Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Tirsdag, 09 Juli 2019

Tre større vejarbejder i den sydlige del af Kolding midtby kommer til at påvirke trafikken massivt hen over sommeren.

Trafikanterne opfordres til at være tålmodige, afsætte god tid til turen og finde alternative ruter.

- Der er tale om tre vejarbejder, som ikke kan udsættes ret meget længere. Vi har valgt at lægge alle tre projekter i sommerferien, så færrest muligt bliver generet, når folk starter på arbejde igen. Men der er ingen grund til at skjule, at det bliver en belastning for trafikanterne, mens vejarbejderne står på, fortæller trafikchef Martin Pape i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

Tøndervej

På Tøndervej mellem Warmingsgade og Bjerggade udskifter TREFOR Vand en vandledning, som er i dårlig stand. I perioden 22. juli-30. august vil kørebane, cykelsti og fortov i den nordlige side af vejen være spærret for trafik. Der etableres lysregulering for bilisterne, der kommer til at deles om én kørebane, mens cyklister og fodgængere henvises til modsatte cykelsti/fortov.

- Vejarbejdet på Tøndervej er fortsat i gang, når de fleste har overstået sommerferien, og da der er tale om en meget trafikeret strækning, vil det betyde mærkbare forsinkelser. Det bedste, man kan gøre, er at tage hjemmefra lidt tidligere end normalt og gerne finde en alternativ rute, siger Martin Pape.

Buen

På Buen er BaneDanmark allerede i gang med at renovere broen over jernbanen. I perioden 1. juli-7. august vil én side af broen på skift være spærret for trafik. Der etableres lysregulering for bilisterne, der kommer til at deles om én kørebane, mens cyklister og fodgængere henvises til modsatte cykelsti/fortov.

Kongebrogade

Broen over Kolding Å på Kongebrogade skal også renoveres. I perioden 15. juli-7. august vil Kongebrogade være spærret for al trafik hen over broen. Der vil stadig være fri adgang til f.eks. Ågade og parkeringspladsen ved Holmsminde, men under vejarbejdet vil det ikke være muligt at passere broen på Kongebrogade.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 09 Juli 2019 04:11

Udklædte turist-medarbejdere i midtbyen

Mød de flotte udklædte turismemedarbejdere i midtbyen hele sommeren.

I løbet af sommeren kan byens borgere og turister møde udklædt personale fra Visit Kolding i midtbyen.

Igen i år vil der gå renæssanceudklædte medarbejdere rundt i byens gader mandag til fredag i ugerne 28-33 klokken 10.30-13. Byens borgere og gæster har mulighed for at få en uventet oplevelse og et ferieminde med hjem.

- Sidste år skabte initiativet positiv opmærksomhed, og de udklædte medarbejdere blev mødt med smil og en positiv stemning, så i år vil de udklædte gå i byen hele sommerferien. De vil gå rundt med bykort, Kolding Guides og flyers fra Koldinghus og hjælpe de gæster de møder på deres vej, fortæller Tove Gæmelke, direktør for erhvervsudvikling i Business Kolding, i en pressemeddelelse fra Visit Kolding.

Hun fortæller også, at flere udenlandske gæster fik taget billeder med de udklædte medarbejdere og fik en god snak og var meget positive overfor tiltaget i midtbyen.

Ligesom sidste år har Visit Kolding samarbejdet med Koldinghus, som har udlånt de flotte dragter og tilpasset dem til hver enkel medarbejder. Dragterne er syet af Den kongelige Systue på Koldinghus, som består af 30 frivillige. Inspirationen til dragterne kommer dels fra malerier, dels fra både dansk og engelsk litteratur om syning. Det tager mellem tre måneder og to år at sy en enkelt dragt.

Gæster i Kolding kan finde informationer om attraktioner og events flere steder:

Bemandet Turistinformation findes på Kolding Bibliotek, i Kolding Storcenter og i Christiansfeld Centret.

Infostande med brochurer findes i Nicolai Biograf og Café, Føtex i midtbyen, Marina Syd og Badehotellet i Hejlsminde.

Interaktive skærme med Turistinformation findes på Tombolapladsen, Rådhuset, Koldinghus, Kolding Bibliotek, Føtex i midtbyen, Nicolai Biograf og Café, Scandic, Comwell, Dancamps, Sundhedscentret og Badehotellet i Hejlsminde.

Derudover samarbejder man med byens butikker, som alle har mulighed for at have Kolding Guiden og bykort liggende.

Udgivet i Kolding
Tirsdag, 09 Juli 2019 04:05

Glas, olie, isprint og akvarel

Der er lagt op til en transparent møde mellem kunstnerne Trine Drivsholm, Anne Østergaard og Hardy Brix, når de udstiller i Nicolai Kunst & Design i august.

Det er kunstnertrioen Trine Drivsholm, Anne Østergaard og Hardy Brix, der står bag udstillingen ”Nordisk Cross-over”, som kan opleves i Nicolai Kunst & Design i perioden 3. august – 1. september. Der er fernisering fredag den 2. august i tidsrummet 15-17, oplyser Nicolai Kultur i en pressemeddelelse.

Udstillingen tager afsæt i en nordisk tradition, hvor de tre sanser naturens kræfter og udtrykker dem i deres værker.

Det er ikke kun årstidernes skiften og vejrfænomenerne i det ydre landskab, de skildrer. Værkerne er også udtryk for det indre landskab, om drømme og længsler som afspejler sig i maleriets horisont eller glassets stoflighed.

Gennem mange år har de tre arbejdet med det transparente og således forfinet deres udtryk.

Glassets gennemskinnelighed, akvarellens laserende overflade og oliemaleriets irreversible struktur eller isprintenes sære formationer.

På den måde komplementerer de hinanden, og sammenstillingen i udstillingen mellem glas, maleri, isprint og akvarel udvider den enkelte kunstners udtryk og bliver i mødet større.

Udgivet i Nicolai
Tirsdag, 09 Juli 2019 04:05

Grøn by- og Kollektiv trafik

Læserbrev af Hans Holmer (SF), byrådsmedlem, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

En rapport fra Rambøll ”Sådan skaber vi mere bæredygtige byer” viser at Koldingenserne gerne betaler mere for en grøn by og en forbedret kollektiv trafik.

I SF mener vi at der skal investeres massivt i flere bybusser, så vi får bedre bustider som også dækker et større geografisk område. Vi mener at vi skal udvide vores busnet, så fx centerbyerne, Eltang Sdr. Bjert, Alminde, Viuf, Vester Nebel og andre byer, hvor det giver mening får ordentlig betjening.

Vi har sikket alle lagt mærke til, hvordan trafikken i Kolding bliver tættere og tættere. Og selvom vi udvider vejnettet og forbedrer lyskryds, er det ikke nok til at løse de udfordringer, vi har med vores infrastruktur. Den kollektive trafik og i dette tilfælde bybusserne er en del af løsningen, og det skal tænkes ind, når vi vil løse problemerne med trafik i Kolding by- Vi skal gøre det mere attraktivt at bruge den kollektive trafik. Det vinder vi alle på!

Når vi snakker om det grønne peger rapporten på at vi ønsker mere rent luft og mere energieffektive bygninger. Der er her vi som kommune skal går forrest. Det skal vi også når vi snakker om grønne områder hvor vild natur er noget af det mest eftertragtede vi har tilbage. Også for folk som bor i tætbebygget byer. Alle mennesker har brug for grønne åndehuller hvor man kan stresse af og finde tid til fordybelse.

Derfor vil en virkelig fremtidig investering i Kolding være at have en byplanlægning hvor vi udvider, udvikler og sikrer det grønne i bredt forstand. Det er på mange måder en god investering for Koldings fremtid.

Udgivet i Læserbreve
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30