Tirsdag, 25. Juni 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Lørdag, 24 November 2018
Lørdag, 24 November 2018 17:11

Kvinde på sygehuset efter uheld

Der skete lørdag formiddag et færdselsuheld ved Vamdrup.

En person måtte lørdag formiddag bringes til Kolding Sygehus efter et færdselsuheld på Tøndervej i Bastrup nær Vamdrup, skriver netavisen Sebro Press.

Uheldet skete mellem Bastrup Skolevej og Bastrup Skovvej. Af ukendte årsager røg bilen af kørebanen - af en ellers lige strækning. Bilen endte inde på en mark.

En kvinde kunne ikke ved egen hjælp komme ud af den forulykkede bil. Redningsfolk fra Trekantbrand station Vamdrup sørgede for at få kvinden sikkert ud af bilen under stor hensyntagen til stærke smerter i ryggen. Under frigørelsen blev hun tilset af en læge fra lægebilen. Kvinden blev under forsigtig kørsel i en ambulance med blå blink kørt til Kolding Sygehus.

Tøndervej var under redningsarbejdet spærret, og trafikken blev derfor ledt bagom uheldsstedet ad Bastrup Skolevej og Bastrup Skovvej.

Udgivet i Vamdrup

Lørdag formiddag gæstede den elskede Matador-skuespillerinde og forfatter Kolding Storcenter.

Skuespiller og forfatter Susse Wold, der sidste lørdag fyldte 80 år, tog lørdag formiddag turen forbi Kolding. Anledningen var, at hun den 15. november udgav sin bog nummer to "Bevægelse".

Derfor signerede Susse Wold bøger ved Arnold Busck i Kolding Storcenter. Og mange kiggede enten blot nysgerrigt forbi eller skulle have bogen signeret. Og forfatteren og skuespillerinden signerede bøgerne med et stort smil på læben.

Bogen "Bevægelse" udkommer 10 år efter erindringsbogen "Fremkaldt".

I sin nye bog fortæller Susse Wold om de ting, hun har foretaget sig, som har givet hende de helt store grænseoverskridende ydre og indre oplevelser. Med humor og indlevelse fortæller hun om sit brogede liv både på Hawaii, rundt om i verden og i Danmark. Læseren er med hende på udfordrende selvudviklingskursus i regnskoven. På safari i Kenya, hvor hun sidder fast i mudder omgivet af løver. Alene i ørkenen med en mand, der har klap for øjet og pistol i bæltet. Til begravelse ude på Stillehavet, hvor delfiner og hajer medvirker.

I bogen følges Susse Wold i arbejdet med filmen Jagten, som ender med en bizar oplevelse i Cannes, da filmen næsten bliver væk i en regnstorm. Hun fortæller om at bringe sin internationale forestilling om H.C. Andersen ud til publikum i både Herning og Hokkaido. Læseren oplever hende i Japan, hvor hun læser eventyr højt for landets kronprins og besøger et hemmeligt tempel i bjergene. Hun fortæller også om de svære ting, som da hun for få år siden troede, at hun havde en alvorlig hjertesygdom.

Læseren bliver taget med på den indre rejse, som hun bliver tvunget ud på, da en nær ven drukner sig i Stillehavet. Med samme humor og lethed som i sin første bog deler hun sin livsfilosofi og sine tanker om det at blive gammel. Læseren er også med, da hun en morgen på Hawaii får besked om, at en nordkoreansk atombombe er på vej for at udslette øerne.

Til sidst stiller Susse Wold sig selv alle de nærgående spørgsmål, som hun forestiller sig, at mange har villet kende svarene på. Bevægelse handler om, hvor vigtigt der er at bringe sig ud i situationer, som flytter én. Den er historien om kærlighed, tab, og om, hvordan man bestemmer sig til at tage ti år til.

Bogen "Bevægelse" er udgivet på Politikens Forlag.

Se billederne længere nede på siden...

Udgivet i Kolding
Lørdag, 24 November 2018 09:04

Tommy Kenter i one-man-show i Kolding

Tommy Kenter … eller en tragikers komiske bekendelser.

Tirsdag den 27. november præsenterer Kolding Teaterforening Tommy Kenters one-man-show på Comwell Kolding Teater.

Om aftenens forestilling fortæller Tommy Kenter selv:

- Min ældre kollega Lily Weiding sagde engang til mig: ”Tommy, man skal aldrig sælge ud af hovedstolen!” Dermed mente hun, at en skuespiller aldrig skal fortælle, hvilke ting i hans liv der har formet og inspireret ham som skuespiller. ”Behold magien, Tommy, og vis kun resultatet...” Altså for at blive i banksproget: ”Brug kun renterne.” I en alder af 67 har jeg tilladt mig at bryde med hendes råd, for i de sidste 40 år har jeg faktisk brugt alle renterne – der er kun ”hovedstolen” tilbage. Så i denne énmandsforestilling vil jeg delagtiggøre publikum i, hvad i alverden der har ført en lille sund dreng til at stå og krænge sin sjæl ud hver aften foran en masse mennesker, han ikke kender.

- Jeg vil forsøge at belyse, hvorfor det er så vigtigt for en komiker at få folk til at grine, og hvad latteren gør ved os – både jer i salen og mig på scenen. Som salig Jørgen Ryg sagde: ”Komikeren vil være tragiker – og tragikeren vil være komiker – og Lars Løkke vil være politiker.” Jeg vil helst være musiker, så på denne aften slipper De ikke for, at min fortælling delvis vil foregå bag et klaver. For som gamle Victor Borge allerede var inde på: ”Musik og smil er den korteste vej mellem to mennesker.”, siger Tommy Kenter.

Showet med Tommy Kenter starter klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk. Dette er i øvrigt det sidste show for i år, som Kolding Teaterforening arrangerer. Men der er flere forestillinger på vej i 2019.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 24 November 2018 08:09

Ældre overraskede: De bliver mere fulde

Julefrokostsæsonen starter nu. Her skal ældre vide, at den samme mængde alkohol virker forskelligt på unge og ældre. I følge Social- og sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen (SF) har en ny kampagne for 60+ været en øjenåbner for mange.

Julefrokosterne står for døren, men blandt ældre er der et stort ukendskab til, at når alderen stiger, stiger promillen for ældre, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det betyder, at den samme mængde alkohol virker forskelligt på unge og ældre, og ifølge Social- og Sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen er det ikke kendt viden for mange ældre, at de tåler alkohol dårligere. Det er erfaringen fra en ny kampagne, hvor Social- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune har sat et fokus på alkoholvaner blandt de 60+ årige.

- Mange kampagner har været i forhold til unge, som drikker heftigt i weekenden. Men i den sammenhæng har der nok været en tendens til at overse, at der også har været en udfordring blandt ældre, hvor antallet af spritkørsler er steget med en tredjedel, fortæller Social- og Sundhedsudvalgsformand Karina Lorentzen i pressemeddelelsen.

- For mange ældre er et lille glas lig med livskvalitet i hverdagen, og det er helt fint. Men for en gruppe har det udviklet sig til, at de ikke er blevet misbrugere, men overforbrugere. Og erfaringen fra kampagnen er, at de borgere, vi har været i kontakt med, ikke ved, at kroppen tåler alkohol dårligere og påvirkes mere, når man bliver ældre. Det betyder, at de ikke ved, at hvor de før kunne drikke lidt vin og køre hjem, vil det for nogen kunne få den konsekvens, at de ved samme mængde alkohol i dag kan miste kørekortet.

God dialog

Kampagnen er udarbejdet sammen med 60+ borgere og materialet har givet anledning til mange gode dialoger om alkohol, alder og livskvalitet.

Medarbejdere fra Sundhedscenteret har været til mange arrangementer, hvor de har været i dialog med borgere - og tilbagemeldingen er, at rigtig mange i målgruppen ikke er klar over, hvor meget promillen stiger med alderen.

- Kampagnes er ikke lavet for at løfte pegefingre. Livskvalitet forskellig for os alle, og budskabet i kampagnen er ganske enkelt at man får den viden der gør, at man kan tage højde for at havne i en uønsket situation, og ganske som forudset ved mange ældre ikke, at de tåler alkohol dårligere, siger Karina Lorentzen.

Baggrund

Om ældres alkoholforbrug

Af Sundhedsprofilen fremgår at 7,8% i alderen 65-74 årige overskrider højrisikogrænsen, 20,6% lavrisikogrænsen.

Om kampagnen

Social- og Sundhedsudvalget har med baggrund i det nye sundhedsbegreb, der arbejdes med i Kolding Kommune, fået udarbejdet en kampagne med særligt fokus på alkoholvaner blandt de +60 årige.

Målgruppen er borgere i alderen 60+ med en mellem-/langvideregående uddannelse. Målgruppen er valgt, da man ved at lige præcis denne gruppe har et højt alkoholforbrug.

Derudover er målgruppen for kampagnen:

• Ældre med et pludselig opstået/øget forbrug af alkohol
• ”Hyggedrikkeren”
• ”Selvmedicinering”

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« September 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30