Tirsdag, 19. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Søndag, 22 september 2019
Søndag, 22 september 2019 18:55

Vigtig kontrol af udenlandske lastbiler

Læserbrev af Molle Lykke Nielsen (DF), medlem af Teknik- og Klimaudvalget, Mosegyde 11, 6094 Hejls.

Teknik- og Klimaudvalget og Plan-, Bolig- og Miljøudvalget besluttede i december 2018, at sætte ind mod ulovlig parkering af lastbiler i Kolding kommune.

Det har virket. Udviklingen er gået i den helt rigtige retning, og antallet af ulovlige parkeringer er faldet kraftigt.

Cityassistenterne har haft mange gode og konstruktive dialoger med chauffører fra forskellige lande, men også mange dialoger med chauffører, der har kørt for lokale firmaer. Chaufførerne har taget godt imod de informationer, de har fået, og cityassistenterne har ikke haft gengangere af chauffører, der har parkeret ulovligt. Cityassistenterne beretter, at det efterhånden er sjældent, at de ser, at der parkeres ulovligt.

Der blev den første måned i 2019 givet 28 afgifter og uddelt foldere om alternative parkeringsmuligheder. Der er siden den 24. marts 2019 givet 6 afgifter.

For kontrol med velfærdsfaciliteter og behov herfor har forvaltningen rettet henvendelse til transportvirksomheder, der indenfor de seneste år har ansøgt om tilladelse til at opføre velfærdsfaciliteter til deres chauffører. De faciliteter, der er givet tilladelse til, er køkkener, toiletter, bad, vaskerum samt opholds- og hvilerum.

Fordi kontrollen har virket og der nu kun gives én afgift om måneden, i forbindelse med kontrollen, har et flertal i Teknik- og Klimaudvalget besluttet, at ændre kontrollen til at være stikprøvekontrol.

Det har vi gjort for at bruge Kommunens medarbejdere så fornuftigt som muligt. Vi se på resultatet igen om seks måneder, for vi vil fastholde den gode udvikling, hvor ulovlige lastbilparkeringer stoppes.

Udgivet i Læserbreve
Søndag, 22 september 2019 16:56

Læge tilbyder ikke mere premium-ordning

Lægen i Christiansfeld tilbyder ikke længere et premium-abonnement.

Det gav røre i starten af dette år, da læge Hung Le i Christiansfeld tilbød sine patienter et premium-abonnement til 799 kroner. Et abonnement for de personer, der ville have ekstra services og kunne betale for dem. Abonnementet kunne f.eks. bruges af den travle person, der havde brug for at få taget en blodprøve på sin arbejdsplads fremfor at køre ned til lægen.

Men det er slut med denne form for abonnement, skriver JydskeVestkysten søndag.

Ordningen er fjernet fra lægens egen hjemmeside. Og praksischef hos Region Syddanmark, Frank Ingemann Jensen, bekræfter over for avisen, at ordningen er lagt i graven:

- Det blev klart, at den slags kan man ikke. Overenskomstparterne har vurderet, at det ikke var i overensstemmelse med overenskomsten, fortæller praksischefen til JydskeVestkysten.

Premium-ordning rejst i Folketinget

SFs Karina Lorentzen fra Kolding rejste sagen i Folketinget, hvor hun bad daværende sundhedsminister Ellen Trane Nørby om, at tage stilling i sagen om premium-abonnementer. Og her var holdningen klar:

-Som sundhedsminister er jeg optaget af at sikre, at alle borgere har adgang til den bedst mulige behandling i vores sundhedsvæsen. Derfor mener jeg heller ikke, at sundhedsvæsenet kan eller skal dele folk ind i såkaldte A- og B-hold, skrev Ellen Trane Nørby blandt andet i sit svar til Karina Lorentzen.

Og nu er ordningen hos lægen i Christiansfeld altså lagt i graven.

Udgivet i Christiansfeld
Søndag, 22 september 2019 13:38

Uheld: Bilist smadrer op bag i traktor

Heldigvis kom ingen personer til skade.

Søndag ved 11.35-tiden skete der et færdselsuheld på Koldingvej (rute 25) nær krydset ved Hjarup mellem Kolding og Vamdrup:

- En traktor med en såmaskine hægtet bagpå havde trukket en kø. En bilist længere nede i køen ville overhale flere biler - og en bilist tættere på traktoren trak også ud for at overhale landbrugsmaskinen. De rammer hinanden. Den ene bil bliver slynget rundt og op bag i traktorens såmaskine, mens den anden bilist ender i grøften, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Kolding Netavis.

En kvinde i den værst medtagne bil slap uskadt - til trods for, at airbaggen ikke var udløst. En ældre mand, der kørte i den anden bil slap også uskadt.

Se video og billeder nedenunder...

Udgivet i Vamdrup
Søndag, 22 september 2019 11:51

Tag på rejse med Kolding Sydbaner

Du inviteres på en rejse med Kolding Sydbaner.

Det er mere end 100 år siden Kolding Sydbaner blev indviet og 71 år siden banerne blev nedlagt. Men alligevel kan du opleve at komme med på en ”rejse” med disse små hyggelige tog, som futtede gennem de otte sogne syd for Kolding.

Det er journalist og forfatter til bogen om Kolding Sydbaner, Svend Erik Brodersen, som tager os med på den historiske rejse. Det sker i form af lysbilleder - krydret med spændende fortællinger.

Billederne er optaget grundlovsdag 1947 under en rejse med sydbanetoget primært ad strækningen fra Kolding via Bjært, Varmark, Dalager, Skamlingsbanke, Sjølund og Hejls til Hejlsminde.

Undervejs på turen vil du også kunne se og høre om nogle af de ting, som i gamle dage, kunne ses ud fra kupevinduet.

Banerne havde to strækninger, Kolding - Hejlsminde og Kolding - Taps- Vamdrup. De blev nedlagt 30. september 1948. Det skete i øvrigt under ret stor tumult. Også om dette drama vil Svend Erik Brodersen fortælle, når han onsdag den 2. oktober klokken 19 gæster Sdr. Bjert med Lokalhistorisk Arkiv i Bjert som vært.

Udgivet i Sdr. Bjert
Søndag, 22 september 2019 07:12

Jorden rundt på 80 dage

Nu kan du opleve den gamle fortælling "Jorden rundt på 80 dage" i en opdateret version.

Kolding Teaterforening byder på "Jorden rundt på 80 dage". Her kan man se Jules Vernes gamle fortælling udsat for musik og gags.

Om forestillingen lyder det:

- Det hele foregår særdeles frit efter Klein & Jensens ”Jorden rundt i 80 dage”, som igen var mere end uforskammet frit efter Jules Vernes’ roman. Det er det private arvesølv, der er taget frem til lejligheden, og forestillingen er – også – en hilsen til Jesper Klein. Anderledes kan det ikke være. Jesper Klein og Flemming Jensen spillede forestillingen op mod 200 gange, og samtlige roller blev spillet af de to. Altså to mand om 52 roller. De styrtede ind og ud og skiftede tøj.

- I denne nyskrevne udgave bredes det hele ud i større format, og personalet bliver udvidet, så der nu er fire skuespillere om de 52 roller – både i Paris, Gibraltar, Hong Kong, Port Said, Calcutta, Cairo og Travemünde. Det er alt sammen ret langt væk – selv for en landsdækkende teaterturnè. Den ene af de fire skuespillere er oven i købet kvinde! Hvilket ville have været utænkeligt på Phileas Fogg´s tid – men nødvendigt i 2019, hvis man ikke vil ha´ ballade.

- Det er en aldeles hæsblæsende forestilling. Verdensdelene vil flimre forbi øjnene af de måbende tilskuere, mens vi med denne tour de force er vidner til et af de tidligste udtryk for globalisering. Skønt det er en gammel historie, er den faktisk ualmindelig aktuel og lydhør over for tidens trends. – Og forestillingen er i farver.

Medvirkende i forestillingen er Jacob Morild, Thomas Mørk, Lisbeth Kjærulff, Kim Hammelsvang. Manuskript og instruktion af Flemming Jensen.

"Jorden rundt på 80 dage" kan opleves søndag den 29. september på Comwell Kolding Teater klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Udgivet i Kolding
Søndag, 22 september 2019 07:09

Fællessang på biblioteket

Syng dig i godt humør, når den nye sæson af det traditionsrige Månedens Sange starter.

Kolding Bibliotek inviterer til åben og gratis fællessang en gang om måneden i vinterhalvåret. Hver gang er det skiftende personligheder fra Kolding, der står for at vælge og introducere dagens sange.

I denne sæson er værterne blandt andet teaterdirektør på Mungo Park Sophie Lauring, leder af Godset Martin Røen Hansen og byrådsmedlem Jesper Elkjær, oplyser Koldingbibliotekerne.

Den første gang i dette efterår er den 3. oktober, hvor værten er bibliotekar på Koldingbibliotekerne Kristoffer Harboe. Pianist Bente Ibenfeldt akkompagnerer på flygel.

Månedens Sange finder sted den første torsdag i måneden klokken 17.00-17.45. Arrangementet er gratis og kræver ikke tilmelding. Alle er velkomne.

Udgivet i Det sker...
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« August 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
      1 2 3 4
5 6 7 8 9 10 11
12 13 14 15 16 17 18
19 20 21 22 23 24 25
26 27 28 29 30 31