Tirsdag, 25. Juni 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Mandag, 19 November 2018
Mandag, 19 November 2018 18:45

Miljøaftale til over en kvart milliard

BlueKolding og Aarsleff underskriver tirsdag en kontrakt, der betyder, at BlueKolding de kommende seks år investerer cirka 300 millioner kroner i bedre og større kloakker i hele Kolding Kommune. Det unikke ved aftalen er, at den er forhandlet efter den såkaldte Smartnership-metode. Det sparer BlueKolding, og dermed kunderne, for et større tocifret millionbeløb.

Hvert år investerer BlueKolding millioner af kroner i at anlægge og vedligeholde kloakker og klimatilpasse Kolding Kommune. Og hver gang, selskabet skal i gang med et større projekt, skal der laves udbudsmateriale og forhandles med leverandører. Det tager tid. Og det er dyrt, skriver BlueKolding i en pressemeddelelse.

Men de næste seks år bliver en række af udgifterne markant mindre. Det bliver nemlig én og samme entreprenør, der kommer til at udføre BlueKoldings projekter lige fra mindre, akutte graveopgaver til store renoveringsprojekter. BlueKolding og entreprenørkoncernen Per Aarsleff A/S har indgået en såkaldt rammeaftale, der betyder, at Aarsleff skal udføre alle opgaver inden for helt faste prisrammer, som er fastlagt i aftalen.

Bedre kvalitet til færre penge

Det giver både økonomisk tryghed, store besparelser og en øget kvalitet i arbejdet, forklarer BlueKoldings direktør, Per Holm.

- Når man forhandler efter Smartnership-modellen, arbejder parterne sammen om at finde besparelser og merværdi i samarbejdet og i projekterne. Motivationen er, at man deler de gevinster, man kan finde i forhandlingerne. Med denne rammeaftale kommer vi for eksempel til at spare mange penge på ikke selv at skulle lave udregninger og udbudsmateriale til alle projekterne. Vi ved nemlig allerede, hvem der skal gennemføre dem, siger Per Holm.

Man kunne frygte, at det betyder øgede udgifter, når man ikke beder forskellige leverandører om at byde ind på hvert enkelt projekt, men det bliver ikke tilfældet, garanterer direktøren:

- Man lægger en såkaldt target-pris for hvert projekt. Hvis det bliver dyrere end beregnet, deler BlueKolding og Aarsleff udgiften. Hvis det bliver billigere, deler vi gevinsten. Dermed har begge parter hånden på kogepladen, konstaterer han.

Dertil kommer, at Aarsleff har kunnet justere sine priser på arbejdet betydeligt ned. Dels fordi selskabet er sikret faste opgaver de kommende seks år, dels fordi man forventer løbende at kunne effektivisere arbejdet.

- Der er betydelige fordele for Aarsleff ved at kunne planlægge seks år frem i tiden og sikre både beskæftigelse og omsætning. Den sikkerhed kommer også BlueKolding, og dermed kunderne i hele Kolding, til gode i form af flere og bedre projekter for pengene, forklarer Per Holm.

Hos Aarsleff vækker aftalen også stor glæde.

- Rammeaftaler er et fokusområde, som vi efterhånden har arbejdet med i mange år. Vi er derfor naturligvis glade for aftalen og den tillid, som BlueKolding har vist os, fortæller administrerende direktør ved Aarsleff, Jesper Kristian Jacobsen.

Han pointerer videre, at samarbejdsformen passer godt til Aarsleff-koncernens mange kompetencer inden for både opgravningsfri og traditionel kloakfornyelse.

Besparelse på 30 millioner kroner

Per Holm skønner, at BlueKoldings besparelser bliver i størrelsesordenen 30 millioner kroner eller mere, som blandt andet kan bruges på endnu bedre kloakker Kolding Kommune. Rent praktisk rykker tre Aarsleff-ansatte fysisk ind hos BlueKolding og kommer til at deltage i både planlægning og udførelse af projekterne.

- Det betyder øget kvalitet i projekterne, fordi vi kan drage fordel af Aarsleffs ekspertise tidligere i projekterne. Og det giver yderligere besparelser i forhold til tidligere, når vi har været nødt til at hyre eksterne rådgivere til at hjælpe med den praktiske planlægning af de enkelte projekter. Nu har vi dem siddende fast hos os, siger Per Holm.

Også BlueKoldings bestyrelsesformand, Tanya Buchreitz Løwenstein glæder sig over aftalen:

- BlueKoldings kunder får med rammeaftalen betydeligt mere miljø og klimatilpasning for pengene i de kommende seks år. Samtidig kommer de til at opleve en mere ensartet kommunikation omkring projekterne, når den samme entreprenør, der løser opgaverne hver gang, vurderer hun.

Udgivet i Kolding
Mandag, 19 November 2018 17:29

Kolding vil ikke være "konge af klamydia"

Social – og Sundhedsudvalget vil af med Koldings førsteplads i antal klamydia-tilfælde. Ifølge formanden for udvalget, Karina Lorentzen (SF), sætter man nu et arbejde i gang.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen indtager Kolding Kommune en 1. plads i forekomsten af klamydiatilfælde blandt de 15–29 årige i Danmark i 2017. Men den plads vil Social- og Sundhedsudvalget i Kolding Kommune af med, og derfor sætter udvalget nu et arbejde i gang.

- Man kan jo godt smile lidt smålummert af hele denne sag, men fakta er, at den rummer en stor alvor. Klamydia er ikke en sygdom, man nødvendigvis kan mærke eller er generet af, men vi ved, at den kan få store konsekvenser i form at, at man ikke senere kan få børn. Derfor skal der reageres på denne kedelige udvikling, forklarer Karina Lorentzen.

Stigning undrer

I Social- og sundhedsudvalget undrer førstepladsen udvalgsformanden Karina Lorentzen (SF).

- Vi kan se, at der i Kolding Kommune er et relativt lavt antal unge, der lader sig teste for klamydia, men når de gør det, er antallet af klamydiatilfælde desværre ret højt. Vi ved ikke præcist, hvorfor det forholder sig sådan. Der kan være flere forklaringer på, og det er det, vi vil have undersøgt.

- Vi kan jo have forskellige ideer om, hvorfor der er så få unge, der lader sig teste. De kan være, fordi de tænker, at deres partner næppe kan være smittet. Måske mangler de viden om seksuelt overførte sygdomme, eller det kan være, de tænker, ”det ikke sker for mig”?. Det centrale er, at vi ikke ved det, og nu sætter vi et arbejde i gang for at afdække årsagerne, så vi kan reagere på dem.

Konkret skal forvaltningen ud og tale med kommunens unge, så den kan afdække årsagerne, og dernæst skal den anvise, hvordan der kan sættes ind og forebygges.

Udgivet i Kolding
Mandag, 19 November 2018 15:23

De vandt kommunens udbud på el

Det bliver EWII Energi, der skal levere el til Kolding Kommunes bygninger og vejbelysning i de kommende tre år.

Samlet set handler det om næsten 800 installationer med et forbrug på mere end 18 GWh om året.

Leverancen har været i udbud med Energi Team ApS, som er kommunens energimægler på både el og gas. Der har været stor interesse for udbuddet, der har været delt i to, henholdsvis gadebelysning og ejendomme. Det skriver EWII i en pressemeddelelse:

- Vi har haft en håndfuld interesserede bydere. Vi er underlagt EU's udbudsregler, og de er ikke lavet for at tage lokale hensyn. Vi har udelukkende valgt ud fra et prisparameter, og der var EWIIs bud det mest interessante for Kolding Kommune. Men når det er sagt, er vi da godt tilfredse med, at det er en lokal virksomhed, der vinder, siger Ina Hviid, leder af Indkøb og forsikring i Kolding Kommune, i pressemeddelelsen.

Hos Energi Team ApS, der rådgiver større virksomheder og offentlige institutioner uvildigt i forhold til indkøb af energi, har Tom Risbjerg Tønnesen været Kolding Kommunes mægler i udbuddet, og udover gennemgang af tilbud går en stor del af arbejdet på sikring af datakvalitet.

- Vi er på sidelinjen både før og gennem hele leveranceperioden for begge parters skyld, blandt andet for at sikre at både opstart af leverancen og efterfølgende faktureringen går efter planen. Og indtil videre har vores relation med EWII kørt rigtig fint, siger Tom Risbjerg Tønnesen.

Aftalen med Kolding Kommune er den seneste i rækken af større aftaler med virksomheder og offentlige institutioner, som EWII har landet med succes i de seneste måneder.

- Vi er simpelthen blevet bedre til at håndtere leverancer af den størrelse, og vores priser er blevet skarpere og dermed mere konkurrencedygtige,” siger Mette Marie Ostenfeld, salgs- og kundedirektør i EWII, og tilføjer: ”Samtidig oparbejder vi til stadighed bedre og bedre kunderelationer gennem vores professionalisme, hvilket gør os mere og mere attraktive som samarbejdspartnere.

Fakta om aftalen

-Aftalen gælder levering af el til Kolding Kommunes bygninger og vejbelysning

-Det samlede forbrug er på 18.100.000 kWh/år

-Aftalen gælder for tre år i perioden 2019-2021

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« Juni 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
          1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30