Artikel filtreret på dato: Mandag, 13 Januar 2020

Mandag, 13 Januar 2020

Ugens kampe i Parkhallen

Der er håndboldkampe i denne uge i Parkhallen i Kolding.

Her får du overblikket over ugens kampe i Parkhallen i Kolding:

Ugens kampe

Onsdag den 15. januar

Klokken 19: 2. division, damer, Kolding HK – Fredericia HK

Torsdag den 16. januar

Klokken 20.15: Jyllandsserien, herrer, Kolding HK – Fredericia HK

Søndag den 19. januar

Klokken 13.30: Jyllandsserien, damer, Kolding HK – Riis Tebstrup

Klokken 15.00: 3. division, herrer, Kolding HK – IK Skovbakken

Klokken 16.30: Jyllandsserien, herrer, Kolding HK – SGI Håndbold, Esbjerg

Der er gratis entré til alle kampe.

Udgivet i Håndbold
Mandag, 13 Januar 2020

Triojazz i verdensklasse

Jazz6000 præsenterer triojazz i verdensklasse, når den geniale og generøse danske pianist Carsten Dahl med sin gruppe Trinity leverer raffinerede nyfortolkninger af kendte jazzstandards blandet med egne nye kompositioner.

Jazzpianisten Carsten Dahl er efterhånden gammel i gårde på den danske musikscene, men der kan være længe mellem turneer og udgivelser, og det er derfor værd at spidse ører, når der kommer nyt fra den gudsbenådede danske pianist, skriver Jazz6000 i en pressemeddelelse.

I september 2019 udkom albummet ’Painting Music’ med Carsten Dahl Trinity hvor han sammen med bassist Niels Bo Davidsen og trommeslager Stefan Pasborg har begået nyfortolkninger af kendte jazzstandarder krydret med egne nye kompositioner, og det er især numre fra dette album vi skal høre på Godset – et album der i den grad har fået jazzanmelderne til at finde superlativerne frem.

Samarbejdet med både danske og udenlandske stjerner

Carsten Dahl har udgivet mange soloalbums, men har også spillet sammen med kendte danske musikere som Lennart Ginman, Frands Rifbjerg, Thomas Blachman, Mads Vinding, Alex Riel og ikke mindst trompetisten Palle Mikkelborg – for at nævnenogle få. Listen over udenlandske stjerner, han har samarbejdet med, er også lang, og der kommer løbende invitationer fra udlandet. Har desuden arbejdet som docent ved Det Jyske Musikkonservatorium og haft et professorat på Rytmisk Musikkonservatorium i København.

Carsten Dahl er blevet sammenlignet med Keith Jarret, der angiveligt har været en stor inspirationskilde for ham og trioformatet med bas og trommer giver visse mindelser om Jarretts berømte Standards Trio. Både Trinitys bassist Nils Bo Davidsen og trommeslager Stefan Pasborg hører til blandt sværvægterne inden for dansk jazz. De er begge konservatorieuddannede, og har optrådt i utallige sammenhænge på såvel den danske som den udenlandske musikscene.

Carsten Dahl har de senere år i stigende grad valgt at hellige sig billedkunsten og nedtonet pladeindspilninger og turneer. Det er derfor med stor glæde at Jazzz6000 kan præsentere denne eminente trio på Godset fredag den 24. januar klokken 20.

Billetter kan købes på www.Jazz6000.dk eller ved indgangen. Dørene åbnes klokken 19.30.

Udgivet i Det sker...
Mandag, 13 Januar 2020

Nytårsforsæt: -Vi fortsætter

Læserbrev af Hans Holmer (SF), gruppeformand, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

I disse dage er det populært med nytårsforsætter. I SF har vi i stedet lavet et nytårsfortsæt – altså med t. Vi vil nemlig i det nye år fortsætte, hvor vi slap i 2019.

Vi vil fortsat kæmpe for kommunens børn. Vi kunne have Danmarks bedste folkeskoler og daginstitutioner i Kolding Kommune, men et flertal i byrådet har valgt, at der skal spares 40 mio. kr. på området i 2020. Lad os nu investere i vores børn i stedet at spare på dem. Ved at investere i folkeskoler og daginstitutioner kan vi give vores børn gode rammer, hvor de trives og udvikles og dermed får en bedre fremtid.

Kampen fortsætter også for vores udsatte. Der er skåret ubeskriveligt meget på forebyggende indsatser for udsatte børn og voksne. Vores væresteder som De Frie Fugle, Cafe Paraplyen, Folkekøkkenet og Regnbuen er ramt urimeligt hårdt af besparelser. Det skyldes nok desværre, at brugerne er mindre højtråbende end mange andre samfundsgrupper, og derfor er det nemt at skære her. Vores udsatte har sjældent en stemme selv, så i SF vil vi fortsætte med at give dem én.

Vores opråb handler om fremtiden. Vi kan nemlig gøre den bedre i Kolding Kommune – hvis vi vil. Det vil vi i SF. Vi vil vise en ny retning hvor der skabes trygge rammer for vores børn, så de trives og udvikles og en ny retning, hvor vi behandler vores udsatte mennesker med værdighed. Godt Nytår.

Udgivet i Læserbreve

Kolding Selvhjælp starter en højtlæsningsgruppe for mennesker, som søger et fællesskab med mening.

Højtlæsning skaber fællesskab og kan medvirke til øget trivsel og velvære.

Alle, som nyder at få oplæst gode historier i godt selskab fra forfattere, som eksempelvis Hemmingway, Dorthe Nors, Michael Strunge, kan nu komme til Kolding Selvhjælp på Banegårdspladsen i Kolding og være med, når den nye læsegruppe starter.

Gennem højtlæsning bevæger man sig ind i teksten. Man lytter, reflekterer, associerer, uden anden forberedelse end eget, levet liv. Teksten skal have et godt litterært indhold. Der bliver læst langsomt og med pauser undervejs, sådan at indholdet kan bundfælde sig. Teksten taler ofte for sig selv.
Sammenhængen mellem litteratur og det levede liv, med al dets erfaring skaber indsigt og fælles oplevelse.

Læsning lindrer smerte og kan hjælpe hvis man er ramt af stress, angst og depression, og får man tilmed læst højt og snakket om indholdet i en fortrolig gruppe, er gevinsten endnu større, skriver Kolding Selvhjælp i en pressemeddelelse.

Hvordan foregår det?

I lokalerne bydes der på en kop kaffe eller te, mens du lytter til en historie. Det bliver en time, hvor du bare skal nyde den gode historie. Der er ikke andre forventninger til dig end at lytte.

En frivillig fra Kolding Selvhjælp læser en tekst højt. Alle deltagere får teksten udleveret på tryk og kan således selv læse med. Oplæseren laver stop i højtlæsningen, så man kan reflektere eller tale om teksten undervejs. Der er ingen forberedelse forud for et møde i læsegruppen.

Efter oplæsningen snakkes der om teksten. Alle kan bidrage med indtryk, tanker, spørgsmål og undren.

Det at snakke ud fra en tekst giver anderledes og gode samtaler. Teksten kan få os til at erindre noget, vi egentlig havde glemt og få os til at tale om emner, vi ellers ikke ville komme i tanke om at debattere.

Alle kan deltage

Højtlæsning er for alle mænd og kvinder i alderen 25 år og opefter, der elsker en god historie.

Gruppen mødes torsdage i ulige uger fra klokken 18.30-20.

Udgivet i Kolding