Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Kolding Netavis | Christiansfeld

Smedebranchen mangler faglært arbejdskraft, og en ny aftale mellem erhvervsskolen Hansenberg i Kolding og Industrisamarbejdets Lærlingeindsats skal gøre det nemmere for smedeelever og virksomheder at finde hinanden.

Mangel på faglærte er en udfordring - også for metal- og maskinindustrielle virksomheder over hele landet, skriver Hansenberg i en pressemeddelelse.

I Industrisamarbejdet, der er et stærkt fællesskab bestående af 1.750 virksomheder - og som er en del af Dansk Industri (DI) - har man derfor introduceret en lærlingeindsats, hvor medlemsvirksomheder over hele landet tager et stort ansvar for at uddanne fremtidens faglærte smede, industriteknikere, automatikteknikere og værktøjsmagere.

Erhvervsskolen Hansenberg i Kolding har nu indgået en aftale med Industrisamarbejdets Lærlingeindsats. Aftalen indebærer, at Industrisamarbejdets Lærlingeindsats fungerer som koordinator og sørger for at matche smedeelever med virksomheder fra Industrisamarbejdets Lærepladsnetværk, hvis eleverne ved afslutningen af Grundforløb 2 mangler en læreplads - og i øvrigt opfylder en række grundlæggende kriterier.

- Det betyder, at vi kan kommunikere noget sikkerhed ud til eleverne om, at deres praktik er garanteret. Derfor er jeg glad for DI's initiativ - og for, at virksomhederne tager ansvaret på sig for at sikre eleverne en kvalificeret gennemførsel af deres uddannelse, siger skolechef for Teknia, Designia og 10. klasse på Hansenberg Dan Zielke.

Stor jobsikkerhed

Fra DI lyder det, at de ufaglærtes andel af beskæftigelsen i den metal- og maskinindustrielle branche er faldet i de senere år. Forklaringen skal blandt andet findes i digitalisering, automatisering og produktivitetsforbedringer, for den teknologiske udvikling giver mange muligheder - men udviklingen kræver også dygtige medarbejdere, der er i stand til at udnytte disse muligheder.

I de kommende år går mange faglærte i branchen på pension, og ifølge DI kan det give virksomheder alvorlige rekrutteringsudfordringer. Det er derfor helt afgørende, at flere unge uddannes til en fremtid som eksempelvis smed.

- Jobsikkerheden for smede er utrolig stor, og om ganske få år vil efterspørgslen på kvalificeret arbejdskraft være enorm. Derudover er en erhvervsuddannelse langt fra en ensporet vej. Det er en vej med mange afkørsler og muligheder, så man åbner mange døre ved at tage en erhvervsuddannelse, påpeger Dan Zielke.

Medarbejdere fra Industrisamarbejdets Lærlingeindsats har i det forgangne år rejst rundt i Danmark for at besøge flere end 300 virksomheder, som alle har tilmeldt sig lærepladsnetværket.

Tal for foråret 2018 viser, at virksomhedernes indberettede antal af potentielle lærepladser for smedeelever er højere end antallet af elever, der har brug for hjælp til at finde en læreplads.

Udgivet i Kolding
mandag, 20 august 2018 17:08

Sygehusdirektør siger jobbet op

Efter otte år som topleder på Sygehus Lillebælt har Dorthe Crüger valgt at sige sin stilling som administrerende sygehusdirektør op.

Dorthe Crüger har i en periode overvejet at bruge sit liv på noget andet end at være direktør på Sygehus Lillebælt. Hun har nu valgt at sige sit job op og aftalt med Region Syddanmark, at hun stopper som administrerende sygehusdirektør med udgangen af oktober 2018. Dorthe Crüger stopper ikke på grund af et andet job, men fordi hun vil give sig selv god tid til at tænke over, hvilke nye udfordringer hun skal kaste sig over, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Om årsagen til, at hun har valgt at sige sin stilling op, siger 53-årige Dorthe Crüger:

- Da jeg blev direktør på Sygehus Lillebælt i 2010, havde jeg en drøm om at hjælpe med at skabe Patienternes Sygehus. Den drøm synes jeg i høj grad, vi er lykkes med. På den måde føler jeg, at jeg har opnået det, jeg ville. Vi har nogle af landets mest tilfredse patienter og nogle virkelig dygtige ledere og medarbejdere, der sagtens selv kan videreføre visionen. Derfor har jeg besluttet, at det nu er tid til, at jeg skal noget andet. Hvad det andet skal være, har jeg endnu ikke lagt mig fast på, men jeg er sikker på, der nok dukker nye muligheder op hen ad vejen. Foreløbig vil jeg dog koncentrere mig om at sige ordentligt farvel til det sygehus, jeg holder så meget af, og derefter vil jeg ud at rejse nogle måneder.

Regionsdirektør Jane Kraglund, som er Dorthe Crügers nærmeste leder, siger:

- Jeg er ked af at skulle sige farvel til Dorthe Crüger som sygehusdirektør. Hun har hele tiden haft fokus på patienten, som det et sygehus skal dreje sig om. Hun har netop afleveret et færdigudbygget akutsygehus i Kolding, hvor medarbejderne står klar til at give akutte patienter den mest kvalificerede behandling. Og hun har sin del af æren for, at Vejle Sygehus er blandt de bedste i landet, når det handler om kræftbehandling. Jeg vil ønske hende alt godt i fremtiden. Jeg har lavet en aftale med Dorthe om, at vi fortsat kan gøre brug af hendes kompetencer til forskellige opgaver, efter at hun stopper, og den aftale er jeg rigtig glad for.

Stillingen som administrerende direktør på Sygehus Lillebælt bliver slået op snarest muligt.

Udgivet i Syddanmark
mandag, 20 august 2018 15:07

Nu indvies ny cykelsti

Efter flere udsættelser er cykelstien nu klar til indvielse.

Cykelstien mellem Taps og Vonsild er langt om længe klar til officiel indvielse.

Det sker lørdag den 8. september, hvor indvielsestalerne holdes af borgmester Jørn Pedersen (V) og formand for Teknik- og Klimaudvalget, Jacob Ville (V). Talerne starter klokken 9.30.

Og klokken 10 kan du tage med på en cykeltur på den nye cykelsti. Det er arrangeret af Taps Cykelcafé. Men der er også mulighed for en gå- eller løbetur.

Ved indvielsen kan man parkere ved hjemmeplejen og børnehaven på Ødisvej i Taps.

Arrangementet foregår fra klokken 9.30 til klokken 11.

Udgivet i Kolding
mandag, 20 august 2018 15:03

Nye boliger på vej i centrum af Vamdrup

Plan-, Bolig- og Miljøudvalget sender en lokalplan for Nørregade i Vamdrup i høring i fire uger. Lokalplanen skal bane vej for nye boliger – i første omgang 13 lejligheder i hjertet af byen.

Der er rift om gode boliger, der ligger centralt placeret i byerne. Kolding Kommune har derfor stort fokus på at skabe muligheder for flere boligbyggerier i midten af kommunens byer. Næste projekt på vej er 13 almene boliger på Nørregade 9, hvor den tidligere afdeling af Ungdomsskolen, som nu er revet ned, har ligget. Det skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kolding Kommune ønsker at sælge grunden, og samtidig er Vamdrup Boligselskab interesseret i at opføre nye almene boliger på stedet. Plan-, Bolig- og Miljøudvalget sender derfor en lokalplan for Nørregade 9, 11 og 13 i Vamdrup i høring i fire uger, der skaber mulighed for byggeriet.

- I udvalget er vi meget opmærksomme på, at vi skal sikre udvikling i lokalområderne. Vi har brug for et bredt boligtilbud for at kunne tiltrække nye borgere og holde på dem, der allerede bor i byerne, og det er det, som lokalplanen skal understøtte, siger formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh.

Lokalplanen giver mulighed for, at der kan være boliger i stueetagen, hvor den tidligere lokalplan kun tillod detailhandel.

Lokalplanen kommer i høring den 29. august og fire uger frem. Den kan ses på kolding.dk/hoeringer.

Udgivet i Vamdrup
mandag, 20 august 2018 14:59

Badning frarådes ved to strande

Det frarådes, at du bader ved disse to strande.

Bad ikke ved Rebæk Strand og Stenderup Hage Strand.

Sådan lyder anbefalingen fra Kolding Kommune, efter at der er fundet for mange E. coli-bakterier i vandet ved de to strande.

- Efter aftale med embedslægen fraråder vi folk at gå i vandet ved de to strande, siger miljøtekniker Timm Jäger fra Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen tjekker løbende kvaliteten af badevandet ved strandene. Hvad de forhøjede værdier af E. coli-bakterier ved Rebæk og Stenderup Hage skyldes, prøver kommunen nu at finde en forklaring på sammen med forsyningsselskabet BlueKolding.

Der er allerede taget omprøver af badevandet ved de to strande. Senest onsdag i denne uge regner kommunen med at få svar på prøverne.

- Vi åbner for badning ved de to strande, lige så snart tallene er i orden. Indtil da frarådes badning. Hvis man kommer til at sluge vand med for mange E. coli-bakterier, risikerer man dårlig mave samt hoved- og mavepine, forklarer Timm Jäger.

Udgivet i Kolding
mandag, 20 august 2018 05:02

Gadeteater fra nær og fjern

I forbindelse med Kulturnatten inviterer Nicolai for børn, børn fra Kolding kommunes SFO’er til gadeteater fra København, Belgien og Aarhus.

Børnene fra Kolding Kommunes SFO’er kan se frem til store teateroplevelser, når Nicolai for børn byder dem på gadeteater i forbindelse med fejringen af årets kulturnat fredag den 24. august mellem klokken 13.00 og 15.45. Det oplyser Nicolai Kultur i en pressemeddelelse.

På programmet er forestillinger fra både nær og fjern, når belgiske Circus Katoen, aarhusianske Teatret Beagle og københavnske MishMash står klar til at give Koldings børn en god oplevelse.

Circus Katoen kommer med den akrobatiske forestilling ”EX AEQUO”, der handler om parret, der flytter sammen og skal skabe plads til hinanden. De presser hinandens grænser med humor, drillerier og cirkus akrobatik.

Tre cyklende særlinge fra Teatret Beagle har sendt sig selv på mission for at indsamle materiale til en bog, der kan besvare alle spørgsmål: Encyklopædien. EnCykloPædisterne får vendt op og ned på mange af livets spørgsmål, og publikum kan vente at blive inddraget i deres forsøg på at opretholde livet ifølge Encyklopædien.

Til sidst vil københavnske MishMash med deres instrumenter og klovnerier fortælle den russiske historienom Næsen, der handler om general Kovalevs næse, der en dag beslutter sig for at forlade ham og leve sit eget liv.

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« August 2018 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
    1 2 3 4 5
6 7 8 9 10 11 12
13 14 15 16 17 18 19
20 21 22 23 24 25 26
27 28 29 30 31