Artikel filtreret på dato: Onsdag, 01 Januar 2020

Jazz6000 præsenterer en unik liveoplevelse på Godset i Kolding, når den unge saxofonist Nikola Bankov og hans band giver den gas og blander moderne jazz og elektronisk musik med inspirerende og iørefaldende melodier.

Den prisbelønnede, slovakiskfødte altsaxofonist og komponist Nikola Bankov har samlet et stærkt hold af unge, dygtige og stærkt efterspurgte musikere – alle med base i Aarhus, hvor Nikola selv går på konservatoriet. Bankov skubber virkelig grænserne for sit instrument og blander moderne jazz og elektronisk musik med en række effekter, der- kombineret med lyden af saxofonen - skaber nye og friske lydbilleder.

Nikola Bankov Band består foruden Nikola af guitarist Jonas Gravlund, der også optræder med egen trio. Den prisvindende bassist Jens Mikkel Madsen er bl.a. kendt fra Think You're Awesome. John Riddell er, foruden trommeslager, også komponist, arrangør og dirigent og har allerede sat sit tydelige spor på den danske jazzscene. August Korsgaard på synth gør sit til, at der er knald på effekterne.

Den kun 20-årige Nikola Bankov har tidligere gået på Berklee College of Music i Boston og på Conservatorium van Amsterdam og i 2015 vandt han en pris som “Discovery of the festival“ ved konkurrencen „New Faces of Slovak Jazz“.

På Nikola Bankov Bands stærkt roste debutalbum ' Bright Future ', der udkom i år, medvirker den verdenskendt amerikanske tenorsaxofonist Seamus Blake. Han udtaler følgende om samarbejdet: "Nikola Bankov er en fantastisk altsaxofonist, der skriver fængende melodier og udfører dem med en rig elektrisk lydpalet. Det var en fornøjelse at samarbejde med ham.

Jazznyt skriver om debutalbummet 'Bright Future:

- Musikken er en ekspressivt ungdommelig udladning. Der er enkelte numre hvor der er ro på. Men det er højoktan-numrene der fæstner. Her er kul på effekterne på saxofonerne og nogle tidstypiske breaks, med synthoverload. Dejligt uhøjtideligt og superskarpt. Har du hang til nutidens jazz, hvor der er en fusionsistisk vibe i stemningen, så har Nikola Bankov fat i noget.

Koncerten finder sted torsdag den 9. januar klokken 20 på Godset i Kolding. Billetter kan købes på www.Jazz6000.dk eller ved indgangen.

Udgivet i Det sker...

Læserbrev af Vibeke Henriksen, bestyrelsesmedlem i Venstres vælgerforening, Dalbyvej 16, 6000 Kolding.

Det er ikke gået Danmark forbi, at det har været en udfordrende nat for både brandfolk og politi, der op til flere gange har måtte rykke ud til påsatte brande i affaldscontainere nytårsaften, hvor de så bliver beskudt med nytårsraketter. Det er jo dødsensfarligt.

Jeg er vred over at nogen kan være så afstumpet i forhold til andres velfærd. Det kan ikke være rigtigt, at helt almindelige borgere -mænd, kvinder og børn skal udsættes for fare og frygt når de forlader deres bopæl. Ligeledes er beredskabet også mennesker -forældre, søster, bror mm som egentlig bare passer på os og på Danmark.

Man fristes til at sige at nogen bruger fyrværkeri som et våben mod det danske samfund, og gør en nytårstradition med fyrværkeri til krig og utryghed.

Det er helt urimeligt overfor vores beredskab, at det er dem som skal kæmpe en ”usynlig” kamp. En kamp mod Danmark, eller er det drengestreger –jeg tvivler. Beredskabet beretter om bagholdsangreb nogen steder, vi er heldigvis mange, som ikke vil tolerere den udvikling i Danmark.

Men det skal bakkes op af hårdere straffe til de tiltalte, og jeg så gerne at politikkerne støttede op om bedre lovgivning for brandmændene i funktion, som gør at brandmændene ville kunne passe deres arbejde. Jeg går ikke ind for at man straffer kollektivt. -De få, må ikke ødelægge det for de mange.

Men noget skal der gøres.

Udgivet i Læserbreve