formand for Seniorudvalget, Primulavej 7, 6000 Kolding.

I Kolding Kommune bevarer vi klippekortet til hjemmehjælp. Klippekortet kan bl.a. bruges til højtlæsning, brevskrivning, hyggesnak, en gåtur eller noget andet der kan være med til at skabe livsglæde og livkvalitet. Det er hjemmehjælpsmodtageren selv der bestemmer.

Jeg mener det er glædelig, at mange interesserer sig for hvordan vore ældre medborgere bliver behandlet. Det gør dog også at historier om ting der ikke fungere eller noget der rammes af besparelser, et eller andet sted i landet, bliver delt på facebook. Der læser mange kun overskriften og så tror de det er noget fra deres lokalområde. Så går snakken og det skaber utryghed blandt de der er afhængige af det der omtales, således også blandt de der har klippekort til hjemmehjælp.

Klippekortet er efter min opfattelse en rigtig god ordning, der tager udgangspunkt i hvad der er vigtigt for det enkelte menneske. Det skal under ingen omstændigheder afskaffes. Skal der ske noget med det, så skal de udbredes til flere der får hjemmehjælp.

Udgivet i Læserbreve
Torsdag, 30 Januar 2020

Venstre på slingrekurs

Læserbrev af Elvis Comic (S), byrådsmedlem, Gotthardpasset 8, 6000 Kolding.

Konsulentsagen har fyldt meget det sidste stykke tid. En sag, der har fyldt meget i medierne og en sag, der har fyldt meget på den politiske dagsorden.

Siden vi behandlede sagen i socialudvalgene, har Venstre ændret holdning - én markant ændring. Først trumfede de igennem, at vi skulle fortsætte med at bruge konsulenter - uden at lytte til bekymringer. Efter lidt kritisk omtale i medierne, vendte de på en tallerken og lagde sig fladt ned - og så synes de endda, at de har rakt hånden ud og vi skal være taknemmelige for deres “håndsrækning”. Det ødelæggende for det gode samarbejde - det giver mudder i det politiske arbejde. Få nu styr på jer selv og find ud af, hvad I mener og dyrk dialogen i stedet for vejtromlen.

Vi skal nemlig styrke egne medarbejdere i kommunen. De medarbejdere, der hver evig eneste dag yder en kæmpe indsats til fordel for den nære velfærd. Derfor var jeg også skuffet over, at flertal i socialudvalgene ønskede at genoptage brugen af eksterne konsulenter på socialområdet.

Til JydskeVestkysten udtaler jeg efter mødet, at vi skal bruge færre konsulenter, men i stedet opbygge ekspertisen internt, så forvaltningen kan klare opgaven selv. Det mener jeg stadig.

Men hvad mener Venstre i Kolding Byråd egentlig?

Fredag den 24. januar kunne jeg konstatere at Venstre i Kolding Byråd har ændret markant holdning. Venstre vil nu lige pludselig ligesom det mindretal ville i udvalgene - nemlig løse opgaven internt og tage opgaven i egen hånd.

Det er jeg glad for. Jeg er særlig glad for, at vi nu kan få en god debat om konsulenter og brugen af dem.

Udgivet i Læserbreve

Selvfølgelig kan man finde henkastet affald i både byerne og i naturen i Kolding Kommune. Men sammenlignet med syv af landets største kommuner ligger Kolding helt i top med hensyn til at holde kommunen ren.

I 2019 har organisationen Hold Danmark Rent kortlagt mængden af henkastet affald på 20 forskellige lokaliteter fordelt ud over hele Kolding Kommune. Tilsvarende analyser er lavet i 23 andre danske kommuner. Nu er de mange resultater analyseret, og Kolding Kommune indtager førstepladsen foran Frederiksberg, Randers, Esbjerg, Odense, Aalborg, Aarhus og København i gruppen af kommuner med flere end 90.000 indbyggere.

- Henkastet affald pynter aldrig, og der er stadig plads til forbedring her i kommunen. Men vi er bestemt stolte over at score så højt, siger Jakob Ville, formand for Teknik- og Klimaudvalget, i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

- De seneste par år har vi arbejdet benhårdt på at organisere og styre vores rengøring mere effektivt. Samtidig har vi kørt flere forskellige udviklingsprojekter, vi har fået en ekstra fejemaskine, vi har udskiftet de små affaldsspande i Kolding midtby med større beholdere, som fuglene ikke kan tømme, og så har vi fået rigtig god hjælp af borgere, som hjælper med at indsamle henkastet affald.

Tilfredsstillende niveau

Bedømt på en skala fra 1 til 6, hvor 1 er rent og 6 meget beskidt, ligger den samlede score for Kolding Kommune på 2,2 mod 2,7 i 2018. Kolding er altså blevet en lidt renere kommune siden sidste år.

Resultatet beskrives i rapporten som et ”tilfredsstillende niveau.” Scoren er baseret på optælling af henkastet affald på de udpegede lokaliteter. Sideløbende er der gennemført interviews med 166 tilfældigt udvalgte borgere på de undersøgte lokaliteter. Her giver 76 pct. af de adspurgte udtryk for, at de er tilfreds med kommunens renholdelse.

Dykker man ned i vurderingen af de 20 forskellige lokaliteter, så ser det generelt rigtig godt ud i naturen og i boligområder. Større udfordringer er der på rastepladser og langs indfaldsvejene, hvor folk ofte smider affald ud fra biler. Værst ser det ud på rastepladsen på Montagevej i Kolding, men også Vejlevej på strækningen mellem Esbjergvej og Egtvedvej i Kolding scorer lavt.

- Ros er altid dejligt, men det allervigtigste ved rapporten er faktisk, at den udpeger de områder, hvor der er særlige udfordringer med henkastet affald, ligesom rapporten hjælper os til at blive klogere på problemets omfang og mulige løsninger. Vi gennemgår nu rapporten omhyggeligt og bruger den så til at målrette vores indsats mod henkastet affald i 2020, siger Lars Termansen Barsballe, skov- og landskabsingeniør ved Kolding Kommune.

Skod det største problem

Cigaretskod er den affaldstype, som udgør det største problem – både på landsplan og i Kolding. I rapporten er der talt skod på de 20 udpegede lokaliteter. På en skala fra 1 til 9 får Kolding Kommune en gennemsnitlig karakter på 4, hvilket beskrives som et ”delvist acceptabelt niveau”. Også her scorer Kolding højere end de andre syv store kommuner i undersøgelsen.

- Det er dybt indgroet hos mange rygere, at man kaster skoddet fra sig, og skodder det på jorden. Det er uheldigt. Skod har en lang nedbrydningstid på flere år, og de kan være skadelige for både børn, planter og dyr, forklarer Lars Termansen Barsballe og fortsætter:

- Som kommune bruger vi mange ressourcer på at fjerne skod, og det er faktisk en svær og træls opgave. En del skod sætter sig fast i fugerne mellem fliserne i f.eks. gågaderne i Kolding midtby, og så kan vi hverken få fat i dem med fejemaskine eller kost.

Kast skoddet i affaldsbeholderen

At skoddene smides på jorden er en dårlig vane, men skyldes også uvidenhed, vurderer Lars Termansen Barsballe.

- Mange smider ikke skod i vores affaldsbeholdere, fordi de er bange for, at skoddet vil antænde indholdet. Men det behøver man ikke frygte. Man behøver ikke engang slukke skoddet, før man kastet det i affaldsbeholderen, for skoddet går ud af sig selv, forsikrer han.

Inden længe kommer Kolding Kommune med flere initiativer for at nedbringe antallet af skod i bybilledet, bl.a. med uddeling af gratis lommeaskebæger, så rygere ikke behøver at smide skoddet på jorden, hvis der ikke lige er en affaldsbeholder i nærheden.

Udgivet i Kolding

Mandag tog repræsentanter fra Kolding Kommunes indsats for cirkulær økonomi til København for at rådføre sig med eksperter inden for området. De kom retur med værdifulde input til en ny strategi, der skal være platform for det gode, bæredygtige liv.

I løbet af 2020 lancerer Kolding Kommune en ny strategi for sin cirkulære økonomi-indsats. Målet er at skabe bæredygtige rammer for det gode liv for kommunens borgere og virksomheder. Kommunen arbejder for at blive fyrtårns-kommune på området og gøre cirkulær økonomi til en bæredygtig vækst-vision for kommunen, der skal stå på skuldrene af mere end 40 års miljøindsats. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

For at sikre, at strategien får flyvehøjde, tog repræsentanter for indsatsen med borgmester Jørn Pedersen i spidsen til København for at mødes med Koldings ekspertpanel, der består af professor Steen Hildebrandt, professor Katherine Richardson, adfærdsforsker Palle Guldborg Hansen, iværksætter og investor Jesper Buch og direktør i Concito Christian Ibsen. Med i ekspertpanelet er også Flemming Besenbacher, som dog blev forhindret i mødet.

Eksperternes input en uundværlig brik

For borgmester Jørn Pedersen er eksperternes input en uundværlig brik i arbejdet med Kommunens nye strategi.

- Vi skal selvfølgelig finde vores egen vej i arbejdet med cirkulær økonomi og bæredygtighed, men vi er samtidig også afhængige af at blive udfordret af førende eksperter, som på den måde kan være med til at løfte vores indsats. Hvis vi skal være førende på området og skal sikre, at cirkulær økonomi kan blive en løftestang for det gode liv og for bæredygtig vækst, så har vi brug for al den viden og de erfaringer, vi overhovedet kan trække på, siger Jørn Pedersen i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Det hold, vi har samlet, er hver især landets førende ekspert på deres område, og de har både givet os nye perspektiver og konkrete indspark med hjem, som jeg forudser bliver uvurderlige og væsentlige brikker i vores videre arbejde.

Forventningen er, at cirkulær økonomi-strategien bliver lanceret inden sommerferien og skal være pejlemærke for indsatsen i hele kommunen.

Cirkulær Økonomi Kolding

Kolding Byråd har besluttet, at Kolding Kommune skal være foregangskommune for cirkulær økonomi. Arbejdet er organiseret i en programgruppe, der går på tværs af Kommunens fem forvaltninger og er en indsats, der indbefatter et bredt fokus på bæredygtighed.

Cirkulær økonomi bliver desuden en hjørnesten i realiseringen af Marina City, Koldings nye bæredygtige bydel. Cirkulær økonomi skal indtænkes i både anlæg og byggeri og bydelen blev sidste år præcertificeret til guld inden for DGNB, som er en international standard for bæredygtighed.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 30 Januar 2020

Kommunens taktik

Læserbrev af Hans Erik Adsbøl, Lucernehaven 20, Vonsild, 6000 Kolding.

På grund af skrantende økonomi i mange kommuner og mangel på personale, finder man lynhurtigt alternetiver og prøver hele tiden med nye tiltag for at få de frivillige til at tage over.

Så nu vil man "besætte" med frivillige som aldrig før set, i deres panik på, at besætte de stillinger som man har sparet væk.

Nu må det stoppe, frivillighed skal være frivillighed. Det er det rene rovdrift på disse frivillige. Det undrer mig meget, at diverse fagforeninger ikke reagerer. Det er nu et desperat tiltag fra kommunerne, at få deres skrantende økonomi til at hænge sammen.

Det værste er, at nogle frivillige er skemalagt. Skulle de en dag være forhindret, så skal de selv finde en afløser.

Man får konsulenter til at finde besparelser, på trods af kommunerne i forvejen har ansat kommunaldirektører, og økonomichefer. Men det er åbenbart ikke nok. Der er da noget helt rablende galt.

Man nedlægger alt for de svage borger og pensionister, der er så lille en pengemæssig gevinst. Men de svage og pensionister kan jo ikke ytre sig, men det kan de jo gøre til det næste byrådsvalg forhåbentligt.

Det er da også mærkeligt, at man ikke har droppet festen for de frivillige, så kan man jo tænke lidt på, hvorfor mon.

Udgivet i Læserbreve

Den 44-årige mand blev i september anholdt i Tyskland med stjålne cykler til en værdi af 290.000 kroner. Han er nu udleveret til Danmark, sigtet for hæleri og varetægtsfængslet.

En 44-årig mand, ukrainsk statsborger, blev onsdag ved et lukket grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg varetægtsfængslet i fire uger, sigtet for hæleri af 49 cykler, stjålet i blandt andet Aalborg, til en værdi af 290.000 kroner. Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 44-årige nægter sig skyldig, men har ikke kæret varetægtsfængslingen.

Den 44-årige blev anholdt i en varebil med cyklerne den 24. september 2019 af tysk politi og udleveret til Udlændingekontrolafdeling Vest (UKA Vest) ved Syd- og Sønderjyllands Politi den 28. januar.

Syd- og Sønderjyllands Politi kan i øjeblikket ikke oplyse yderligere, da sagen fortsat er under efterforskning.

Udgivet i Syddanmark
Torsdag, 30 Januar 2020

Stærke Fællesskaber

Læserbrev af Hans Holmer (SF), gruppeformand, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Oplever du ensomhed og ikke indgår i fællesskaber, gør det at dig ekstra udsat på både din fysiske og mentale trivsel.

Ensomhed findes i mange afskygninger: Børn og unge der ikke føler, at de kan leve op til idealbilledet, børn og unge der ikke bliver set af vennerne, familier der ikke har tid til hinanden, børnene flytter hjemmefra efterlader et tomrum, du forlader arbejdsmarkedet, skilsmisse eller dødsfald og mange andre steder i livet opstår ensomhed.

Vi har på mange måder et samfund, som med den struktur er med til at skabe ensomhed.

Fx er Plejehjem og ældrecentre omhyggeligt placeret på god afstand af de befærdede steder. Her skal gerne være fred og ro. Vuggestuer og børnehaver Idrætshaller daginstitutioner ligger også ofte isoleret fra omgivelserne.

Livet på tværs af generationer leves adskilt. Hvad med at vi i stedet lever livet sammen, så vi fx bygger ældrecenter og børnehaver tæt på hinanden og måske endda i samme bygning, så generationer på tvær af alder får glæde af hinanden. Dette er blot ét eksempel, men det er masser af steder i samfundet hvor fællesskabet kan tænkes langt bedre ind.

Lad os udvikle et samfund hvor et godt og stærkt fællesskab binder os sammen og er med til at give os et meningsfuldt liv og som også er med til at løfte os, når livet er svært.

Fællesskaber er et værn mod ensomhed. Så lad os styrke fællesskabet, så det også er der Især når livet forandrer sig og sociale relationer og fællesskaber får ekstra stor betydning,

Hvis du er med i et godt fællesskab eller har en at følges, er det typisk lettere at komme ud ad døren og træde ind i fællesskabet.

Jeg vil derfor foreslå at vi i Kolding kommune får en fællesskabsstrategi, som skal styrke fællesskabet og dermed være med til at bekæmpe ensomhed.

Udgivet i Læserbreve