Torsdag, 14. november 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Torsdag, 11 april 2019

Fredag aften falder afgørelsen om, hvem der skal vinde årets X Factor. Meget peger på Benjamin, men seerne har det sidste ord.

Nu er de kun tre tilbage, og det er afgørelsens time i årets X Factor. Fredag aften, når showet løber over skærmen, står kampen mellem Benjamin Rosenbohm, Kristian Kjærlund og Live Vogel.

Men hvem der vinder, er helt uvist, selv om Danske Spils oddssætter har en klar forventning om, at Benjamin Rosenbohm løber med sejren. Han giver odds 1,45 til at løbe med sejren, mens Kristian Kjærlund giver 3,50 igen og Live Vogel giver 7,50.

Ser man på indsatserne, så har halvdelen af spillerne sat deres penge på, at Benjamin Rosenbohm vinder, mens 30 pct. har sat pengene på Kristian Kjærlund og 20 pct. på Live Vogel.

Hvis man så ser på kønsfordelingen, så viser det sig, at kvinderne foretrækker Kristian Kjærlund, og mændene foretrækker Benjamin Rosenbohm.

- Vurderingen er, at Benjamin har en sikkerhed i sin optræden og er populær blandt seerne og alt i alt har været den mest overbevisende i sin vokal af de tre finalister igennem alle showene, siger Oddsansvarlig Peter Emmike Rasmussen op til X Factor finalen.

Oh Land uden deltagere i finalen

I sidste uge røg pigegruppen Echo ud efter en optræden, hvor de endnu en gang fik at vide, at de lød som fire korpiger, da de sang med sangeren Bisse.

Dermed har Oh Land ikke nogen deltagere tilbage, mens Thomas Blachman har Kristian Kjærlund og Ankerstjerne har Live Vogel og Benjamin Rosenbohm.

Men hvad seerne beslutter, får vi først at vide fredag aften.

Udgivet i Kendte

Så skete det, som mange ventet ville ske. Jørn Dohrmann stopper i politik, oplyser TV Syd. -Jeg er 100 procent færdig med politik, siger Dohrmann.

Jørn Dohrmann, der er bosiddende i Drenderup ved Vamdrup, er medlem af Europa-Parlamentet for Dansk Folkeparti (DF).

Oplysningen om hans beslutning sker i kølvandet på, at DF torsdag morgen offentliggjorde sin kandidatliste til det kommende EU-parlamentsvalg, hvor Jørn Dohrmann er tilbudt en plads på listen, men han har takket nej, oplyser TV Syd i følge netavisen Sebro Press.

Han er utilfreds med den måde DF opstiller sin partiliste på. Det er Jørn Dohrmann udemokratisk, mener han.

Partilisteopstilling betyder, at kandidaterne vælges i den rækkefølge, de står på listen - og ikke i forhold til hvem der får flest personlige stemmer:

- Det synes jeg er både forkert og udemokratisk, siger den nu snart forhenværende DF-politiker til TV Syd.

Dohrmann: -100 procent færdig med politik

Jørn Dohrmann har siddet i EU-parlamentet siden 2014 - og inden da har han siddet i både Folketinget og i daværende Vamdrup og i Kolding Byråd:

- Nu er jeg 50 år, og det er et godt tidspunkt at komme videre til noget helt andet, så jeg er 100 procent færdig med politik, siger Jørn Dohrmann til TV Syd.

Jørn Dohrmann har gjort sig politiske kendt for sine ofte markante holdninger og debatskabende meninger, og er ofte blevet valgt på mange personlige stemmer.

Mød Jørn Dohrmann direkte fra Bruxelles i TV Syd torsdag aften klokken 19.30.

Udgivet i Politik
Torsdag, 11 april 2019 04:23

De skal bygge Koldings nye vartegn

AP Pension har indgået en aftale med Bjert Invest, der betyder, at AP Pension bygger og udvikler Koldings nye vartegn, Kolding Sky, der med sine 19 etager og 70 meters højde kommer til at rumme 100 lejligheder, der alle får en helt særlig udsigt til fjord og by.

AP Pension kommer til at stå bag udvikling af Kolding Kommunes nye vartegn, Kolding Sky, der med sin placering centralt i Kolding får en enestående udsigt til både Kolding Fjord og byen. Realiseringen af Kolding Sky, der er en del af Design City Kolding, er resultatet af en spritny aftale, som AP Pension har indgået med Bjert Invest.

Når Kolding Sky står færdigt kommer højhuset til at indeholde godt 100 moderne og stilrene lejelejligheder, der bliver på mellem 70 og 120 kvadratmeter.

- Kolding Sky er et virkelig spændende projekt, som vi i AP Pension glæder os til at realisere. Kolding Sky kommer til at ligge centralt i Kolding, hvor de kommende beboere er midt i byen samtidig med, at de har udsigt til Koldings helt særlige natur og ikke mindst en enestående udsigt til fjorden. Det er et helt unikt projekt, der vil være med til at skabe både spændende rammer for beboerne og solid værdi for alle kunderne i AP Pension, fortæller Peter Olsson om Kolding Sky, der kommer til at være i alt 70 meter højt.

Knudepunkt

Som en del af Trekantsområdet har Kolding en særlig rolle i den jyske infrastruktur, der passer ind i AP Pensions ejendomsinvesteringer.

- Kolding er et knudepunkt i Jylland, hvor der i øjeblikket er gang i en markant udvikling. Som en del af Trekantsområdet er Kolding let at komme både til- og fra, hvilket er med til at gøre byen meget attraktiv at bo- og arbejde i. Vi har gennem vores arbejde med projektet haft et rigtig godt samarbejde med Kolding Kommune, og vi ser frem til, sammen med kommunen, at realiserer Kolding Sky, siger Peter Olsson.

Borgmester: -Kolding Sky giver Kolding et løft

I Kolding Kommune glæder borgmester Jørn Pedersen sig over, at Kolding Sky, der forventes færdig bygget om to år og er tegnet af arkitektvirksomheden Arkitema, bliver en del af bybilledet.

- AP Pensions aftale om at udvikle Kolding Sky giver virkelig Kolding et løft. Vi mangler boliger i alle prisklasser, men Kolding Sky kommer til at give noget helt særligt til byen. Og for de kommende beboere er der ingen tvivl om, at de kommer til at bo i en arkitektonisk perle. Vi er meget glade for det samarbejde, som vi har med AP Pension, og vi ser frem til at følge arbejdet med Kolding Sky, når det for alvor går i gang, fortæller borgmester Jørn Pedersen.

Peter Olsson udtrykker stor tak for samarbejdet med Bjert Invest.

- Vi har haft et rigtig godt og konstruktivt forhandlingsforløb med Bjert Invest, der har sat et visionært projekt i søen med Kolding Sky, som vi ser frem til at realisere. Vi er meget glade for, at Bjert Invest giver os muligheden for at kunne arbejde med Kolding Sky, fortæller Peter Olsson.

Hos Bjert Invest er der stor tilfredshed med, at AP Pension kommer til at stå for realiseringen af Kolding Sky.

- Det glæder os meget, at AP Pension vil investere i Design City Kolding. Vi er stolte over, at AP Pension også kan se de mange muligheder i Kolding Sky, som vi også kan se. Kolding Sky er et byggeri, der kan noget særligt, og vi glæder os til at opleve, at beboerne flytter ind, fortæller administrerende direktør Martin Jensen fra Bjert Invest.

Udgivet i Kolding

De store parkeringsarealer Holmsminde og Riberdyb omkring Kolding Å skal omdannes til en attraktiv bydel med plads til 4-500 nye boliger i Kolding midtby.

Plan-, bolig- og miljøudvalget har vedtaget en vision for arbejdet med at omdanne arealerne Holmsminde og Riberdyb. Ønsket er at skabe en attraktiv bydel, hvor der er vægt på grønne byrum og et varieret boligudbud.

- Vi har det positive udgangspunkt, at flere og flere ønsker at flytte til byen, og vi mangler derfor attraktive bynære boliger. Beliggenheden er i den absolut bedste ende af skalaen med Kolding Å, der snor sig gennem arealerne og med alle byens tilbud tæt på. Vi har derfor mulighed for at skabe en ny bydel, der også kan bidrage til at skabe mere liv i bymidten, siger borgmester Jørn Pedersen i en pressemeddelelse.

Bygningerne i den nye bydel kommer til at variere fra to til højst syv etager og i bebyggelsernes stueetager bliver der plads til funktioner i bydelen, der kan være med til at berige miljøet omkring åen og skabe en levende bydel, fx en café, restaurant, galleri og fælleslokaler.

Grønt byrum som mødested

Ud over boliger bliver grønne byrum langs åen et primært element i den nye bydel.

- Vi ønsker at skabe grønne byrum, der udnytter nærheden til åen optimalt og kan fungere som rekreative mødesteder med offentlig adgang. Samtidig har vi også fokus på at skabe en bydel, der kan fungere som bindeled mellem den historiske bymidte, campusområdet og havneområdet. Det vil også være oplagt at kigge på sammenhængen til Søndergade, forklarer Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget og fortsætter:

- Nu er der tegnet nogle fine overordnede linjer, og så skal området udvikles i tæt samarbejde med kommende investorer og gennem borger- og brugerinddragelse.

I det videre arbejde vil der være fokus på tilgængelighed i området, blandt andet gode gang- og cykelstier. Med i visionen er også planer om at bygge en ny bro, der binder Holmsminde- og Riberdyb-arealerne tættere sammen. Desuden ønsker Plan-, Bolig og Miljøudvalget, at der skal udvikles en ny indgang til tunnelen under jernbanen, der binder den nye bydel sammen med det kommende boligbyggeri Klostergården.

For at sikre parkeringskapaciteten i midtbyen, der modsvarer de knap 600 eksisterende p-pladser på Holmsminde og Riberdyb og det behov, der opstår med de nye boliger, er ét eller flere p-huse også på tegnebrættet.

På økonomiudvalgsmødet den 23. april skal udvalget tage stilling til, hvilken udbudsform, der skal være afsæt for at realisere den nye bydel.

Udgivet i Kolding

Udvidelse af trafikeret kryds kommer først i gang i starten af 2020.

Udvidelsen af det trafikerede kryds i Kolding - Vestre Ringgade-Tøndervej-Seest Bakke - bliver forsinket, oplyser Kolding Kommune.

Det er nemlig nødvendigt, at lave en ny lokalplan for området. Derfor ventes ombygningen først at komme i gang i første kvartal 2020 i stedet for fjerde kvartal 2019. Ambitionen er stadig, at projektet, som vil øge fremkommelighed og trafiksikkerhed i krydset, skal stå færdigt næste år.

- Vi er i fuld gang med at projektere udvidelsen af det trafikerede kryds. Men det har vist sig nødvendigt at udarbejde en ny lokalområde, fordi vi taler om så stort et projekt, hvor der ændres på nogle af bestemmelserne i den eksisterende lokalplan. Det arbejde har vores planfolk sat gang i med det samme, men der er selvfølgelig nogle høringsfrister, osv., som skal overholdes, og derfor forventer jeg først, at vi kommer i gang med udvidelsen af krydset i foråret 2020, fortæller anlægs- og driftschef, Martin Sejersgaard-Jacobsen, i en pressemeddelelse.

Ombygningen af krydset kommer til at bestå af følgende elementer:

• Seest Bakke forlægges – dvs. forløbet af den sydlige del af vejen flyttes, så Seest Bakke kommer til at munde ud i Tøndervej 75 meter længere vestpå. På Seest Bakke etableres en separat venstresvingsbane ind mod centrum.

• På Tøndervej etableres to ekstra vejbaner – et ligeudspor på nordsiden og en ekstra venstresvingsbane på sydsiden.

• På Vestre Ringgade etableres et ekstra spor i nordgående retning.

• Der etableres tre tunneller til cyklister og fodgængere under hhv. Vestre Ringgade, Tøndervej og Seest Bakke. Cyklistforbundet inddrages i udformningen af tunnellerne, så de bliver rare at færdes i for cyklister og fodgængere.

• Olaf Ryes Gade lukkes i den sydlige ende. I stedet opgraderes Konstantin Hansens Vej til ny forbindelsesvej mellem Olaf Ryes Gade og Seest Bakke.

• Udmundingen af vejen Munkensdam i Tøndervej lukkes

Håbet var, at man kunne komme i gang med ombygningen af Seest Bakke i sidste kvartal i år, men nu gennemføres hele projektet til knap 28 mio. kr. i stedet i 2020 – selvfølgelig under forudsætning af, at lokalplanen ændres som planlagt. Justeringen af planen betyder også, at de mindre ekspropriationer, som der er lagt op til, først bliver foretaget, når lokalplanen er vedtaget.

- I det store held ventes anlægsarbejdet af kunne klares i 2020, men der kan være nogle tilpasninger og enkelte dele, som første færdiggøres i 2021, siger Martin Sejersgaard-Jacobsen og fortsætter:

- Anlægsarbejdet bliver selvfølgelig lidt mere komprimeret, når vi ikke kan lave ombygningen af Seest Bakke i år. Men vi sørger for at dele anlægsarbejdet op i mindre bidder, så trafikanterne generes mindst muligt i anlægsperioden. Hvis det f.eks. bliver behov for at lukke de større veje helt i forbindelse med nedgravning af tunneller til cyklister og fodgængere, så bliver det gennemført i weekenden eller ferieperioder.

Udgivet i Politik
Torsdag, 11 april 2019 04:04

Giv forældrene retten til at bestemme

Læserbrev af Karina Lorentzen, folketingskandidat for SF i Syd- og Sønderjylland, Sindalvej 4, 6000 Kolding.

Der må ikke spekuleres økonomisk i børns udvikling, og derfor vil SF igen give forældre ret til at bestemme – i samarbejde med børnehaven – om barnet er klar til skolen.

I dag er der nemlig store forskelle på hvor mange børn, der bliver skoleudsat. Bor dit barn i Kolding Kommune, er sandsynlighed større for, at dit barn bliver skoleudsat, end hvis det bor i Vejen Kommune. Der er nemlig penge i at skubbe børn videre fra børnehaven og til folkeskolen, fordi det er dyrere at drive børnehave end skole. Der er desværre et økonomisk incitament til at prøve, ”om det ikke nok går.”

Vi kan ikke tvangsmodne børn, og derfor skal forældrene igen have indflydelse på, hvornår deres barn er skolemodent. Siden 2009 har forældrene været afskåret fra indflydelse, fordi en lovændring dengang gav kommunerne den ensidige ret til at bestemme. Det har fået antallet af skoleudsættelser til at falde drastisk i mange kommuner.

Børn er vidt forskellige, og det er forældrene, der i samråd med daginstitutionen må vurdere, hvad der er bedst for barnet. Den ret bør de have tilbage.

Udgivet i Læserbreve
Torsdag, 11 april 2019 03:57

Besøg børn i andre lande

Fra fredag den 12. april og resten af året kan hele familien besøge bibliotekets legeområde og udforske, hvordan det er at være barn i fjerne lande.

Har du nogensinde tænkt over, hvad man spiser til morgenmad i Kina? Hvordan man går klædt i Indien? Og hvilke eventyr børn får fortalt i Afrika? Besøg Kolding Bibliotek og gå på opdagelse i børnelivet over hele verden.

Fredag åbner Børn X med temaet for 2019: ”Børn i andre lande”. Børn X er et forandringsrum for de cirka 3-9 årige, hvor biblioteket hvert år sætter fokus på et bestemt tema gennem bøger, spil, legetøj og aktiviteter.

Denne gang er rummet fyldt med eventyr og sagn om børn i andre lande. Børn kan klæde sig ud som tiger, kineser, norsk prinsesse og meget andet. Du kan også udfolde dig med tegneaktiviteter, lege frugthandler i markedsboden og tage flyveren ud i den store verden.

Du kan lege i Børn X i hele bibliotekets åbningstid, og du finder det i Kolding Biblioteks børnebibliotek.

Udgivet i Det sker...
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« November 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
        1 2 3
4 5 6 7 8 9 10
11 12 13 14 15 16 17
18 19 20 21 22 23 24
25 26 27 28 29 30